Annonce
Digeposten

Jægere søges: Invasiv art skal nedbringes

Jørn Ruben Bøgen er ansvarlig for mårhunderegulering i Tønder Kommune. Han håber på, at man kan få flere jægere ind i reguleringskopset for at komme den invasive art til livs. Derfor inviterer han til informationsmøde den 4. juni i jagtforeningens klubhus i Skærbæk. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Antallet af mårhunde i naturen er eksploderet. De uønskede dyr, der truer fra syd, har ingen naturlige fjender. Derfor skal kampen mod dem sættes ind på anden vis: Der skal flere jægere til.
Annonce

Skærbæk: Mellem 200 og 300 mårhunde blev der nedlagt i Tønder Kommune sidste år. Men det er langt fra nok, hvis man skal holde den invasive art nede i et niveau, som man kan styre. Antallet er nemlig steget kraftigt de seneste år. I 2016 blev der nedlagt cirka 600 mårhunde, i 2017 var antallet 1600, mens det i 2018 var næsten 3300 dyr, der blev nedlagt.

Derfor søger mårhundereguleringskorpset i Tønder Kommune nu flere jægere, der kan hjælpe med opgaven. Skal bestanden holdes nede, skal dyrene reduceres med 75-80 procent årligt i hele landet, forklarer Jørn Ruben Bøgen, der er ansvarlig for kopset i Tønder.

- Det er et stort problem, som vi står med. Og det kræver flere jægere, hvis vi skal kunne gøre en forskel.

I korpset i Tønder er der lige nu ni aktive jægere, hvor Jørn Ruben Bøgen selv er en af dem. Han håber på at komme op på 20-25 mand. Det er der behov for, forklarer han. Mårhunde er nattedyr, og det slider på de få jægere at man bruger alle de timer, det kræver at jage dyrene om natten.

- Vi bruger mange timer med at jage, siger Jørn Ruben Bøgen.

Informationsmøde: Jægere søges

Informationsmødet omkring reguleringen af mårhundene i Tønder Kommune finder sted tirsdag den 4. juni klokken 19-22 i Skærbæk Jagtforenings klub på Rømøvej 84 i Skærbæk. Her håber man på, at kunne rekruttere flere jægere til at hjælpe med reguleringen.

På mødet vil Jørn Ruben Bøgen, der er ansvarlig for mårhundereguleringskopset i Tønder blandt andre fortælle om mårhundene, og det arbejde som jægerne i korpset udfører.

Samtidig vil Mariann Chriél, der er dyrlæge og specialkonsulent i miljøstyrelsen, holde et foredrag om de invasive arter - herunder både mårhundene men også vaskebjørnene.

Annonce

Trussel fra syd

Mårhunden er oprindeligt fra Asien, men arten har fundet vej til blandt andet Tyskland. Slesvig-Holsten er den delstat i Tyskland med næststørst vækst i antallet af mårhunde, og sidste år blev der nedlagt 7000 dyr alene der.

Det skaber ifølge Jørn Ruben Bøgen et pres sydfra særligt ved grænsen, når mårhundene finder vej herop. Tønder Kommune var da også den kommune, hvor man fangede flest mårhunde i Danmark sidste år. Det kræver en stor koordinering at få indfanget dyrene og sørge for, at der ikke kommer flere til.

- I de områder, hvor vi har fælder, gør vi en forskel. Der kan vi se, at bestanden falder i den periode, vi er der. Men når vi trækker os ud af et område for at sætte ind et andet sted, går der ikke længe, før at mårhundene er tilbage igen, siger Jørn Ruben Bøgen, og påpeger, at det samtidig er svært at holde bestanden nede, når der i gennemsnit kommer 11 hvalpe per kuld.

Fordi dyrene er så invasiv en art, må man skyde dem hele året rundt. Men det er ikke let at fange dem.

- Det er ikke bare lige at få et dyr i fælden. Det tager tid, fordi de skal lokkes med foder ned i fælderne lidt ad gangen. Derfor har vi også brug for flere jægere, der kan passe fælderne, fortæller Jørn Ruben Bøgen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce