Annonce
Bjerringbro Avis

Bjerringbro-virksomhed har fået medejer

Hardy Nielsen (th) har drevet Bjerringbro Fornikling siden 1984, nu har han solgt 24,5 procent af aktierne til Morten Bondgaard Godsk. Foto: Hanne Bliksted
Hardy Nielsen har solgt 24,5 procent af aktierne til Morten Bondgaard Godsk

Bjerringbro: Bjerringbro Fornikling A/S er ikke et sted, hvor der er store udskiftninger blandt medarbejderne. De fleste har været der mere end 20 år og enkelte i 40 år.

Nu er der kommet en ny mand, eller det vil sige, at han har været der et års tid, men det nye er, at han er blevet medejer af virksomheden, idet ejeren siden 1984 Hardy Nielsen har solgt 24,5 procent af aktierne til Morten Bondgaard Godsk. Planen er, at han ved årsskiftet 2023/2024 har overtaget hele virksomheden, og Hardy Nielsen får tid til andre gøremål.

Bjerringbro Fornikling A/S laver elektrolytisk overfladebehandling af metalemner og fungerer som underleverandør til små og store virksomheder i mange forskellige brancher. Rundt på virksomheden kan man se skinnende vandhaner, blanke og matte skabshåndtag, som har fået overfladebehandling og er klar til at blive sendt videre. Blandt kunderne er Vola A/S i Horsens, som fremstiller vandhaner og andet udstyr til badeværelser.

Annonce
To af Bjerringbro Forniklings trofaste medarbejdere Janne Poulsen og Jim Tougaard Mortensen. Foto: Hanne Bliksted

Ejer som 26-årig

Bjerringbro Fornikling startede i 1939 i lokaler på Østergade i Bjerringbro, hvor en af de første opgaver var fornikling af et hjul på en symaskine. Hardys far blev ansat i 1952, og sammen med hustruen Alis overtog han virksomheden i 1964. Som stor dreng gik Hardy Nielsen til hånde i fritiden, så det var naturligt, at han som 16-årig efter endt skolegang blev ansat. Han var kun 26 år, da han overtog virksomheden, men forældrene fortsatte med at arbejde der.

I 1990 flyttede virksomheden fra Østergade som den første til Hedemølle Erhvervspark, hvor han byggede virksomhed på den mark, hvor hans to døtre tidligere havde plukket ærter. I 1994  udvidede han virksomheden, så der nu er 2300 kvadratmeter plus en lagerbygning på 300 kvadratmeter.

Kurt Rosgaard har været ansat i Bjerringbro Fornikling i 45 år. Foto: Hanne Bliksted
Annonce

Grundig oplæring

Morten Bondgaard Godsk er 41 år, og selv om han nu har været et år i virksomheden, så er der stadig meget at lære. Han skal igennem en grundig oplæring, så han kan overtage flere og flere arbejdsopgaver og de resterende aktier. Hardy Nielsen fortsætter som direktør.

- Det har været vigtigt for mig at få startet generationsskiftet og være en aktiv del af processen for at sikre, at Bjerringbro Fornikling A/S fortsætter som en stærk, sund og selvstændig virksomhed. Jeg er sikker på, at Morten er den rette til at føre virksomheden og dens værdier videre i mange år endnu, siger Hardy Nielsen, som er 63 år.


Det har været vigtigt for mig at få startet generationsskiftet og være en aktiv del af processen for at sikre, at Bjerringbro Fornikling A/S fortsætter som en stærk, sund og selvstændig virksomhed. Jeg er sikker på, at Morten er den rette til at føre virksomheden og dens værdier videre i mange år endnu.

Hardy Nielsen, medejer af Bjerringbro Fornikling A/S


Han lægger ikke skjul på, at det har været en svær proces, men han glæder sig over, at der nu er lagt en plan, hvor han stadig er med i virksomheden.

- Det sværeste var at skulle fortælle det til medarbejderne, men jeg tror, at alle er lettede på mine vegne, siger han og en kort pause i talestrømmen viser, at der skulle noget tilløb til, før han kunne fortælle sin trofaste stab om, at "ham den nye" nu var blevet medejer.

Morten Bondgaard Godsk er vokset op i Bjerringbro, er uddannet revisor og efter ti år som revisor, var han i ti år medejer af et engrosfirma. Det var ønsket om at få sit eget, at han fik kontakt til Bjerringbro Fornikling A/S.

- Jeg har altid kendt til virksomheden og været imponeret over de resultater, som Hardy har opnået, og det er vigtigt for mig at videreføre virksomhedens værdier og kvalitet.  Medarbejderne er rigtig dygtige og erfarne, og de er alle med til at gøre virksomheden til det, den er i dag, lyder det fra den nye medejer.

Bjerringbro Fornikling

1938 Samuel Jensen starter Bjerringbro Fornikling på Østergade 19 i Bjerringbro. Indtil da drev han cykel- og radioforretning. Hans første opgaver med fornikling foregik i køkkenvasken og i emaljefade. Med tiden blev de  skiftet ud med større kar, og virksomheden startede på at forkobre før selve forniklingen. Strømforsyningen var en akkumulator, som blev opladet af en rutebilsdynamo. 

Under Anden Verdenskrig lå virksomheden i dvale, da det var forbudt at anvende nikkel.

1949 Forkromningen blev indført,og virksomheden behandlede blandt andet kofangere til biler.

1952 Anker Nielsen blev ansat, han og hustruen Alis overtog virksomheden i 1964. Efter ti års ansættelse købte sønnen Hardy Nielsen i 1984  virksomheden.

1990 Ny fabrik på 1100 kvadratmeter bygges på Hedemølle Erhvervsvej. I 1994 udvides med hal på 1000 kvadratmeter. I 1997 bygges lagerhal på 300 kvadratmeter.

1996 Bjerringbro Fornikling Aps bliver til aktieselskabet Bjerringbro Fornikling A/S.

2021 Hardy Nielsen sælger 24,5 procent af aktierne til Morten Bondgaard Godsk.

Virksomhedens regnskab for 2019/20 gav et overskud på 4,6 millioner kroner før skat. Året før var overskuddet på 5,9 millioner kroner.

 

Opgaverne på Bjerringbro Fornikling er både små og store, her er beslag til nøglehuller. Foto: Hanne Bliksted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Bjerringbro Avis

Gratis golf til seniorer

Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

Krydsordsvindere

Annonce