Annonce
Ugeavisen Bramming

Et stort levende og aktivt torv

Det kunne blive et kæmpe aktiv, hvis vi fik et stort, levende torv med direkte og åben adgang til Skolegade og Nørregade ? og videre til Storegade, hvor et lækkert spisested kunne blive et stort trækplaster, mener frisør Jane Junkuhn. Foto: Kirsten Enevoldsen

Jane Junkuhn opfordrer alle til at tage aktivt og konstruktivt del i dialogen om Brammings fremtid.

Annonce

BRAMMING: Jeg synes, at alle planer skal have ét mål: Mere liv i midtbyen. Både om dagen i butikkerne og om aftenen rundt i gaderne og vores grønne områder. Så mangler vi også et godt spisested med kvalitetsmad og høj service fra dag ét.

Og så er min helt store drøm, at vi kunne få ét stort og sprudlende torv på pladsen, hvor nu den gamle brugs ligger. Torvet vil tiltrække liv og aktivitet - gerne med en scene til musik, teater og forskellige former for underholdning, og fra det store, sprudlende torv skal der så åbnes ud mod alle tilstødende gader. Så bliver Nørregade bliver det helt naturlige sted at gå på strøgtur.

Ved at få et stort, spændende torv som byens absolutte centrum, kommer SuperBrugsen naturligt til at hænge sammen med hele handelsgaden, og vi opnår den meget omtalte Bilka-effekt, hvor den ene butik trækker den næste med sig.

Annonce

Det er dyre drømme

Det er frisør Jane Junkuhn, 30 år - født, opvokset og bosiddende i Bramming altid på nær fire år i Århus - der folder sin drøm om Brammings fremtid ud. Hun deltog aktivt i det store workshop-møde, Bramming Lokalråd og Esbjerg Kommune havde indkaldt til sidst i januar:

- Og jeg ved godt, at det her koster penge. Mange penge. Men hvis vi VIL Bramming - og det vil jeg, så må vi altså tænke og handle fremad. Og ja. Det koster, og der er planlægningsmæssige bindinger, der skal tackles, og vi skal respektere den private ejendomsret. Når det alt sammen er sagt, så synes jeg også, vi skal se at få en ordentlig dialog i gang om vores bys fremtid. På alle fronter: Handelen, bosætningen, trafikårerne, skolerne, fritidsfaciliteterne o.s.v., siger Jane, der er klar i mælet på en række af de emner, der blev berørt på mødet.

- Vi skal holde helt fast i, at i Nørregade skal alle facadevendte lokaler i stueplan forbeholdes handels- og service-relaterede virksomheder. På 1. salen kan der så udmærket være privat beboelse. Det vil også gi' lidt liv uden for butikkernes åbningstid.

Annonce

Bakkevejens Skole

- Så er jeg helt enig med de røster, der på mødet var fremme om, at Bakkevejens Skole trænger til et enormt løft. Lærere og undervisning fejler ikke noget, men lokalerne...... Jamen det kan vi jo ikke være bekendt. Også det koster. Jeg ved det, men det er jo forvildet oldtid at finde rundt her.

- Jeg synes også, Fritidscentret skal åbnes - sådan rent fysisk. Vi skal ha' noget mere synligt liv i gang her. Lad os få nogle store vinduespartier ud mod Bakkevej i stedet for de tillukkede mure, der signalerer "bliv væk - her sker ikke noget". Selv spillede jeg som barn meget håndbold hernede, og det var fint. I dag savner jeg faktisk noget mere liv her. Også i cafeteriet. Svømmehallen er jo et kæmpeplus for byen og egnen, og det er mit indtryk, at rigtig mange bruger den.

Annonce

Opfriskning af Skolegade

Bramming-pigen Jane har også en anden drøm:

- Den hedder Skolegade, og her er den ene side jo blevet fin og flot. Men den anden......

- Og jeg ved, at der også her er gang i nogle opfriskningsplaner. Det er tiltrængt, og med nogle lækre baggårde er der jo en flot kobling til det store torv, som jeg håber, min nu 16 måneder gamle datter, Ella, kommer til at lege meget på inden for en overskuelig årrække.

Annonce

Nørregade gågade?

Ét emne har Jane Junkuhn ikke en skråsikker mening om. Det hedder "gågaden" Nørregade:

- Jeg synes, den er svær. Vi skal jo for alt i verden holde liv i vores butikker - og gerne have flere til. Desværre er der jo megen gennemkørende trafik, og hvordan vi kan dæmme op for det, så det kun er biler, der har ærinde i gaden og butikkerne? Ja, det ved jeg altså ikke, men helt gøre gaden til Gågade det er jeg også skeptisk overfor.

- Men skriv lige, at jeg synes, vores by og vores gader - både Gågaden Nørregade og Storegade - er utrolig flotte i juletiden. Det giver virkelig stemning med al den flotte belysning, slutter Jane - og glæder sig til næste workshop-møde om Brammings fremtid. Det holdes i april, men er endnu ikke datosat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

80/20

Ugeavisen Bramming

Her handles med alt

Annonce