Annonce
Bjerringbro Avis

Efter konkurs: Gartneriet Østerkrog genopstår som Dangrow

Caleb Falk og hans bror David Falk har fået økonomisk hjælp udefra, så Gartneriet Østerkrog er igang efter konkursen i februar. Arkivfoto: Hanne Bliksted
Brødrene Falk har dannet tre nye selskaber med den lokale svineavler Jens Bøgild og Søren Rasmussen fra Mariager.

Hjorthede: Når navnet Østerkrog nævnes, ved de fleste, at det handler om det lokale frilandsgartneri med især porrer, broccoli og blomkål på markerne. Men nu skal folk vænne sig til, at gartneriet hedder Dangrow.

Efter at brødrene Caleb og David Falk gik konkurs med Gartneriet Østerkrog i februar, genopstår det som Dangrow. Efter en rekonstruktion er det delt op i tre selskaber med en egenkapital på i alt 12,5 millioner kroner.

Det er den lokale landmand Jens Bøgild, som har en bedrift med svin på Rugballegaard ved Hjorthede og Søren Rasmussen fra Mariager, der sammen med brødrene Caleb og David Falk har dannet de nye selskaber, moderselskabet Dangrow Group, som ejer maskiner og bygninger, Dangrow Agro med konventionelle varer og Dangrow Organic med økologiske varer. Og gartneriet hedder nu Dangrow.

Annonce

Internationalt navn

- Vi synes jo, at virksomheden skulle have et nyt og mere internationalt navn, og Østerkrog er svært at udtale i udlandet, siger Jens Bøgild med henvisning til, at bestyrelsen har lagt en femårs plan, hvor man håber på bedre indtjening.

Jens Bøgild ejer knap en tredjedel af den jord, som Dangrow råder over. Det er dog ikke den eneste grund til, at han nu er blevet medejer.

- Den virksomhed betyder rigtig meget for lokalområdet. Lokale lejer huse ud til gartneriets medarbejdere, og der sælges dagligvarer til medarbejderne, og ja gartneriet holder gang i lokalområdet, siger Jens Bøgild, som driver et svinebrug med 2300 søer.

Søren Rasmussen er formand for bestyrelsen i det nye selskab, og han og Jens Bøgild har hver stillet 40 procent af egenkapitalen på 12,5 million kroner. Brødrene Falk har hver givet ti procent, de er nu direktører i virksomheden og står fortsat for den daglige drift.

Annonce

Ærter i jorden

- Ja det er en god fornemmelse, at vi er i gang igen, og så glemmer man alt det, som man har været igennem. Nu er det bare med at fortsætte arbejdet. Vi vasker porrer i den kommende weekend, og vi har sået de første ærter, som er dækket af fiberdug. Så nu håber vi på, at der kommer sol og varme, lyder det optimistisk fra Caleb Falk.


Ja det er en god fornemmelse, at vi er i gang igen, og så glemmer man alt det, som man har været igennem. Nu er det bare med at fortsætte arbejdet. Vi vasker porrer i den kommende weekend, og vi har sået de første ærter, som er dækket af fiberdug.

Caleb Falk, medejer af Dangrow Group


Godt halvdelen af gartneriets produktion er økologisk, og det var forventningerne til den denne del af virksomheden, som i 2020 ikke blev opfyldt og var med til at udløse konkursen. Årene før steg salget af de økologisk varer så meget, at gartneriet havde svært ved at følge med efterspørgslen. Derfor såede brødrene Falk ekstra af disse afgrøder i 2020, men corona-krisen påvirkede som mange andre steder efterspørgslen og salget, og derfor mistede gartneriet mange penge.

Dangrow råder over cirka 1000 hektar jord, hvor der på halvdelen dyrkes korn og på resten især porrer, broccoli og blomkål og altså også ærter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce