Annonce
KRIMI

Uopklaret: Hvem myrdede bordellets 'Smukke Carola'?

Caroline som hun blev fundet. Tidens store armod fremgår med smertelig tydelighed af sofaen, der er planket op på spande. Foto: Politimuseet.
Prostitutionsforholdene i København er omdiskuterede. Diskussionen er imidlertid ikke ny, men kan føres helt tilbage det 20. århundredes begyndelse, hvor man gik fra offentlige bordeller til privat prostituion. I år er det 105 år siden, at et drab satte diskussionen på spidsen. Caroline Marie Larsen blev myrdet i sin lejlighed på Christianshavn. Museumsleder ved Politimuseet, Frederik Strand, fortæller historien om ’Smukke Carola'.
Annonce

I 2016 var det 100 år siden, at Caroline Marie Larsen blev myrdet i sin lejlighed på Christianshavn. Nu får du hele historien om 'Smukke Carola', skrevet af museumsleder Frederik Strand fra Politimuseet:

Det var en kølig søndag morgen 14. maj 1916. Der havde lige været vagtskifte på Station 4, Christianshavn. Klokken syv gik en lurvet udseende mand ind ad stationens dør og stillede sig i ekspeditionslokalet.

Hans navn var Jens Peter Hansen og han var en gammel kending. Ikke mindre end 24 gange var han straffet for både tyveri, løsgængeri, alfonseri og vold. Med tydelig irritation spurgte den vagthavende betjent ind til den gamle kendings ærinde.

Jens Peter Hansen svarede nærmest lidt ligegyldigt:

»Kan jeg ikke få en betjent med hjem, der er noget galt. Min madam ligger hjemme på gulvet og er slået ihjel.«

To betjente og Jens Peter gik snart igennem Christianshavns beskidte gader. Voldene var nok blevet fjernet, men der var stadig mange fattige arbejderboliger. I Prinsessegade 25 gik de alle tre op til 2. sal. Døren til værelset var ikke låst. De gik lige ind. Her lå en kvinde i en blodpøl. Hendes hals var skåret over. Opdagelsespolitiet blev tilkaldt. Drabssagens overordnede ledelse blev lagt i hænderne på assessor Rüdinger fra 2. Kriminalkammer. Han mistænkte med det samme Jens Peter Hansen for at stå bag drabet.

I Politiken 15. maj kunne man da også læse: »Der er natten mellem lørdag og søndag udspillet et uhyggeligt brændevinsdrama på Christianshavn (…) Politiet udtaler, at de har belastende bevismateriale mod kæresten, der nægter sig skyldig.«


Kan jeg ikke få en betjent med hjem, der er noget galt. Min madam ligger hjemme på gulvet og er slået ihjel.


Annonce

Den smukke prostituerede

Brændevinsdramaets hovedperson var Caroline Marie Larsen - i datidens prostitutionsmiljø kendt som Smukke Carola. Hun var den yngste i en børneflok på seks og stammede fra Studiestræde. Et forarmet kvarter. I 1881 klagede beboerne i den del af gaden, hvor Carolines familie boede, til borgerrepræsentationen over den åbenlyse prostitution.

Borgerrepræsentationen og politiet valgte dog at sidde klagen overhørig. Man måtte forvente noget sådant, når man boede i dét kvarter!

I 1883 flyttede familien videre til Christianshavn, som på det tidspunkt var noget ganske andet end i dag.

Området var beboet af folk fra små kår med beskedne hjem i små et- og toværelses lejligheder. Lokum var i gården ved siden af skraldebøtterne, hvor beboerne fik selskab af de mange rotter, der plagede kvarteret. Spiritussalget var også en sag for sig. Det var ganske normalt, at en arbejder drak omkring en flaske brændevin om dagen, hvortil kom et større antal øl. Først i 1917 blev der indført en spiritusafgift.

Vold var derfor en integreret del af samfundet. Værst var dog prostitutionsmiljøet, og det var her, Caroline havnede.

Annonce

I prostitutionens klør

Hvorfor endte Caroline så som prostitueret? Svaret skal findes i nogle særlige samfunds- og familieforhold. I 1894, kort efter hun fyldte 18 år, arbejdede hun på Skodsborg Badehotel i Søllerød.

På samme tid havde hendes halvandet år ældre søster, Flora, påbegyndt en 'karriere' som prostitueret. Caroline tog ved lære af storesøsteren og gled langsomt ind i det socialt stigmatiserede miljø. Prostitutionsforholdene i det 19. århundredes sidste tiår var ganske forskellige fra forholdene i dag.

