Annonce
Give Avis

Udendørs motion er det nye sort i Givskud

Det er de to fysioterapeuter Alette Mathiasen og Malene Buxbom, der med kompetent hånd og charme styrer det nye udendørs træningshold under Givskud Motion sikkert i havn. Foto: Jim Hoff
I takt med at coronaen har lagt landets fitness- og træningscentre ned, er der dukket flere gode alternative løsninger op. I Givskud har man taget hul på udendørs motion under konceptet 'Kom i Form' med Givskud Motion som tovholdere.

GIVSKUD: Kunstgræsbanen ved hallen i Givskud er hen over 2020/2021 blevet opgraderet med nye områder, der kan benyttes af Givskudborgerne til flere forskellige formål.

De nye aktivitetsområder benyttes eksempelvis til udendørs alternative udgaver af  badminton, miniton, og en hel række sjove motionsgivende lege og aktiviteter, og nu har Givskud Motion også koblet sig på med et nyt populært koncept.

Det handler om fitness og motion, og konceptet hedder ganske enkelt Kom i Form, hvilket ganske tydeligt beskriver, hvad det er, det her handler om.

Holdet har kørt et par gange med hele 22 deltagere i alderen 18 til 65 år, og det er de to fysioterapeuter Alette Mathiassen og Malene Buxbom, der med kompetent hånd og charme styrer holdet sikkert i havn.

Dejligt med opbakning og støtte

Det fortæller Elin Søbye fra Givskud Motion, og hun opfordrer folk til at melde sig ind i Givskud Motion, for så kan man, hvis man er 15 år og opefter, nemlig både støtte foreningen og bruge aktivitetsområdet og være med på Kom i Form-holdet helt gratis resten af året.

- Det er dejligt med så flot en opbakning lige fra starten til det her nye projekt. Det er både godt for deltagerne og godt for foreningen, at der er gang i tingene igen, og vi håber bestemt også, at vi kan tiltrække nye medlemmer med det her koncept, siger Elin Søbye.

Hun glæder sig også over de faste 18 deltagere på miniton-holdet, og selvom coronaen har været træls, har stilstanden i hallen dog bevirket, at man har haft lejlighed, økonomi og tid til at renovere hallens omklædningsrum og friske hallen op med ny maling.

Hun kan også afsløre, at der er store planer om at afholde en lille byfest i byen engang i august/september måned.

På den konto kan man vist godt konstatere, at Givskud er ved at finde både formen og det gode humør igen efter coronaens hærgen.

Klik på foto for at se flere billeder

Opture
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce