Annonce
Bjerringbro Avis

Ord imod corona-vinteren

Annonce

Corona-vinter. Gad vide, om det er et nyt ord, måske til ordbogen. Ved forrige pressemøde talte statsministeren om nye ord i ordbogen med tilknytning til den særlige tid, vi er i nu. Hun nævnte ordet corona-tristhed, og det var uden tvivl for at adressere en følelse, som mange af os har. Nu har det varet siden marts, vi er godt trætte af det, men der er ingen tvivl om, at udfordringen med sygdommen, smitterisikoen og alle tiltagene for at begrænse den er noget, som vil præge tilværelsen for os alle i den kommende vinter.

Jeg har prøvet at finde andre ord, som kan egne sig til den udfordring. Den kloge Pippi Langstrømpe siger et sted: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens klare!” Det er fornuftigt tænkt. Så altså mundbind, afstand og håndvask eller sprit. Enkelt nok. Men der er altså også de snævre grænser for julefrokoster og andet socialt samvær - og de økonomiske problemer. Hvis der er et nyt ord for den særlige tristhed, der kan true i denne situation, så har vi vel et par gamle ord, som vi kender, der kan bruge til at imødegå den. Der er en tendens til, at det kalder på opfindsomhed, når de sædvanlige muligheder begrænses. Så andre muligheder for at være i kontakt og få nogle ting til at fungere vil vise sig.

Vi er ved at være vant til en umiddelbar afstand til andre mennesker, selvom det egentlig er en skrækkelig tilstand at skulle betragte hinanden som nogen, der skal afstand til. Men trods alt, selvom det er nyt og uvant og ubehageligt, så er der dog udsigt til, at der bliver en anden situation igen. Vi ved bare ikke endnu hvornår. Så selvfølgelig får vi brug for tålmodighed. Det er et godt gammelt ord, og tålmodighed er jo en kunst. Hvilket vil sige, at det er noget, som kan kræve øvelse. Det må vi så gøre, øve os i tålmodighed.

Og så så jeg for nylig en ny kunst brugt til et gammelt ord. Den nye kunst benytter sig af det tavse mundbind til at sende signaler ud til dem, der jo vil se på det i stedet for munden. Man kan skrive et enkelt ord eller en vigtig besked på sit mundbind. På et kommende kirkeblads forside havde sognepræsten i sinde at sætte et billede af sit ansigt, domineret af det gængse, hvide mundbind. Men på det var der skrevet: ”Julen er IKKE aflyst!” For ja en del af de sædvanlige fester omkring julen 2020 vil blive aflyst, men julens indhold, først og fremmest julebudskabet og de vigtigste ting som nærvær, hjælpsomhed, glæde og fred er ikke aflyst. Det kan være, at netop denne specielle jul vil være med til at understrege det.

I begyndelsen af Johannesevangeliet, i det, der svarer til julens evangelium, omtalen af Jesus’ komme, lyder ordet sådan: ”Og lyset skinner for os i mørket, og mørket kan ikke vinde over det.”

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Bjerringbro Avis

25 års jubilæum

Bjerringbro Avis

25 års jubilæum på Grundfos

Bjerringbro Avis

Nyt tag på Gerning Kirke

Bjerringbro Avis

Kuber pakkes ind som gaver

Bjerringbro Avis

Julehjælp til trængte familier

Bjerringbro Avis

Hvem må være her?

Annonce