Annonce
Ugeavisen Bramming

Hilsen fra en fjern planet – nej, fra et naboland

Her, ved indsejlingen til Göteborg, møder vestenvinden den rå klippegrund og river i klummeskribentens hår, som ikke har set frisørens saks siden oktober. Foto: Anne Wollter

Måske er det, fordi jeg er født på en bakkeø, som i mine øjne lige så godt kunne have været en hedeslette, at jeg indimellem har stræbt mod højderne. Jeg har mere end én gang stået på en alpetop – og adskillige gange på græske bjergtinder højere end 1000 meter over havet.

Men jeg har aldrig været så lang tid borte fra mit flade hjemland som nu, da coronaen har fået mig til – midlertidigt – at flygte til en skærgårdsø, hvor der er godt med afstand, med udsigt, med frisk luft og med uberørt natur.

I foreløbig et halvt år har jeg hoppet rundt fra klippe til klippe herovre i det, som vi tidligere kaldte arvefjendelandet. Det er vidunderligt. Men jeg glæder mig da til at vende tilbage, til at komme hjem.

Annonce

Det er ganske vist blevet en dyd at undgå at skrive - for meget - om coronaen og dens følger i ugens klumme. Men lad os ikke glemme, at dette er en speciel tid, og lad os ikke glemme at glæde os over, at vi inden alt for længe er ovre restriktionerne og forholdsreglerne.

Engang var mørklægningsgardiner og natligt udgangsforbud en selvfølgelig del af danskernes liv. Det er det ikke nu i den ”krigstilstand”, vi i denne periode befinder os.

Engang kørte vi bil uden sikkerhedssele, og kun nogle få cykelryttere - og boksere - bar hjelm. I dag er det naturligt at spænde sikkerhedsselen i bilen, og for rigtigt mange er cykelhjelmen blevet en selvfølgelig del af den daglige påklædning.

Akkurat som det i årevis har været sædvane at kramme sine venner og veninder.

Hvis jeg må fortydelige: For blot 30 år siden syntes vi, at det var mærkværdigt, hvis forældre udstyrede deres børn med cykelhjelme. Det har vi nærmest glemt. Og for 15 år siden oplevede vi det som en overreaktion, når østasiatiske turister gik rundt med mundbind i danske gader. Nu gør vi det selv.

Hvor vil jeg hen med alt det?

Jo, dette havde vi ikke forestillet os for et år siden: At det ville blive en automatreaktion at sikre, at vi har mundbind på os, når vi går hjemmefra, og at det nærmeste, vi fysisk kommer på hinanden, er, når vi hilser med en spids albue.

Vi har vænnet os til at være formummede i den kollektive trafik og i butikkerne, så vi må søge øjenkontakt for at fornemme, om folk omkring os ser glade eller sure ud, og alle synes efterhånden at have forståelse for, at alle andre ønsker at holde afstand.

Det vil sige: Sådan er det hjemme i Danmark. Men her på den anden side af Kattegat har jeg ikke vænnet mig til, at det skulle være naturligt at trække mundbind på flere gange om dagen, måske endda i flere timer ad gangen.

Selv i øens købmandsbutik har de færreste sådan ét på. Der er ikke påbud om det.

Når jeg skal forklare om min svenske ø, siger jeg, at den er omtrent som Fanø. Den lille færge herover tager under 20 minutter, og om sommeren er her fem gange så mange mennesker, som der er registrerede beboere på øen.

Den vender i øvrigt også mod vest. De sidste svenske huse, som man ser på venstre side, når man sejler med de store færger fra Göteborg til Frederikshavn, ligger på denne ø – akkurat som de sidste danske huse til venstre for den gamle sejlrute til England ligger på Fanø.

Brännö, som den svenske ø hedder, er i omfang langt mindre end Fanø. Hvor den er bredest, er den omkring tre kilometer. Men terrænet er mildt sagt kuperet, og man må ikke køre med bil eller motorcykel på de smalle asfaltveje. Så den kan virke stor nok endda for den besøgende.

Her er altså godt med afstand. Et privilegium, som jeg også værdsatte længe inden pandemien.

Mit hår vokser og vokser – og længes efter min frisør hjemme i Danmark. Og selv om hendes salon netop er genåbnet, ser jeg og mit hår hende først, når jeg bliver kaldt hjem til vaccination.


Jeg har aldrig været så lang tid borte fra mit flade hjemland som nu, da coronaen har fået mig til – midlertidigt – at flygte til en skærgårdsø, hvor der er godt med afstand, med udsigt, med frisk luft og med uberørt natur. I foreløbig et halvt år har jeg hoppet rundt fra klippe til klippe herovre i det, som vi tidligere kaldte arvefjendelandet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Når boblerne brister

Annonce