I 1874 var bordelsystemet af hygiejniske årsager blevet indført ved lov. Man frygtede veneriske sygdomme, det vil sige kønssygdomme - og særligt syfilis. En prostitueret, eller et offentligt fruentimmer, som det hed, skulle være registreret og møde op hos politiet to gange om ugen, hvor hun blev undersøgt af en læge.

Før en kvinde blev indskrevet som offentligt fruentimmer, gjorde politiet en stor indsats for at holde pigerne på dydens smalle sti, idet et arbejde som prostitueret var stærkt stigmatiserende og ofte betød livslang isolation i de særlige huse, der fungerede som bordeller. Et offentligt fruentimmer skulle derfor også være observeret flere gange som 'trækkerske', før hun blev anholdt og undersøgt af en læge. Hvis hun blev fundet venerisk, blev hun indlagt og fik en skriftlig advarsel. Fortsatte hun ad denne vej og fik sin tredje advarsel, blev hun som regel idømt tvangsarbejde - og efter udstået straf tvangsindskrevet som offentligt fruentimmer. Derefter skulle hun tage bopæl i et offentligt hus, det vil sige et bordel.

Den 30. november 1895 blev Caroline tvangsindskrevet som offentligt fruentimmer hos sædelighedspolitiet. Hendes livsbane var udstukket.

Annonce

Offentlige bordeller

Herefter boede Caroline gennem de næste par år på de forskellige bordeller i Adelgade-kvarteret. Omkring år 1900 var antallet af bordeller og prostituerede nemlig stort. Der fandtes cirka 650 offentlige fruentimmere i København fordelt på knap 40 bordeller. Efter den såkaldte oktoberlovs ikrafttræden i 1906 blev begrebet offentligt fruentimmer slettet fra listen over anerkendte erhverv. Det var dog ikke ulovligt at leve af utugt, hvis man blot havde et lovligt erhverv ved siden af. Det var derimod ikke længere lovligt at drive bordelvirksomhed.

Caroline blev derfor nu gadeprostitueret – en på mange måder langt værre skæbne end tidligere. Nu var hun nemlig, som hovedparten af de prostituerede, afhængig af en brutal alfons beskyttelse i det rå miljø.

I 1912 mødte hun Jens Peter Hansen, der blev hendes alfons. I politirapporterne blev han kort og prosaisk karakteriseret som:

»Ugift og har ingen børn. Sundhedstilstand: god, drikfældig, syfilis siden 91, og doven.«

Jens Peter havde næppe oplevet megen kærlighed i sit liv. Han var nærmest vokset op på Herberget for Hjemløse og »Rotte Møllers« hotel. Steder der bestemt ikke var for sarte sjæle. Værelserne var overfyldte, og toiletforholdene var så dårlige, at de logerende gjorde deres fornødenhed på avispapir, som de lod ligge som pakker på gangene. Kummerlige steder præget af urenlighed, misbrug og vold.

Carolines alfons Volden overførte han i sit forhold til Caroline. En genbo berettede i den forbindelse til politiet, hvordan hun igennem nøglehullet så, at Caroline lå på gulvet, og Jens Peter sad på hende - mens han med den ene hånd holdt hende for munden, og med den anden slog hende i hovedet med knyttet næve.

Flere gange havde hun også set ham slæbe Caroline ved fødderne ud af lejligheden og smide hende ned ad trapperne. Flere gange søgte Caroline også tilflugt hos underboen, når hun blev mishandlet, fordi hun ikke havde tjent penge nok i løbet af natten. En nat i begyndelsen af maj 1915 var situationen ved at komme ud af kontrol.

Her blev underboen nemlig vækket ved at høre Caroline råbe:

»Han myrder mig, han myrder mig.«

Underboen løb op i deres lejlighed og så, at Jens Peter holdt Caroline i nakken og dunkede hendes ansigt i gulvet. De to fortænder, Caroline manglede i overmunden, havde Jens Peter i øvrigt slået ud med et kosteskaft, fordi hun en dag var kommet hjem uden penge. Netop alfonsens tørst efter penge mente opdagelsespolitiet lå til grund for drabet.

