Annonce
Natur

Naturadgang forlænges: Døren stadig åben på Prøvestenen Syd

Et godt sted at fiske på Prøvestenen Syd, har vi ladet os fortælle. Foto: By og Havn
Har du forelsket dig i synet af Amagers østkyst og Øresund fra den helt nye vinkel på Prøvestenen Syd? Så glæd dig - der er stadig offentlig adgang.
Annonce

Sidste sommer fik borgerne for første gang adgang til et nyt naturareal på Prøvestenen Syd med gode fiskemuligheder og mageløs udsigt ud over Øresund og ind mod Amagers østkyst.

Og nu er det besluttet, at området fortsat har offentlig adgang, i første omgang til og med juni i år. Det er resultatet af samarbejdet mellem områdets ejer By & Havn, Amager Øst Lokaludvalg og foreningen Prøvestenens Natur- og Fritidsforening, fortæller By & Havn i en pressemeddelelse.

Adgangen til Prøvestenen Syd er blevet taget rigtig godt imod og benyttes meget både af københavnere på tur, motionister, fiskere, skoleklasser og foreninger. Der er næsten altid mennesker i området, som nyder udsigten, går på opdagelse eller kaster fiskesnøren i vandet, fortælles det i pressemeddelelsen.

- For By & Havn har det været afgørende for beslutningen om at forlænge åbningen, at de besøgende generelt har været rigtig gode til at passe på området. Sammen med vores samarbejdspartnere har vi fra start opfordret til 'sporløs færden', og til at folk husker at tage deres skrald med sig - og gerne også andre folks skrald - når de forlader området. Folk har virkelig taget ordensreglerne til sig, udtaler udviklingschef Per Schulze, By & Havn.

Man har adgang til den sydlige del af Prøvestenen Syd, hvor besøgende guides til ved hjælp af skiltning fra lågen i hegnet efter Prøvestensbroen. Luftfoto: By & Havn

På grund af COVID-19 situationen har der ikke været afholdt mange guidede ture og officielle arrangementer i området, som Prøvestenens Natur- og Fritidsforening ellers havde planlagt. Håbet er fortsat, at det i foråret og forsommeren bliver muligt at gennemføre arrangementer.

- Jeg er glad for at se, at der altid er mennesker ude på området, året rundt. Prøvestenen Syd er en unik oplevelse, med lys, luft og horisont, som københavnerne virkelig har taget til sig. Nu skal vi kigge på de funktioner, som kan gøre den rekreative anvendelse endnu bedre for endnu flere mennesker, udtaler Rasmus Steenberger fra Prøvestenens Natur- og Fritidsforening i pressemeddelelsen.


For By & Havn har det været afgørende for beslutningen om at forlænge åbningen, at de besøgende generelt har været rigtig gode til at passe på området.

Per Schulze, By & Havn


I den kommende periode kigger partnerkredsen på mindre forbedringer af forholdene for besøgende, blandt andet skal der sættes midlertidige bænke op.

Der er ikke bilparkering, så tag til Prøvestenen på cykel eller gåben. Tag turen ned ad Uplandsgade/Prags Boulevard eller Raffinaderivej langs Kløvermarken og fortsæt ad Prøvestensbroen over vandet. Så finder du på højre side lågen med adgang til Prøvestenen Syd.

Det rekreative område er cirka syv hektar stort. Det svarer til cirka halvdelen af Kongens Have eller lidt mere end Ørstedsparkens areal.

Læs mere på By & Havns hjemmeside provestenensyd.dk.

Ordensregler for Prøvestenen Syd

AFGRÆNSNING: Det er den sydlige del af arealet, som er åbent for offentligheden. Den øvrige del af området anvendes til andre formål, og derfor er ophold ikke tilladt. Respekter skilte og hegn, og hold dig til dette område.

HOLD DIG TIL STIERNE: Pas på dig selv og områdets dyr, og hold dig på områdets stier.

FÆRDSEL PÅ EGET ANSVAR: Jorden er opfyld, og der kan være skarpe genstande, sten m.v., hvis du bevæger dig ind i området. Al færdsel i området er på eget ansvar.

SPORLØS FÆRDEN: For at alle kan få en god oplevelse, skal du efterlade området, som du fandt det - eller gerne endnu pænere. Tag dit skrald med hjem eller benyt skraldespanden ved indgangen. Sådan passer vi bedst på både dyr og planter.

HUNDE I SNOR: Der er et rigt fugleliv i området, og mange fugle har bygget reder i det høje græs. Hold derfor altid din hund i kort snor.

BADNING FORBUDT: Badning kan være forbundet med fare grundet stensætningen. Ønsker du at bade, så tag til Amager Strandpark, der ligger ved siden af Prøvestenen Syd.

FISKERI TILLADT: Du må gerne fiske fra moler og stensætning med gyldigt fisketegn.

IKKE ADGANG FOR BÅDE: Lystsejlere må ikke lægge til i området.

NYD OMRÅDET I DAGTIMERNE: Det er ikke tilladt at lave bål, afholde fester eller overnatte i området.

FRILUFTSOMRÅDE: Prøvestenen Syd er et naturområde, og der findes ikke toiletfaciliteter o.lign.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Amager skal ikke drukne i lufthavnsparkering

CORONA

Opsigtsvækkende opslag: I bliver straffet, hvis I tester mit barn for corona

Annonce