Bjerringbro: Mads Nipper stopper på Grundfos for fra årsskiftet at starte som ny administrerende direktør hos energiselskabet Ørsted.
Grundfos har netop fremlagt sit halvårsregnskab, der trods corona-krisen viste et tilfredsstillende finansielt resultat.
Hos Grundfos er man triste over at skulle sige farvel til Mads Nipper, der har været administrerende direktør for den store pumpekoncern siden 2014.
- Vi er kede af, at Mads forlader Grundfos, men vi glæder os over de meget flotte resultater, der er skabt med Mads som leder. Jeg havde gerne fortsat samarbejdet, udtaler Jens Moberg, formand for bestyrelsen i Grundfos i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Grundfos er i god form, vi har en ambitiøs strategi, og vi har en stærk ledelse, som er fokuseret på at levere på såvel de kortsigtede målsætninger i en udfordret global økonomi og på de langsigtede strategiske målsætninger.
For Mads Nipper har det været en meget svær beslutning.
- Grundfos er en enestående virksomhed. De seneste seks år har været en fantastisk rejse for mig. Jeg har nydt hvert sekund, og jeg er stolt af de ting, vi har nået sammen. Men Ørsted var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til, siger Mads Nipper.
Leder efter afløser
Bestyrelsen har allerede igangsat søgningen efter Mads Nippers afløser, en proces som bestyrelsesformanden ser frem til:
- Bestyrelsen har løbende arbejdet med såkaldt succession-planning, og vi har derfor en solid platform for at finde en afløser for Mads. At være direktør for Grundfos er et af de mest spændende jobs i Danmark, og jeg glæder mig til at finde den person, som er den helt rigtige for Grundfos i dag. Vi vil give os tid til at køre en grundig proces, der af gode grunde foregår i fortrolighed, siger Jens Moberg.
Mads Nipper, CEO hos GrundfosDe sidste seks år har været en fantastisk rejse for mig. Jeg har nydt hvert sekund, og jeg er stolt af de ting, vi har nået sammen.
Før Mads Nipper i 2014 blev øverste direktør i Grundfos, nåede han at bestride flere ledende stillinger hos Lego.
Grundfos har tradition for at holde på sine administrerende direktører i forholdsvis lange perioder. Mads Nipper afløste han Carsten Bjerg, der havde været administrerende direktør for Grundfos i 16 år, inden han blev fyret af selskabets bestyrelse, der ikke var tilfreds med udviklingen hos Grundfos på det tidspunkt.