De stykkede i den forbindelse følgende hændelsesforløb sammen:

Caroline var omkring klokken halv fire kommet hjem til lejligheden med en kunde, en velklædt sømand. I lejligheden lå Jens Peter og sov på sofaen. Caroline vækkede ham, og han tog tøj på. Mens han klædte sig på, klædte sømanden sig af og lagde sig i sengen. Jens Peter gik ned og stillede sig i porten til Prinsessegade 25, så Caroline kunne ordne sin 'forretning'. Efter cirka 15 minutter gik Jens Peter op, tog pengene fra hende og faldt i snak med den fremmede. Hvad de talte om, ved vi ikke, men ved firetiden hørte vidner råb og skrig fra lejligheden, og cirka en halv time efter blev der råbt på trappen, og døren til lejligheden blev smækket hårdt i.

Naboen hørte en mand gå ned ad trapperne. Cirka fem-seks minutter herefter hørte naboen en banken i gulvet. Først hurtigt, men senere aftagende, mens Caroline kaldte: »Larsen hjælp mig« tre gange. Larsen var naboens navn. Dernæst var der små skrig, der sluttede med en rallen.

Annonce

Drabet

Hvad foregik der i minutterne fra sømanden gik, til Jens Peter forlod lejligheden?

Politiets gæt var som følger:

Caroline havde nogle dage forinden fået at vide, at hun skulle arve en sum penge fra sin afdøde søster, der i en årrække havde boet i Rusland. I dagene omkring drabet skulle arven på 4.000 rubler udbetales. I kvarteret var det rygtedes, at Jens Peter var i stand til at slå Caroline ihjel for at få pengene. Efter sømanden var gået, havde de igen skændtes om arven, og Jens Peter slog Caroline i gulvet. I faldet greb hun, for at forsvare sig, den ildrager, der stod ved kakkelovnen. Herefter fremdrog alfonsen sin foldekniv, stak Caroline i brystet og skar halsen over på hende. Derfor de rallende lyde. Drabsvåbnet havde han smidt fra sig ved Gammel Strand. Det blev aldrig fundet. Problemet var imidlertid, at alfonsen benægtede alt.

Så snart Rüdinger fik ham presset op i en krog, blev Jens Peter hidsig og råbte ting som:

»Jeg har intet at sige, jeg lyver ikke, jeg er uskyldig.«

En af hans mere farverige historier var i øvrigt, at han i fængslet oplevede, at Caroline en nat havde stået i cellen og sagt til ham: »(…) vær ikke bange Peter, du har ikke gjort det«. I forhold til vidneudsagnene kunne han, næsten lige meget hvad der blev fortalt, vige udenom ved enten at spille dum eller uvidende.

I øvrigt bakkede alle i prostitutionsmiljøet ham op og hævdede hans uskyld. Fanden hytter sine egne. Alt dette var et problem, da datidens retsproces i alt væsentligt byggede på vidneudsagn og tilståelser - den såkaldt inkvisitoriske proces.

Ved retten i København den 26. juni 1917 blev han da også frikendt for drabet på Caroline. Aklagemyndigheden havde ikke kunnet fremskaffe de fældende beviser.

Annonce

Uopklaret

Sagens udfald gav naturligvis dagspressen mulighed for at håne det ellers højt besungne opdagelsespoliti. Vigtigere var det dog, at drabssagen gav pressen mulighed for at dække samfundets dunkleste skyggesider. Faktisk var sagen det første danske prostitutionsdrab, der blev dækket af medierne - så på den måde var det mediehistorie, der blev skrevet. Det avislæsende københavnske borgerskab læste med lige dele foragt, skræk og nysgerrig sensationslyst om, hvad der foregik lige uden for deres biedermeier-idyl.

En del af aviserne var dog ikke blot beskrivende men også filosoferende. Hvad foregik der egentlig i underklassens skyggeverden? Var oktoberlovens afskaffelse af »det offentlige fruentimmer« en rigtig beslutning, eller havde man overladt en af samfundets mest udsatte grupper til dets egen skæbne, simpelthen fordi de prostitueredes gerning ikke var forenelig med borgerskabets moral? Spørgsmålene blev rejst, men vel næppe fyldestgørende besvaret.

Caroline blev bisat i stilhed fra kapellet på Skt. Johannes Stiftelsen i Ryesgade lørdag 10. juni 1917. Få måneder senere døde Jens Peter Hansen på Sundholm. Han var fuldstændig afkræftet af lungebetændelse og fysisk mishandling. Poetisk retfærdighed eller blot underverdenens sædvanlige meningsløse voldsspiral?

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Amager skal ikke drukne i lufthavnsparkering

Annonce