Pengene på kontoen taber værdi — hvad er alternativerne?

Denne artikel er sponsoreret af d-investering.dk

Danskerne har historisk haft en stor del af deres formue stående kontant. Det er forståeligt nok: en bankkonto er let at forstå, pengene er tilgængelige med det samme, og indeståender op til 100.000 euro er dækket af Garantiformuen, hvis banken går ned.

Til gengæld er der en omkostning, som ikke fremgår af nogen kontoudskrift. Er inflationen højere end renten på kontoen, falder pengenes købekraft, selvom saldoen står stille.

Mekanismen er enkel. Stiger priserne 3 procent på et år, mens kontoen forrentes med 1 procent, er købekraften faldet med cirka 2 procent. De 100.000 kr. står der stadig, men de kan købe mindre end året før.

Over et enkelt år er effekten til at overse. Over ti år er den ikke. Med et vedvarende gab på 2 procentpoint mister 100.000 kr. omkring en femtedel af sin købekraft på ti år.

Det er ikke et argument for, at kontanter er en dårlig idé. Det er et argument for, at man bør vide, hvad de koster, og tage stilling til, hvor stor en del af sin opsparing man vil have stående der.

Før man overvejer alternativer, er der én kategori penge, der hører hjemme på kontoen uanset hvad: bufferen til uforudsete udgifter.

Størrelsen afhænger af den enkeltes situation, men tommelfingerreglen lyder typisk på tre til seks måneders faste udgifter. Formålet er ikke afkast, men tilgængelighed. Går varmepumpen i stykker, skal pengene kunne hæves samme dag uden at man skal sælge noget på et tilfældigt tidspunkt.

Det samme gælder penge med en kendt anvendelse inden for få år. Skal beløbet bruges til en udbetaling i 2028, hører det ikke hjemme et sted, hvor værdien kan falde 30 procent.

Det mest nærliggende alternativ er en konto med højere rente. Flere banker tilbyder opsparingskonti med bedre forrentning end en almindelig lønkonto, ofte mod en binding eller et minimumsindestående.

Fordelen er, at risikoen er den samme som på en almindelig konto, og at indeståendet fortsat er dækket af indskydergarantien inden for grænsen. Ulempen er, at renten sjældent overstiger inflationen med nogen margin, og at den kan ændres af banken.

Aftalekonti med fast rente i en periode fjerner usikkerheden om renten, men binder pengene. Her bør man være opmærksom på, hvad det koster at bryde aftalen før tid.

Obligationer er lån til stater eller virksomheder, og de udbetaler typisk en fast rente. De opfattes ofte som det sikre alternativ til aktier, men de er ikke risikofrie.

Kursen på en obligation falder, når markedsrenten stiger, og det kan give negative afkast i perioder — også for statsobligationer, som ellers er blandt de sikreste papirer, der findes. Investerer man gennem en obligationsfond, gælder det samme, og her kommer fondens omkostninger oveni.

Til gengæld har obligationer historisk svinget markant mindre end aktier, og de indgår derfor i mange porteføljer som en dæmpende komponent frem for som drivkraft.

Aktier har historisk givet det højeste langsigtede afkast af de gængse aktivklasser, og de har til gengæld de største udsving. Fald på 20 til 30 procent er ikke usædvanlige, og markedet har i perioder brugt flere år på at komme tilbage til udgangspunktet.

Det gør aktier relevante for penge med lang tidshorisont og uegnede for penge, der skal bruges snart.

De fleste private investorer vælger i dag brede indeksfonde frem for enkeltaktier. Én position kan give ejerskab i over tusind selskaber fordelt på mange lande og brancher, og omkostningerne er typisk lave — ofte 0,10 til 0,20 procent om året mod 1 til 1,5 procent i en aktivt forvaltet fond.

På en aktiesparekonto beskattes afkastet med 17 procent, og indskudsloftet er 174.200 kr. i 2026. I et almindeligt depot beskattes aktieindkomst med 27 procent op til progressionsgrænsen på 79.400 kr. og 42 procent derover.

En vigtig detalje er, at nogle produkter beskattes hvert år efter lagerprincippet, selv når der ikke er solgt noget. Det gælder blandt andet mange udenlandske ETF'er. Aktuelle satser og oversigten over, hvilke produkter der beskattes som aktieindkomst, findes på skat.dk.

En ekstra indbetaling til pension er ofte overset i den her sammenhæng. Fradragsværdien kan være betydelig, og afkastet beskattes med 15,3 procent i PAL-skat, hvilket er lavere end både aktieindkomst og aktiesparekontoens sats.

Til gengæld er pengene bundet til pensionsalderen, og udbetalingerne beskattes ved udbetaling — bortset fra aldersopsparingen, hvor udbetalingen er skattefri. Om det giver mening afhænger af indkomst, alder og eksisterende ordninger, og her er individuel rådgivning ofte pengene værd.

De færreste har brug for at flytte hele deres opsparing. Øvelsen består snarere i at dele den op.

Bufferen bliver stående på kontoen. Penge med en kendt anvendelse inden for få år bliver stående eller placeres i noget med lav risiko. Det, der er tilbage, kan overvejes investeret med en tidshorisont, der matcher, hvornår pengene skal bruges.

Selve opdelingen er ofte den vigtigste beslutning, og den kræver hverken særlig indsigt eller store beløb. Gennemgange af, hvordan de forskellige muligheder fungerer for danske investorer, findes blandt andet på d-investering.dk, hvor både kontotyper, omkostninger og risici er beskrevet.

Er man i tvivl, er det værd at huske, at man ikke behøver træffe beslutningen på én gang. Man kan begynde med en mindre del og udvide, når man har set, hvordan det føles at se tallene bevæge sig.

Indholdet her er generel information og udgør ikke finansiel rådgivning. Al investering indebærer risiko for tab, og tidligere afkast er ingen garanti for fremtidige resultater. Regler og beløbsgrænser kan ændres.

Denne artikel er sponsoreret af d-investering.dk