Annonce
Dokumentar

Amagerbankens krak/prolog: Da stoltheden led et knæk

Illustration: Peter Kjærgaard.
Det kostede dyrt både på tegnebog og stolthed, at Amagerbankens dage som en stærkt forankret lokalbank endte søndag 6. februar 2011. Dét, der 108 år forinden begyndte ved et skrivebord i Kastrup, fik dødsstødet efter et tumultarisk forløb. Men hvad gik der egentlig forud for at redde den skrantende bank, og hvad skete der i de efterfølgende år for at få placeret et ansvar for bankens krak?
Annonce

Det gjorde ondt, da Amagerbankens pressemeddelelse dumpede ind i mailboksen med beskeden om, at banken var erklæret konkurs. Tankerne kørte rundt som en film – frem og tilbage, men standsede ved den dag i december 2010, hvor jeg sad ansigt til ansigt med bankens administrerende direktør Steen Hove i hovedsædet på Amagerbrogade 25.

Han var netop blevet udnævnt til adm. direktør efter udskældte Jørgen Brændstrup. Og selvom Steen Hove betonede, at der ventede en barsk opgave, udtrykte han tro og tillid til, at banken nok skulle klare skærene.

»Vi kommer med et årsregnskab, der er blodrødt,« sagde han, men tilføjede: »Sådan må det nu engang være, når der skal ryddes op.«

Jeg gik hjem og skrev interviewet til Amager Bladet.

Overskriften: »Vi må spænde livremmen ind« varslede en hestekur af historiske dimensioner, men de fire bogstaver k-r-a-k stod ikke skrevet på tastaturet

To måneder senere blev de fire bogstaver barsk virkelighed. Hvad gik galt?

Læs også: Spørgsmålene der aldrig er besvaret

Læs også: Ti år med hævntørstige aktionærer, personopgør og retssager

SYMPTOMERNE havde været kendt længe nok til, at banken kunne overleve på den lange bane. Måske handlede det i virkeligheden om, at banken lå i respirator og ventede på, at der blev slukket for kontakten?

Der findes vel ikke en bank i Danmark, der har været så gennemanalyseret ned til mindste bankbog, som Amagerbanken. Finanstilsynet havde den store tættekam fremme, men gav grønt lys til, at bankens ledelse kunne rejse den fornødne kapital for at få del i statsgarantien på 13,5 milliarder kroner.

I november 2010 blev næsten hele den gamle ledelse udskiftet. Daværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen stod på talerstolen ved den ekstraordinær generalsamling og slog fast med syvtommersøn, at banken havde alle muligheder for at være over krisen om to år.


Symptomerne havde været kendt længe nok til, at banken kunne overleve på den lange bane. Måske handlede det i virkeligheden om, at banken lå i respirator og ventede på, at der blev slukket for kontakten?


I tillid til dét, der aldrig blev sagt, og i tillid til dét, der blev sagt, blev der mobiliseret en enestående opbakning til banken. Kunder og aktionærer stod nærmest i kø for at tilføre banken den fornødne kapital.

SØNDAG 6. FEBRUAR 2011 kom pressemeddelelsen. Amagerbankens bestyrelse må foretage nedskrivninger for tre milliarder kroner, lød budskabet.

Filmen kører videre og standser ved rigmanden Karsten Ree. Han har lige tabt knap 800 millioner kroner. Han er rystet, men afklaret.

Den gamle direktør og bestyrelsesformand bliver klandret for bankens ulykker. Og Knud Christensen, der ved festlige lejligheder blev omtalt som »Bankkongen på Amager«, og år ud og år ind modtog aktionærernes hyldest ved den berømte skildpadde-middag, når regnskaberne viste gode tal og der blev udbetalt udbytte, fik sit eftermæle serveret på et sølvfad i primetime.

»Knud vandrede rundt som en drukkenbolt og lavede forretninger under N.E. Nielsens opsyn,« lød den tidligere Blå Avis-ejers kontante dom.

KØEN VED HÅNDVASKEN blev lang siden den skæbnesvangre søndag i 2011, mens kunder og aktionærer, der gennem generationer havde været trofaste bankstøtter, sad tilbage med fornemmelsen: Snydt og bedraget.

Mudderkastningens kunst er en disciplin, der er let at beherske, når ansvaret skal placeres, men det var fløjtende ligegyldigt for de medarbejdere ude i filialerne, der gennem to år havde været igennem en mental nedsmeltning, og alligevel holdt fanen højt, når fru Jensen kom forbi filialen for at høre til sparepengenes sikkerhed. Det var kun få dage før den skæbnensvangre søndag - og alligevel virkede det, som om Amagerbanken på et splitsekund var blevet et arvestykke - kørt ud til de støvede hylder hos Amagermuseet i Store Magleby.

PÅ MUSEUMSVÆGGEN burde hænge et portræt af stifteren Emil Bernhard Petersen. Bankens første direktør, der troede på godt købmandsskab mellem bank og kunder som forudsætningen for at drive en sund virksomhed. Med en aktiekapital på 10.000 kroner åbnede han dørene op til Danmarks mindste bank. Og med Petersens to døtre bag skranken i bankens første lokaler på Amager Strandvej blev banken lynhurtigt en lokal succés.

I takt med at befolkningstallet på Amager voksede, voksede banken også. I 1906 ændrede den navn til Amagerbanken og dækkede nu hele øen. I 1920 var der så blevet råd til bankens nuværende hovedkontor, den gamle limfabrik på Amagerbrogade 25.


Den gamle direktør og bestyrelsesformand bliver klandret for bankens ulykker. Og Knud Christensen, der ved festlige lejligheder blev omtalt som »Bankkongen på Amager«, og år ud og år ind modtog aktionærernes hyldest ved den berømte skildpadde-middag, når regnskaberne viste gode tal og der blev udbetalt udbytte, fik sit eftermæle serveret på et sølvfad i primetime.


Og aktionærerne blev der altid kræset om i Amagerbanken. Til den årlige generalforsamling i Bella Centret mødte aktionærerne talstærkt op. Måske ikke mindst for at nyde godt af den traditionelle middag og den forlorne skildpadde. Det var da også bankens aktionærer, der klart afviste et fusionsforslag fra Alex Brask Thomsen og Finansbanken i 1972. Bestyrelsen var faktisk klar til at lade sig fusionere med SEB Bank (Skandinaviska Enskilda Banken).

Men aktionærerne, der jo netop var lokale, ville ikke vide af den nye store bank.

DET IRONISKE ER, at hvis man dengang havde sagt ja, ville man i dag have været en del af Jyske Bank, og derfor - måske - have være helt fri for problemer.

Nu tænkte de fleste, at bankens sunde dele nok snarere blev en del af Sydbank, Danske Bank eller Nordea. Det endte så med færørske BankNordik.

Fordi trangen til selvstændighed men også vokseværk blev to ulige størrelser. Alt det gode fik en ende med krisen. Søndag 6. februar 2011 var det forbi. Stoltheden led et knæk.

ÆRET VÆRE AMAGERBANKENS MINDE.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONA

Dagens coronatal 28. februar: Fart på smittespredningen i København, men Dragør har kun fire personer smittet

LEDER

Amager Fælled-fadæsen vil klæbe til SF

CORONA

Opslag om coronatvang i skolerne vækker opsigt: Advokat anerkender straffeloven kan komme i spil

Debat

Amager skal ikke drukne i lufthavnsparkering

Annonce