Annonce
Billund Ugeavis

Emil løber for livet: - Folk er døde, så det kan ikke blive meget værre

Emil Kjeldbjerg har været hjerteløber i et års tid. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Som hjerteløber rykker Emil Kjeldbjerg ud, når alarmen lyder på telefonen. Og det gør en forskel, for som paramediciner ser han også løberne gennem sit arbejde.
Annonce

Billund: Emil Kjeldbjerg er en af de 12.000 hjerteløbere i Danmark, der hvert år bidrager til, at flere mennesker overlever et hjertestop.

- Jeg valgte, at tilmelde mig, fordi jeg ved, det virker, fortæller han.

Emil har været tilmeldt ordningen i et års tid, men har endnu ikke haft et udkald. Han er dog også paramediciner og ser ofte hjerteløbere, når han rykker ud med ambulancen til et menneske med hjertestop.

- Jeg ser jævnligt, at hjerteløberne er nogle af dem, der kommer først, forklarer han.

Som hjerteløber udfører man hjertelungeredning og bringer en eventuel hjertestarter frem til vedkommende, der har fået et hjertetilfælde.

Det hele foregår via en app. Når alarmcentralen får et opkald, sender de en ambulance af sted som det første, men de har samtidig også et overblik over, hvor de nærmeste hjerteløbere befinder sig, som herefter får besked om hændelsen på telefonen. På den måde er der større sandsynlighed for, at mindst én har mulighed for at nå frem til vedkommende.

Annonce

Alt hjælper

Gennem appen får de desuden et kort med beskrivelse af, hvor de skal løbe hen, og hvis der skal medbringes en hjertestarter.

- Hjerteløberne gør en kæmpe forskel, og det kan vi jo se i forhold til, hvor mange der overlever et hjertestop. Her er tiden nemlig vigtig, og hjerteløberne er en vigtig ressource. Måske er vedkommende kun to minutter væk, mens det tager en ambulance 10 minutter at komme frem, siger Emil.

Når alarmen går skal han svare, om han kan tage opgaven. Foto: Kristina V. Skjoldborg

Ifølge Hjerteforeningen overlevede 10,4 procent af dem, der fik et hjertestop i 2016 uden for hospitalet, mens det i dag er cirka 16 procent.

Alle kan som udgangspunkt tilmelde sig som hjerteløber, så man behøver hverken at være læge, sygeplejerske eller paramediciner som Emil, men Hjerteforeningen anbefaler dog, at man tager et førstehjælpskursus og føler sig tryg i at yde førstehjælp.

Når hjerteløberen kommer ud til ulykkesstedet, påbegyndes hjertelungeredning, indtil ambulancen når frem. Herefter vurderer paramedicineren, om hjerteløberen skal fortsætte sit arbejde.

Hjerteløber-ordningen

  • Omkring 5400 mennesker får hvert år hjertestop i Danmark. Heraf sker 4000 i eget hjem.
  • Trygfondens Hjerteløber-ordning blev implementeret i 2017, og siden da har mere end 80.000 downloadet appen og tilmeldt sig som frivillige hjerteløbere.
  • Appen fungerer på den måde, at de 20 nærmeste hjerteløbere i en radius af 1800 meter fra hjertestoppet bliver alarmeret. De skal enten hente den nærmeste hjertestarter eller løbe direkte til hjertestoppet og give livreddende førstehjælp.
  • Region Syddanmark koblede sig på Hjerteløber-ordningen den 1. maj i år. Indtil videre har over 12.000 borgere i regionen tilmeldt sig som frivillige hjerteløbere.

Emil Kjeldbjerg understreger på det kraftigste, at man ikke må være bange for at gøre noget forkert. Lidt er bedre end ingenting.

- Folk er jo døde, så det kan ikke blive ret meget værre, siger han og uddyber:

- Hjernen er i risiko for at tage skade fra det øjeblik, at hjertet går i stå. Selvom hjerteløberens arbejde ikke er 100 procent perfekt, er det stadig bedre, end hvis der slet ikke gøres noget.

Annonce

Hænder fri

Uden hjælp fra hjerteløbere ville Emil Kjelbjerg som paramediciner kun kunne udføre hjertemassage, indtil lægen ankommer. Med hjerteløbere får ambulancefolkene hænderne fri og kan give medicin, indføre et rør i halsen eller snakke med lægebilen.


Man skal huske det psykiske aspekt, om det er noget, man kan klare

Emil Kjelbjerg, paramediciner og hjerteløber


- Med en hjerteløber får vi flere hænder fri, forklarer han og tilføjer, at han somme tider også bruger hjerteløbere til at at hjælpe med andre ting som for eksempel at notere for sig.

Hjertelungeredning er noget, som alle ifølge paramedicineren kan lære.

Emil Kjeldbjerg har med hjælp fra naboerne fået installeret en hjertestarter på sin gavl. Foto: Kristina V. Skjoldborg

- Man kan lære det på en halv time, og en hjertestarter fortæller, hvad man skal, siger Emil, der dog opfordrer til, at man gør sig sine overvejelser, inden man tilmelder sig ordningen.

- Man skal huske det psykiske aspekt, om det er noget, man kan klare. Det er ikke alle, der rammes med hjertestop, som overlever, selvom man yder hjertelungeredning.

Ordningen er desuden omfattet tavshedspligt, så man vil heller ikke kunne få oplysninger fra sygehuset, og man må heller ikke selv fortælle om de oplysninger, man får på opgaven. Der er dog psykologer tilknyttet, som står til rådighed, hvis en situation har været svær.

Det er gratis at tilmelde sig som hjerteløber, og man kan læse mere om ordningen på hjertestarter.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Samfundssind

Annonce