Bjerringbro: Det er over to måneder siden, at Victoria Juul Cramer fra Bjerringbro har set sine lærere gennem andet end en skærm og været på efterskolen Fjordvang, hvor hun ellers startede efter sommerferien.
Men onsdag fik hun og kæresten Gustav Sand Skaderis, der også går på efterskolen, besøg af to af deres lærere, der midt på eftermiddagen efter en lang køretur rundt i Jylland, nåede frem til Skovkrattet 3 i Bjerringbro.
Med sig havde de både en sang og en overraskelse i form af en mulepose med diverse lækkerier, en Fjordvang hue og nogle rengøringsmidler.
- Vi ser vores elever for lidt - og nu har vi besluttet os for at se dem i levende live, fortalte de to lærere, Michelle Brogaard Pedersen og Erik Nørgaard Samuelsen, der havde været på landevejen siden klokken otte den morgen.
- Vi har været i Jelling, Vejle, Horsens, Hasselager ved Aarhus, Brædstrup, Silkeborg og Ans, inden vi kom til Bjerringbro, og så skal vi videre til Viborg og Ikast, inden turen går hjem, siger de to efterskolelærere, der havde taget både guitar og fastelavnsboller med.
Erik Nørgaard Samuelsen, lærer på Fjordvang EfterskoleDe skal jo lige se, at vi har givet dem rengøringsmidler med, fordi alle elever skal være med til fællesrengøring på fredag - altså i hver deres værelse hjemme ved dem selv
Straks ude af bilen gav de en lille sang, og så blev der ellers hilst på de to efterskoleelever, på behørig afstand vel og mærke, og de fik overrakt posen, mens der blev spurgt til, hvordan det går dem.
Fællesrengøring
- Vi går og krydser fingre for, at de snart kan komme tilbage til skolen, sagde Michelle Brogaard Pedersen og bad de to efterskoleelever om at kigge en ekstra gang ned i posten.
- De skal jo lige se, at vi har givet dem rengøringsmidler med, fordi alle elever skal være med til fællesrengøring på fredag - altså i hver deres værelse hjemme ved dem selv, fortalte Erik Nørgaard Samuelsen, inden Victoria og Gustav med deres nye huer på blev bedt om at stille op til et fotografi.
- Med indholdet i posen har vi har prøvet, at give dem lidt af den del af Fjordvang, de lige nu går glip af, siger Michelle Brogaard Pedersen, inden hun sammen med kollegaen hopper ind i bilen og kører mod næste efterskoleelev, der lige nu er hjemme hos sig selv i Viborg.
Victoria og Gustav kan i mellemtiden gå indenfor igen og åbne kasserne, hvori der ligger lækre fastelavnsboller - bagt på efterskolen, samt små pakker med småkager hvorpå der stå: "Vi savner jer!!!"
- Jeg skulle nok bare have valgt en almindelig 10. klasse, siger hun, der havde glædet sig til et år med masser af nye venskaber, oplevelser og ikke mindst muligheden for masser af træning med sin hest Zilke, som hun havde med på efterskolen.
Fjordvang har nemlig en ridelinje, og her skulle Victoria i løbet af året have modtaget individuel rideundervisning tre gange om ugen.
- Det føles lidt som om, alt det sjove er blevet taget fra os, siger hun, mens kæresten Gustav Sand Skaderis, nikker.
Begge havde glædet sig til at få nye venner, men det er så som så med det, og dem de har fået, forsøger de at holde kontakten med gennem telefonen.
- Vi ved godt, at vi ikke står først på listen, når samfundet igen skal åbne op, men vi håber virkelig snart, at Mette Frederiksen siger noget positivt omkring efterskolerne, siger Victoria Juul Cramer, der foruden samværet med de andre efterskoleelever også har måtte vinkel farvel til en skitur, en tur til København og én til Spanien.