Annonce
Dokumentar

Amagerbankens krak/epilog: Spørgsmålene der aldrig er besvaret

Illustration: Peter Kjærgaard.
I juni 2019 blev det sidste kapitel skrevet om Amagerbankens konkurs. Bankens gamle ledelse blev dømt til at betale 255 millioner kroner for uansvarlig og mangelfuld kreditvurdering vedrørende tre udlånsengagementer, herunder ejendommen Østerfælled Torv. Dommen faldt i Østre Landsret, og efter betænkningstid besluttede den tidligere direktør Jørgen Brændstrup, bestyrelsesformand N.E. Nielsen samt seks menige bestyrelsesmedlemmer at indgå forlig. Men andre retssager har ikke besvaret en helt række centrale spørgsmål og placeret et ansvar for bankens krak.

I journalist Uffe Gardels bog 'Amagerbanken - en unødvendig undergang' stiller han sig selv spørgsmålet: Hvad fældede Amagerbanken? Var det en stridbar bestyrelsesformand med mange uvenner, usikre ejendomslån, eller fejlbedømte myndighederne bankens situation? Amagerbanken var ikke nogen lille nichebank for spekulanter; den var folkebanken for hele Amager, og den var i mange år anset som indbegrebet af en solid og stabil bank. Alligevel gik det galt.

Uffe Gardel beskriver, hvordan Amagerbankens adm. direktør, Knud Christensen, torsdag aften den 25. september 2009, gik til bekendelse og ringede sin bestyrelsesformand op: han kunne ikke længere skjule likviditetsvanskelighederne. 'Vi er under,' sagde Knud Christensen. 'Men det klarer vi i morgen,' forsikrede han.

'Der er en god kollegial tradition for at pengeinstitutter med forbigående likviditetsvanskeligheder hjælper hinanden, og det er denne tradition som Knud Christensen forlod sig på. Men han havde forregnet sig. Ingen havde lyst til at stille likviditet til rådighed for Amagerbanken. Dagen efter, fredag, var Knud Christensens ro derfor aflyst af panik, da han ved 13.00-tiden endnu engang ringede N.E. Nielsen op: Han havde alligevel ikke fået løst likviditetsproblemet. Og nu skulle han til møde med Finanstilsynet og tale om det. Det blev sidste gang de to talte sammen, for efter mødet brød Knud Christensen sammen.'

Annonce

Dommen i landsretten

Amagerbankens gamle ledelse er blevet dømt til at betale 255 millioner kroner for uansvarlig og mangelfuld kreditvurdering vedrørende tre udlånsengagementer, herunder ejendommen Østerfælled Torv. Dommen faldt i Østre Landsret i juni 2019, og efter betænkningstid besluttede den tidligere direktør Jørgen Brændstrup, bestyrelsesformand N.E. Nielsen samt seks menige bestyrelsesmedlemmer, deriblandt Tårnbys daværende borgmester, Henrik Zimino, at indgå forlig med FS Finans III A/S, der er et datterselskab i det statslige selskab Finansiel Stabilitet, som rydder op efter krak i banksektoren.

Der er nu sat punktum for den efterhånden ti år lange føljeton om, hvem der egentlig havde ansvaret for, at Amagerbanken efter længere tids tumult meddelte, at den var gået konkurs.

Sagen og afgørelsen mod den gamle bankledelse var kulminationen på et forløb, hvor aktionærerne hev Finansiel Stabilitet i retten for at have spillet med fordækte kort, da man bad aktionærerne om at skyde mere kapital ind i den nødlidende bank. Det viste sig, at banken havde brug for en langt større kapitalindsprøjtning end aktionærerne blev oplyst.

Aktionærerne tabte sagen. Akkurat som den gamle bankledelse, der blev slæbt i retten af  Finansiel Stabilitet, der overtog styringen af Amagerbanken forud for krakket i februar 2011.

Annonce

Aflyste aktionærmøder

I december 2010 - altså tre måneder forinden - havde den nytiltrådte direktør - plantet af Finansiel Stabilitet - ellers fortalt offentligheden, at Amagerbanken nok skulle klare skærene. Så trods talrige retsmøder og afgørelser er det stadigvæk en gåde, hvorfor statens oprydningsselskab går fri af anklagerne for at have vildledt bankens kunder og aktionærer med oplysninger, der åbenlyst var forkerte.

Så her er retssystemets konklusion: Den gamle bankledelse må tage skraldet - og den svimlende bødestraf - for at have bragt banken på slingrekurs. Og staten - læs: Finansiel Stabilitet - har intet gjort forkert.


I hvilken grad var erhvervsministeren og departementchefen involveret i lukningen af Amagerbanken?


Men tilbage er en række spørgsmål, der aldrig er besvaret - hverken af den indsatte bankledelse, i retssystemet eller af relevante myndigheder:

Hvorfor fik aktionærerne ikke fri proces? Hvorfor oplyste repræsentanter fra Finansiel Stabilitet ikke den gamle bestyrelse om notatet med det større nedskrivsbehov? Der var ikke oplysningspligt, udtalte retten, men hvor er den moralske pligt til at informere?

Kan det skyldes,  at den nye bestyrelse løb febrilsk rundt på gangene for at finde yderligere nedskrivinger?

Hvem blev de nedskrevne ejendomme solgt til? Handlede det kun om at komme forbi Bankpakke I? Og hvorfor var ledelsen allerede i november/december 2010 i gang med at undersøge en rekonstruktion af Amagerbanken?

I hvilken grad var daværende erhvervs- og økonomiminister og departementschef involveret i lukningen af banken? Og hvorfor gik rigmanden Karsten Ree i skjul efter han havde tabt 800 millioner kroner ved bankens krak? Hvorfor gik han ikke med i aktionærernes gruppesøgsmål?

Annonce

Spin for galleriet?

Endelig: Hvordan kunne den indsatte direktør Steen Hove i december 2010 udtale, at der nu var styr på forretningen - kun få måneder før den krakkede? Var det spin for galleriet, at Steen Hove i begyndelsen af januar 2011 aflyste de årlige aktionærmøder i Bella Center med begrundelsen, at banken måtte udvise rettidig omhu og spare på omkostningerne, når realiteten var, at han på det tidspunkt må have haft en viden om, at banken var på vej mod konkurs.

Retssystemet har i hvert fald ikke kastet lys over et dunkelt og til tider mørkelagt forløb i de sidste måneder af Amagerbankens levetid - også selvom private investorers indsats gjorde det muligt at få belyst statens ansvarspådragende rolle i den største bankskandale i nyere tid.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce