Annonce
BYLIV

Kommunen knuser livsværket: Gro og Andreas må pludselig ikke drive spisested

Gro og Andres var helt uforberedt på afslaget på ansøgningen og havde allerede forberedt den kommende sæson og fået booket selskaber. Foto: Jan Jeppesen.
For to år siden overtog Gro og Andreas forpagtningen af marketenderiet i haveforeningen Nordre Vang. Den tidligere ejer havde delikatessevarer og solgte pizzaer. Nu meddeler kommunen, at marketenderiet slet ikke må drives som et spisested. Det har været ulovligt længe før Gro og Andreas kom ind i billedet. Livsværket er knust, erkender ægteparret.

13 anses oftest som et uheldigt tal. For ægteparret Gro og Andreas er tallet ikke bare et uheldigt tal. Det er også tallet, der knuser livsværket. Tirsdag 13. april blev der nemlig truffet en beslutning i Tårnby Kommunes Bygge- og Ejendomsudvalg som betyder, at Gro og Andreas ikke længere ser sig i stand til at drive marketenderiet i haveforeningen Nordre Vang. Beslutningen kom som et granatchok, idet kommunen ikke tidligere har reageret på, at der i mange år har været salg af madvarer.

Sagen er, at Tårnby Kommune på et tidspunkt gør ægteparret opmærksom på, at de lejede lokaler i marketenderiet ikke er godkendt som spisested, men at parret kan lave en ansøgning.

- Vi havde selvfølgelig regnet med, at marketenderiet var godkendt som spisested, idet vi overtog et produktionskøkken og kunne se det på Fødevarestyrelsens kontrol. Det står også i vores kontrakt, vi må producere madvarer, forklarer Gro, der sagde farvel til et sikkert job i et designfirma for at udvikle drømmen om have sit eget spisested med Andreas, der er uddannet kok.

Annonce

Ansøgningen blev sendt til Tårnby Kommunes Bygge- og Ejendomsudvalg med påtegnelser fra udlejeren Kolonihaveforbundet og grundejeren Naturstyrelsen.

- Vi gik ud fra, det var en ren formalitet. Vi har derfor glædet os til at åbne for sæsonen og gjort alt klar. Der er købt masser af madvarer ind for at kunne betjene haveforeningens beboere, og vi har fået booket en del selskaber for resten af sæsonen. Vi var derfor uforberedt på, at kommunen giver os et afslag på ansøgningen, fortæller Gro.

Kommercielt sigte

Af svaret fra Tårnby Kommune fremgår det, at ansøgningen kræver landzonetilladelse, hvilket ikke er opfyldt, og henviser på den baggrund til en paragraf i Planloven.

Kommunen anerkender, at ægteparret overtog marketenderiet på et tidspunkt, hvor der allerede var etableret delikatesseforretning og pizzeria, men har senere erfaret, at der ikke var indhentet de fornødne tilladelser. Og kommunen opridser, at marketenderiet i dag fungerer som en blanding af købmandsforretning, bageri, delikatesse og spisested for kolonisterne i Nordre Vang og de tilstødende haveforeninger Selandia, Sommervirke, Sønderbro og Rågaardskær.

I kommunens forvaltning for Plan, Byg og Miljø er den gængse definition på et marketenderi et lokale, hvor der sælges mad, drikkevarer og tobak til en afgrænset personkreds, men henholder sig til, at haveforeningen er placeret i en landzone, der er udlagt til rekreativt område, hvorfor ansøgningen ikke er i overensstemmelse med landzonebestemmelserne.

- At drive et spisested for op til fem haveforeninger har karakter af kommercielt sigte og kan ikke længere anses som værende en naturlig aktivitet for et marketenderi, skriver kommunen.

Annonce

Paragrafryttere

- Det handler altid om en eller anden paragraf, som kan ødelægge alt for andre, sukker Andreas.

Han fortæller, at drømmen om at drive et spisested er at bringe folk sammen og skabe fællesskaber.

