Annonce
Give Avis

Nyt coronavenligt koncept: Open Air laver 'speeddate-koncerter' på det gamle sygehus

Give Open Air bliver i 2021 afviklet på Give Sygehus. En smart, kreativ og coronasikker løsning - og måske det gamle sygehus fremover kan komme til at fungere som et slags musikalsk kultur- og eventhus for byens og områdets borgere? Foto: Jim Hoff
Coronakrisen gør det usikkert, om Give Open Air 2021 kan gennemføres ved Huset under de velkendte former. Derfor handler man nu proaktivt i Open Air-bestyrelsen, der har tænkt ud af boksen og ind i det gamle sygehus med en helt ny festivalmodel: Speeddating-koncert!

GIVE: Den 5. juni bliver en dag, der går over i både lokal- og musikhistorien. Her lancerer Give Open Air (GOA) et helt og aldeles nytænkende koncept mht. afvikling af en musikfestival.

Nød lærer nemlig som bekendt nøgen kvinde at gå over åen efter strikketøj, og i den ånd har de kreative folk i bestyrelsen i GOA virkelig været "over åen en fire-fem gange".

- Med coronaen hængende truende over arrangementet i Gullestrups Have den 5. juni har vi fundet en ny vej, så vi med 100 procents sikkerhed kan gennemføre dette års udgave af Danmarks Hyggeligste Havefest. Vi har simpelthen lånt det gamle, nu nedlagte, sygehus af Region Syddanmark, og det bliver her, vi afvikler dette års udgave af Give Open Air, lyder det i en presset meddelelse fra førerbunkeren i Give Open Air.

Annonce

20 minutter - og så er det videre

Og det er så nu, man lige skal spidse blyanten og slå lyttebøfferne ud. For hvordan kan man forvandle et nådesløst nedlagt velfungerende sygehus til en coronasikret skue- og legeplads for dette års musikere, festivalgæster og andet forholdsvis godt folk.

- For det første skal alle gæster fremvise coronapas ved indgangen. For det andet bliver kunstnerne delt ud i hver deres område på sygehuset. Der er jo massevis af plads, også med større rum både ude og inde, hvor vi kan placere hver enkelt kunstner/band. De bliver samme sted under hele festivalen og spiller i bedste speed-datingstil 20 minutter ad gangen, og så roterer publikum simpelthen fra sted til sted, lyder det videre i meddelelsen fra GOA.

Festivalen starter klokken 13.00 og varer til 24.00, og når man køber sin billet, får man et password, hvor man kan booke en tid hos de enkelte bands/kunstnere. Når alle har ønsket, laver bestyrelsen i GOA en "koncertplan" for hver enkelt gæst - og denne plan bliver lagt op på GOAs Facebookside, så man her kan orientere sig om, hvornår man skal høre hvem.

Der vil være tre udendørsområder, hvor bandsene Midt Om Natten, The Powls og Queen Machine vil spille. Poul Krebs og James Braun & Spectors spiller indendørs i henholdsvis røntgenafdelingen og i det store konferencerum på 3. sal.

Der vil være fordelt diverse caféer, ølstuer og lumre bodegaer både udendørs og inde på sygehuset. Nede i den store foyer vil der være et stort serveringsområde med mad fra en lang række lokale udbydere, ligesom man denne dag også kan købe folkeaktier til det store GISK-projekt, det nye idrætscenter ved Søndermarken.

Annonce

Dansk rocklegende spøger i kulissen

- Det er helt fantastisk, at både regionen og kunstnerne med på denne her idé. Kunstnerne skal jo være her noget længere end normalt, men de vil gerne ud og spille efter musikalsk tørke gennem et år. De var meget lette at få med på ideen, fortæller GOAs chefbooker og kreative konsulent Niels Chr. Meyer, der i år er hyret ind til opgaven.

Man mangler stadig at lave aftale med ét kunstnernavn, efter at Citybois (kendt og hadet/elsket fra X-Factor) er gået i opløsning og derfor ikke stiller op i 2021.

Folk uden forstand på hverken musik, budgetter eller logistik er begyndt at gætte på, at et navn som Johnny Madsen kan være i spil, da han jo som bekendt flere gang offentligt har erklæret, at han kun mangler at spille på et sygehus og i et nonnekloster, inden han veltilfreds kan stille guitaren over i hjørnet.

Madsen blev for øvrigt spottet i Give start marts, da han var i ivrig diskussion med byens Tarteletkonge (I ved godt, hvem vi mener) - og hvem ved: Måske Madsens hyre kommer til at bestå af et tons tarteletter han kan tage med hjem til Fanø?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce