Bjerringbro: Det er efterhånden tre år siden, at der har været holdt Gudenåløb i Bjerringbro - men nu kan den lokale løbeklub - BAM - igen invitere til "Danmarks smukkeste motionsløb", og denne gang får deltagerne lov til at løbe både længere og over en ny bro.
- Vi glæder os så meget til at komme i gang igen, siger formand for løbeklubben Jan Møller Nielsen, der forventer og håber på, at mindst 300 løbere deltager i arrangementet.
Men alt er ikke helt, som det plejer, for arrangørerne har været nødsaget til at flytte start og mål-stedet fra å-området på Sønderbro til Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter, eftersom der pågår et stort anlægsarbejde med den kommende Åpromenade, hvor løbet ellers normalt starter og slutter.
Der er dog som ofte ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget.
- Ja faktisk plejer vi ofte at være lidt bekymret for, om vores start- og målområde ligger under vand - og hvor meget flis vi skal køre ud, men i år er det heldigvis ikke noget, vi skal tænke på, og til næste år regner vi med at kunne være på den nye Åpromenade, der jo netop vil være befæstet, så den ikke er våd, siger Jan Møller Nielsen.
Men det nye startsted ved idrætsparken får til gengæld andre konsekvenser.
- Det betyder, at to af vores ruter bliver længere, siger Jan Møller Nielsen og fortsætter:
- Vi har jo en kort og en mellemlang rute samt en halvmaraton, og fordi ruterne altid starter nede ved åen, så skal deltagerne, der vælger at løbe den korte eller mellemlange rute, lige lægge lidt over en kilometer ekstra på, så de i stedet for skal løbe enten 6,5 kilometer eller 13,5 kilometer.
Ny bro
I forhold til halvmaraton-ruten, der går ud omkring Tangeværket, bliver den tilpasset, så man ikke skal løbe længere end de 21,09 kilometer, man plejer.
På de to længste ruter bliver der mulighed for at løbe over den nye bro ved Kjællinghøl samt Engbroen og Møllebækbroen.
- Vi har ikke i Gudenåløbet kunnet passere over broen ved Kjællinghøl siden 2018, for i 2019 var den allerede spærret af, og siden har corona afholdt os fra at holde løb, fortæller Jan Møller Nielsen.
Som tidligere år bliver det borgmester Ulrik Wilbek, der rykker i snoren til startkanonen, og derudover får løbeklubben hjælp af en lang række frivillige, der står rundt omkring på ruterne.
- Vi plejer at skulle have cirka 80 frivillige på banen, og derfor er det både medlemmer af løbeklubben samt venner og familie, der træder til på sådan en dag, siger Jan Møller Nielsen, der også er taknemmelig for en god opbakning fra lokale sponsorer.
En af sponsorerne er SuperBrugsen, der ligesom alle andre sponsorer får en række startnumre, så deres medarbejdere kan stille op til løbet kvit og frit.
Jan Møller Nielsen, formand for Bjerringbro Atletik og motionVi har ikke i Gudenåløbet kunnet passere over broen ved Kjællinghøl siden 2018, for i 2019 var den allerede spærret af, og siden har corona afholdt os fra at holde løb
- SuperBrugsen kunne dog ikke selv bruge startnumrene, så de har i stedet for valgt, med hjælp fra Røde Kors der har formidlet, at donere numrene til en række ukrainske flygtninge, der altså nu kan få muligheden for også at løbe med, fortæller Jan Møller Nielsen.
Løbet finder sted lørdag den 21. maj, og det er muligt at købe billet helt frem til selve løbsdagen.