- Her kan folk spise middag og opleve den gode stemning ved at være en del af fællesskabet. De kan holde deres konfirmationer, runde fødselsdage og andre mærkedage. Og de kan købe varer som de ikke behøver køre langt efter for at handle, forklarer han.

Marketenderiet består af et køkken på 62 kvadratmeter, et overrdækket gårdrum til udeservering, et lagerlokale på cirka 20 kvadratmeter samt et butikslokale på 60 kvadratmeter.

I afslaget skrives, at kommunen støtter et fortsat marketenderi med et udvalg af købmandsvarer til haveforeningens brugere, men den forklaring er helt ude i hegnet, mener ægteparret.

- Vi kan jo ikke leve af at sælge øl og slik. Vi ser derfor ingen anden udvej end at lukke butikken, da vi modtager et påbud mod at producere nogen former for madvarer. Det er hele vores eksistensgrundlag, der bliver revet væk under os. For kan du ikke få lov til at sælge brød, delikatesser, dagens ret og holde selskaber, så giver det ingen mening, siger Gro, der har svært ved at holde tårerne væk.


Vi kan jo ikke leve af at sælge øl og slik. Vi ser derfor ingen anden udvej end at lukke butikken, da vi modtager et påbud mod at producere nogen former for madvarer.


Annonce

Rystelser i haveforeningen

I skrivende stund vil parret sende en klage over afgørelsen, og de har også startet en underskriftsindsamling på marketenderiets Facebook-side. Siden onsdag aften har flere end 450 skrevet under.

I haveforeningen kommer nyheden da også som et chok for kolonisterne.

- Det er en skandale. Håber der sker et mirakel, skriver Helen Østergaard.

En anden skriver, at 'Gro og Andreas er noget af det bedste, der er sket for os i Nordre Vang. I medvirker i høj grad til kolonihaveånden med jeres butik, mad, jeres skønne væremåde og er et dejligt samlingspunkt i kolonihavelivet'.

En tredje skriver: - Kommunens argumentation afspejler uvidenhed, magt og lav bevidsthed. Groland er et livsværk, en inspiration til nuet og fremtiden. Det er ægte kolonihaveånd og det skal der kæmpes for.

Julian Herskind skriver, at han troede, det var 1. april, da han hørte nyheden:

- Jeg føler virkelig med jer, Gro og Andreas. I har simpelthen skabt en lille oase, som vi ikke turde drømme om kunne blive så hyggelig og tilbyde så mange lækre ting og sager. Jeg er sikker på, at rigtig mange vil gå langt for at hjælpe.

Andreas og Gro sender en klage over afgørelsen, men må indtil videre lukke butikken på grund af et påbud om at sælge og producere madvarer. Foto: Jan Jeppesen.
Gro viser her nogle af marketenderiets egenproducerede varer, der også skal ned fra hylderne, hvis marketenderiet skal fortsætte. Foto: Jan Jeppesen.
Gro og Andres var helt uforberedt på afslaget på ansøgningen og havde allerede forberedt den kommende sæson og fået booket selskaber. Foto: Jan Jeppesen.

Groland Marketenderi

Groland Marketenderi er en kombineret forretning med købmand og et lille madsted/café, hvor man enten kan hente mad med hjem i haverne eller spise det udenfor butikken.

På hylderne føres de mest basale købmandsvarer som hjemmebagt brød, hjemmelavede specialiteter i montren, blomster, tobak, alkohol, jord, gas, mad, kaffe, vin, øl, is og slik.

Bag Groland Marketenderi er ægteparret Gro og Andreas. De overtog forpagtningen i maj 2019, men åbnede den først i juni samme år, da der blev brugt en måned på at rydde ud og renovere.

Gro Kückelhahn og Andreas Roland Berg overtog forpagtningen af marketenderiet i maj 2019. Nu er livsværket knust og Gro har svært ved at holde tårerne tilbage, mens ægteparret forsøger at sunde sig efter afgørelsen fra Tårnby Kommune, som ikke har været ude for at besigtige marketenderiet de sidste to år. Foto: Jan Jeppesen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce