Annonce
Amager

Bakspejlet: Det begyndte ved et skrivebord og endte i en skraldespand

Wagner på Amagerbrogade holdt ophørsudsalg. De fik »Amar-bank« som de selv skrev på deres skilte og tabte 1, 7 millioner kroner på bankkrakket. - Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix.

NEKROLOG FEBRUAR 2011. Det koster dyrt både på tegnebog og stolthed, at Amagerbankens dage som en stærkt forankret lokalbank er talte. Dét, der for 108 år siden begyndte ved et skrivebord i Kastrup, sluttede brat i et skraldespandsselskab søndag 6. februar 2011.

Annonce

Det gjorde ondt, da Amagerbankens pressemeddelelse dumpede ind i mailboksen med beskeden om, at banken var erklæret konkurs. Tankerne kørte rundt som en film - frem og tilbage, men standsede ved den dag i december, hvor jeg sad ansigt til ansigt med bankens administrerende direktør Steen Hove i hovedsædet på Amagerbrogade 25.

Han var netop blevet udnævnt til adm. direktør efter udskældte Jørgen Brændstrup. Og selvom Steen Hove betonede, at der ventede en barsk opgave, udtrykte han tro og tillid til, at banken nok skulle klare skærene.

»Vi kommer med et årsregnskab, der er blodrødt,« sagde han, men tilføjede: »Sådan må det nu engang være, når der skal ryddes op.«

Jeg gik hjem og skrev interviewet til Amager Bladet.

Overskriften: »Vi må spænde livremmen ind« varslede en hestekur af historiske dimensioner, men de fire bogstaver k-r-a-k stod ikke skrevet på tastaturet

To måneder senere blev de fire bogstaver barsk virkelighed. Hvad gik galt?

SYMPTOMERNE havde været kendt længe nok til, at banken kunne overleve på den lange bane. Måske handlede det i virkeligheden om, at banken lå i respirator og ventede på, at der blev slukket for kontakten?

Der findes vel ikke en bank i Danmark, der har været så gennemanalyseret ned til mindste bankbog, som Amagerbanken. Finanstilsynet havde den store tættekam fremme, men gav grønt lys til, at bankens ledelse kunne rejse den fornødne kapital for at få del i statsgarantien på 13,5 milliarder kroner.

I november blev hele den gamle ledelse udskiftet. Daværende bestyrelsesformand N.E. Nielsen stod på talerstolen ved den ekstraordinær generalsamling og slog fast med syvtommersøn, at banken havde alle muligheder for at være over krisen om to år.

I tillid til dét, der aldrig blev sagt, og i tillid til dét, der blev sagt, blev der mobiliseret en enestående opbakning til banken. Kunder og aktionærer stod nærmest i kø for at tilføre banken den fornødne kapital.

SØNDAG 6. FEBRUAR kom pressemeddelelsen. Amagerbankens bestyrelse må foretage nedskrivninger for tre milliarder kroner, lød budskabet.

Filmen kører videre og standser ved rigmanden Karsten Ree. Han har lige tabt knap 800 millioner kroner. Han er rystet, men afklaret.

Den gamle direktør og bestyrelsesformand bliver klandret for bankens ulykker. Og Knud Christensen, der ved festlige lejligheder blev omtalt som »Bankkongen på Amager«, og år ud og år ind modtog aktionærernes hyldest ved den berømte skildpadde-middag, når regnskaberne viste gode tal og der blev udbetalt udbytte, fik sit eftermæle serveret på et sølvfad i primetime.

»Knud vandrede rundt som en drukkenbolt og lavede forretninger under N.E. Nielsens opsyn,« lød den tidligere Blå Avis-ejers kontante dom.

KØEN VED HÅNDVASKEN er blevet lang siden den skæbnesvangre søndag, mens kunder og aktionærer, der gennem generationer har været trofaste bankstøtter, sidder tilbage med fornemmelsen: Snydt og bedraget.

Mudderkastningens kunst er en disciplin, der er let at beherske, når ansvaret skal placeres, men det er fløjtende ligegyldigt for de medarbejdere ude i filialerne, der gennem to år har været igennem en mental nedsmeltning, og alligevel har holdt fanen højt, når fru Jensen kom forbi filialen for at høre til sparepengenes sikkerhed. Det er ikke lang tid siden, og alligevel virker det, som om Amagerbanken allerede er blevet et arvestykke - kørt ud til de støvede museumshylder i Store Magleby.

PÅ MUSEUMSVÆGGEN burde hænge et portræt af stifteren Emil Bernhard Petersen. Bankens første direktør, der troede på godt købmandsskab mellem bank og kunder som forudsætningen for at drive en sund virksomhed. Med en aktiekapital på 10.000 kroner åbnede han dørene op til Danmarks mindste bank. Og med Petersens to døtre bag skranken i bankens første lokaler på Amager Strandvej blev banken lynhurtigt en lokal succés.

I takt med at befolkningstallet på Amager voksede, voksede banken også. I 1906 ændrede den navn til Amagerbanken og dækkede nu hele øen. I 1920 var der så blevet råd til bankens nuværende hovedkontor, den gamle limfabrik på Amagerbrogade 25.

Og aktionærerne er der altid blevet kræset om i Amagerbanken. Til den årlige generalforsamling i Bella Centret mødte aktionærerne talstærkt op. Måske ikke mindst for at nyde godt af den traditionelle middag og den forlorne skildpadde. Det var da også bankens aktionærer, der klart afviste et fusionsforslag fra Alex Brask Thomsen og Finansbanken i 1972. Bestyrelsen var faktisk klar til at lade sig fusionere.

Men aktionærerne, der jo netop er lokale, ville ikke vide af den nye store bank.

Det ironiske er, at hvis man dengang havde sagt ja, ville man i dag være en del af Jyske Bank, og derfor være helt fri for problemer.

Nu bliver banken nok snarere en del af Sydbank, Danske Bank eller Nordea.

Fordi trangen til selvstændighed men også vokseværk blev to ulige størrelser. Alt det gode fik en ende med krisen. Og nu er det forbi. Stoltheden har fået et knæk.

ÆRET VÆRE AMAGERBANKENS MINDE.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Amager

Flydende italiensk luksus i havnen

Amager

Her er Amagers største frisørsalon

Amager

Måge og reje størrelse XL i strandparken

Amager

Juleoptoget hænger i en tynd tråd

Annonce