Annonce
Egtved Posten

Andelstanken lever stadig

Annonce

Ågård: På en gåtur med kone og hund en solbeskinnet fredag eftermiddag, kom jeg forbi både det gamle mejeri og frysehus i Gravens. Det satte nogle tanker i gang. Hvor ville vi være i dag, uden de mange andelsselskaber, som har præget Danmark gennem de sidste knap 200 år? Jeg har mange minder fra min barn- og ungdom. Nogle af dem knytter sig tæt til et andelsselskab. Min far var landpostbud. Det var før alskens tidstyranni. Så han kunne nå at være afløser som tankvognschauffør på Hjarup Mejeri. Min tvillingebror og jeg var tit med ude at hente mælk på de omkringliggende gårde. Her var der en stor tilknytning til det lokale mejeri, for bondemanden var jo medejer. Vi brugte også Andelsfryseriet i Vamdrup, hvor vi boede. Et stort koldt rum med små skabe. Lidt a la en garderobe på en banegård; men med – 18 grader i rummet. Familier opbevarede deres kød og grønsager side om side. Det gav gode snakke, når vi hentede varer ”i fryseren”. Også i dag er Andelsvirksomheder et aktiv i vores lokalsamfund. Vandet, der strømmer ud af hanen derhjemme, kommer fra et AMBA – andelsselskab med begrænset ansvar. Alle i Ågård og Gravens, der modtager vand fra værket, har et ejerskab af det. Den daglige styring sker gennem bestyrelsen og med en ansat driftsleder. Det er ikke noget, vi som forbrugere tænker over i hverdagen. Men det er yderst relevant at forholde sig til. I nogle store byer er der kommunal vandforsyning. Her har den enkelte forbruger ingen indflydelse overhovedet. Der er endda en mulighed for, at pengetrangen kan få ejernes tanker hen på et salg. Så er kontrollen med det vigtigste vi har – rent drikkevand – pist væk! En yderst skræmmende og frygtelig tanke.

Et andet andelsselskab ejer vores lokale Dagli Brugs; Coop amba. Her er der ikke umiddelbart lokal forankring, idet ejerkredsen rummer cirka 1.8 million danskere. Og så alligevel. For de lokale medlemmer har valgt en butiksbestyrelse. Den sætter retning for Brugsen i samarbejde med uddeleren, chefen i butikken. Og gennem et demokratisk valgt Landsråd (et repræsentantskab), udmønter 124 personer ejernes interesser gennem overordnede og langsigtede beslutninger. For hele koncernen Coop amba.

Vi har sågar også et frysehus i området. På hjørnet af Ådalsvej og Grønnevej ligger et lille rødt murstenshus. Med dør i gavlen og små vinduer. Det er vist ikke i brug mere, men trækker bånd tilbage i tiden. For i dag har stort set alle husholdninger deres egen fryser. Hvidevarer er blevet billige og tilgængelige for alle, så behovet for det kolde fællesskab døde ud. Overfor ligger en stor grå fabrik; indrettet i det gamle Gravens Andelsmejeri. Det er også indhentet af tidens forandringer. I 1970´erne blev det nødvendigt at øge samdriften indenfor blandt andet landbrugsindustrien. Mejerier slog sig sammen i MD-Food, og siden kom Arla fra Sverige til. I dag eksisterer der stadig nogle mindre andelsmejerier rundt om i landet. De er drevet med fokus på specialprodukter eller lokal forankring. Og klarer sig fint i konkurrencen med ”storebror Arla”.

Vi er jo i forenings-Danmark. Derfor er det helt selvfølgeligt, at vi sætter os sammen, når vi har en opgave at løse i fællesskab. Vi skal så også huske, at tiden ikke står stille. Eksempelvis indenfor vandværkssektoren går udviklingen hurtigt. Der bliver hvert år fundet nye stoffer i vores grundvand rundt omkring i landet. Det stiller høje krav til dem, der leverer drikkevand. Så her er trenden den samme, som for mejerierne i 1970´erne. Behovet for at slå sig sammen i større enheder stiger, hvis forbrugerne stadigvæk skal sikres rent og godt drikkevand.

Vi skal bare huske, at sikre den lokale forankring, når forandringens vinde blæser. Så længe vi har nogen, der vil bruge tid og energi på at drive de lokale andelsvirksomheder, ser det ikke helt skidt ud. God tirsdag og læsning i resten af Egtved Posten.

Klummeskribenten

Jan Lundsgaard, 60 år og bor i Ågård sammen med Hanne og hendes tre teenagebørn.Lokalt er han engageret i Lokalrådet, Vandværket og grundejerforening.Motionsløber; ses ofte med pandelampe på veje og stier.Elsker at fortælle den gode historie fra hverdagen, eller sætte meninger til debat.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Sig selv fra

Egtved Posten

Klumme: Det lokale sammenhold

Egtved Posten

Klumme: Optimisme

Egtved Posten

Høstfest med Kandis i Jordrup

Annonce