Annonce
Coronasmitte

Fodplejere og frisører må afvise grædende ældre: Digitalt svage borgere snubler i krav om coronapas

Lægeeksamineret fodplejer Pia Albæk på Øresundsvej synes, det har været hårdt at måtte afvise ældre, digitalt svage kunder, fordi de ikke havde coronapas eller testsvar med. Foto: Hanne Bjørton
Kravet om at have testsvar og coronapas med til fodplejer, frisør og andre liberale serviceerhverv holder en lille gruppe ældre og digitalt svage borgere udenfor i et ufrivilligt B-hold.

OPDATERET: En lille gruppe ældre og digitalt svage borgere har problemer med at dokumentere negative testsvar og vaccinebevis, når de skal til frisør, fodplejer og andre liberale serviceerhverv. Blandt andet fordi de hverken har computer eller smartphone og er fritaget fra at bruge NemID.

Det mærker lægeeksamineret fodplejer Pia Albæk på Øresundsvej. Efter hun åbnede igen 7. april, har hun været nødt til at afvise flere ældre kunder.

- Det har været forfærdeligt, jeg har sendt 12 kunder hjem igen, og nogle stod bare og græd. Jeg havde ringet til dem på forhånd og spurgt: Er du blevet vaccineret. De siger ja, er forvirrede, og nogle er måske lidt demente. De har fået at vide, at coronapasset kommer på deres telefon, men de har ingen smartphone, og så står de der med deres Doro-telefon. Man bliver flov i den generation, når man ikke kan finde ud af det. Tårerne kom op i øjnene på nogle af dem, og så trillede de hjem igen med deres rollator, fortæller Pia Albæk.

Annonce

Hun ønsker nogle bedre løsninger til de digitalt svage borgere.

- Man har slet ikke taget hensyn til dem, der ikke har computer og smartphone, og det er jo ikke altid, at man har en søn eller datter, der er behjælpelig med at få tingene printet ud. Om en måned har de måske et coronapas, men det er også lang tid at vente, når de har hørt, man må komme til frisør og fodplejer, siger Pia Albæk.

En sårbar gruppe

Allégårdens Frisør i Tårnby har også sendt kunder hjem, dog i mindre målestok.

- Vi måtte sende tre kunder hjem. Mange af dem, der ikke er digitale, har børn som hjælper dem. Men dem uden netværk ved ikke, hvor de skal finde bevis for, at de er vaccineret. Jeg sagde kækt til en kunde: Prøv hos Borgerservice, men det kunne de ikke hjælpe med. Så var hendes læge så sød at hjælpe med at printe beviset, men det er ikke alle læger, der vil det, fortæller Pia Petersen, indehaver af salonen.


Tårerne kom op i øjnene på nogle af dem, og så trillede de hjem igen med deres rollator

Pia Albæk


Hun foreslår en bedre kommunikation mellem myndighederne.

- Jeg synes, de skulle tale sammen. De ved, hvem der ikke er tilmeldt NemID og ikke er digitale - så skal vi behandle dem på en anden måde. Det er en sårbar gruppe, og de trænger også til at komme til frisøren, siger Pia Petersen.

Amager Bladet har talt med andre frisørsaloner, hvor problemet har vist sig på andre måder.

- Jeg har haft en kunde, der besluttede at vente med at komme til frisør, til hun blev vaccineret, for så slap hun for besværet med at blive testet, fortæller Sus fra Sole Mio Coiffure på Amagerbrogade.

Og hos Courage Coiffure i Dragør er de tre frisører Vivi, Dorte og Helga kommet problemerne i forkøbet ved at sende en meget detaljeret sms til alle kunder om krav til vaccine- og testdokumentation.

- Mange skrev, inden de bestilte tid, skal jeg have det ene og det andet med. Derfor besluttede vi at sende den sms ud til alle, fortæller Vivi.

Dog måtte Helga ringe en ældre kundes datter op og bede hende hjælpe med at printe kundens vaccinebevis.

- Og det er fordi jeg kender hende så godt og ved, at hun ikke har nogen mobiltelefon og i hvert fald ikke bruger en app. Så fandt vi ud af det med hendes datter, fortæller Helga.

Annonce

Skal ikke hægtes af

Landsforeningen Ældre Sagen hører løbende fra borgere, der ikke har digital adgang til coronapas og testsvar.

- Vi har oplevet en stor mængde henvendelser. Først da vaccinerne blev rullet ud, og der i starten var problemer med at bestille tid. Nu hører vi især om problemer med at dokumentere testsvar, også fra rigtig mange pårørende, der spørger: Hvordan hjælper jeg min far med at få et testsvar, så han kan komme til frisøren, fortæller Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen.


Borgere, der ikke har NemID og ikke kan tilgå coronapas og information om testsvar digitalt, har præcis samme behov som alle andre.

Louise Kambjerre Scheel


Landsforeningen har under statens lancering af den digitale strategi for testsvar og vaccinepas talt de digitalt svage borgeres sag over for myndighederne.

- Dem, der ikke er i stand til at begå sig digitalt, skal kunne rummes i samfundet, og de skal ikke føle sig hægtet af. Vi har understreget over for myndighederne, at borgere, der ikke har NemID og ikke kan tilgå coronapas og information om testsvar digitalt, har præcis samme behov som alle andre, siger Louise Kambjerre Scheel.

Hun oplyser, at fra 9. april er myndighederne begyndt at sende coronapasset med brev til de færdigvaccinerede borgere, som ikke har NemID.

- Og vi har hørt, at der skulle være en løsning på vej med svar på PCR-tests, men har konstateret, at den løsning ikke er fundet endnu. Vi er nødt til at være retningsanvisende overfor de ældre, så vi anbefaler at man bruger lyntest, fordi man der kan bede om at få resultatet med på papir med det samme, siger seniorkonsulenten.

Ældre Sagen er som udgangspunkt ikke modstandere af digitalisering af samfundet.

- For det rummer også mange muligheder. Vi har 1.800 IT-frivillige, der hjælper borgere og underviser dem i at forbedre deres IT-kompetencer. Men sideløbende med det italesætter vi hele tiden, at der også er en borgergruppe, der ikke kan følge med i den digitale udvikling, og at der skal være andre løsninger for dem. siger Louise Kambjerre Scheel.

Ældre Sagen har en rådgivning, hvor ældre kan få råd ikke bare om corona, men også om andre relevante sociale, økonomiske og juridiske spørgsmål. Samt en hjemmeside om coronapas.

Annonce

Anbefaler kviktest

Vi har spurgt Sundhedsministeriet, om der er en løsning på vej, så borgere efter en PCR-test kan få testsvaret på papir.

- Sundhedsministeriet er ved at afsøge mulighederne for at lave en model, hvor ikke-digitale også kan få mulighed for at dokumentere PCR-testresultater. På nuværende tidspunkt henviser vi til antigenteststeder (teststeder med kviktest, red.) for printet dokumentation, skriver ministeriet.

Har der været en analog information om test, vaccine og coronapas til borgere uden NemID, som borgeren så kan genbesøge i sit hjem, hvis borgeren kommer i tvivl?

- I forhold til information til ikke-digitale borgere, så er der blandt andet udarbejdet plakater til butikker, hvor der stilles krav om coronapas, som de kan skilte med. Her henvises til corona hotlinen, hvor ikke-digitale kan få hjælp - tlf. 70 20 02 33.

Artiklen er opdateret fredag 16. april klokken 14.15 med svar fra Sundhedsministeriet.

Testsvar uden computer og NemID

Et bredt flertal i Folketinget stod 22. marts bag aftalen om genåbningen af Danmark, og det er blandt andet aftalt, at færdig-vaccinerede borgere, der ikke anvender de digitale løsninger, skal have en let og ubureaukratisk adgang til at dokumentere deres vaccination. Myndighederne er 9. april begyndt at sende vaccinationsbevis med post til borgere, der er fritaget for NemID.

Samme borgere skal også kunne benytte fysisk dokumentation - et stykke papir - for svar på covid-19 test, og det kan man foreløbig få på teststeder med hurtigtest.

coronasmitte.dk har der, siden aftalen 22. marts blev indgået, stået: "Der arbejdes desuden på en løsning med hensyn til svar på PCR-test", men løsningen er endnu ikke fundet.

Endelig kan en borger eller pårørende via sundhed.dk anmode om at give eller få fuldmagt til at se testsvar og hente covid-19 testpas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce