Egtved-egnen: Kvæg på enge og overdrev over hele Vejle kommune sørger for at afgræsse vores fineste natur. Det er områder, som aldrig har været dyrket, eller som har ligget hen så længe, at de vilde blomster har indfundet sig igen. Det er helt nødvendigt, at områderne bliver afgræsset for at holde de høje græsser nede, så der bliver lys til de små og ofte sjældne vilde blomster.
Samtidig lægger køerne også en kokasse hist og her, der sikrer liv til en masse biller og svampe, der indgår i et sindrigt samarbejde med planter og fugle.
Køernes hove skaber nye plantebede, og fluerne, som koens hale vifter væk fra ørerne, er helt nødvendige for at eksempelvis engkabbelejen kan blive bestøvet.
Sådan lyder nogle af de gode argumenter fra de lokale kogræsserforeninger i en pressemeddelelse.
CO2-venligt oksekød
Danskernes kærlighed til oksekød skældes dagligt ud for at give en meget stor CO2-belastning. Men i medierne kommer det sjældent frem, at noget oksekød belaster mere end andet.
Dyrene i naturen spiser kun græs og urter og får ikke kraftfoder, der ofte er baseret på import af soja, som dyrkes i fældede regnskovsområder. Når køerne græsser, træder de planterne ned under overfladen, og der dannes humus, som herved indlejrer CO2.
Endelig får tyrekalve et godt liv i naturen i stedet for hurtig aflivning, og det er en klimavenlig måde at udnytte ressourcerne på.
De fleste vilde, store dyr, der tidligere sørgede for at afgræsse i naturen, er i dag fordrevet, og man kan sige, at kvæget i dag overtager en vigtig rolle for at fastholde den oprindelige biodiversitet.
Naturkød forebygger pandemier
Naturen er trængt over hele verden. De vilde dyr mangler føde og levesteder og bevæger sig derfor ind i landbrugsområder. Her har smittespredning af vira fra dyr til mennesker fået gode forhold globalt, også fordi produktionsdyr lever tæt, og fødevarerne sendes rundt over hele jorden. I modsætning til dette sikrer græsning i naturen, at borgere kan købe lokalt produceret oksekød fra kreaturer, der lever et frit liv på enge og overdrev.
Blev medlem af kogræsserforening
Det er let og sjovt for hele familien at være med i en kogræsserforening, lyder det i pressemeddelelsen.
Man skal bare afsætte tid til et kort travetur syv dage i sommerhalvåret, hvor man besøger indhegningen og tilser, at alle dyr er i indhegningen, at der er strøm på hegnet og adgang til vand.
Besøget lokker medlemmerne ud af huset og ud i den friske luft uanset vejret. Hvis hunden er i snor, kan man tage den med på turen.
Gennem foreningen kan man få adgang til at købe kødet, som er velsmagende og leveres lige til at putte i fryseren.
Vil man vide mere, kan man kontakte følgende:
Egtved Koklapperlaug: Marian Würtz Jensen på telefon 41 60 32 63.
Randbøldal kogræsserforening: Ejnar Nørskov på telefon 28 44 89 70.
Nørup Kogræsserforening: Mette Telling Steenholdt på telefon 28 60 55 19.
Frederikshåb Kogræsserforening: Else Lykke på telefon 24 26 47 07.
Ågård Naturlaug: Uffe Tange Holst på telefon 23 23 95 75.