Billund/Grønbjerg: Torben Gunderlund er vokset op i Billunds omegn, og da hans mor var ansat i Lego, blev Legoland flittigt besøgt igennem hele hans barn- og ungdom.
Mens Torben Gunderlund var i lære som elektriker, blev han udlejet til Legoland hver vinter. Efter han blev udlært i 1987, fortsatte Torben Gunderlund i perioder med at være udlejet til Legoland, og helt frem til sin fastansættelse i Legoland i 1997 var han blandt andet med i tilblivelsen af flere, store nyheder som Lego Canoe i 1991 og Dragen, som også kan fejre 25-årsjubilæum i år.
Torben Gunderlund blev ansat som elektriker i 1997 og har gennem årene haft flere forskellige ansvarsområder i Legoland. Siden 2018 har han været en fast del af ledergruppen med titlen som technical director med det overordnede ansvar for hele den tekniske driftsafdeling.
Torben Gunderlunds 25-årsjubilæum bliver fejret med en åben reception fredag den 8. april klokken 11.00 i Multihuset på Hotel Legoland.