Annonce
Ugeavisen Haderslev

Hans fylder 50: I kaffebaren er der både kaffe og kultur

I sommeren 2018 åbnede Hans Skøtt - Skøtts Kaffebar - på Gravene i Haderslev. Siden foråret har han også haft spiritusbevilling, hvilket betyder, at der også er fredagsbar i kaffebaren. Foto: Stine Hygum
På Gravene i Haderslev ligger Skøtts Kaffebar. Indehaver Hans Skøtt fylder tirsdag den 17. november 50 år.
Annonce

Haderslev: Der er både kaffe og kultur hos Skøtt's Kaffebar på Gravene i Haderslev.

Tirsdag den 17. november fylder indehaveren, Hans Skøtt, 50 år. For Hans bliver det en dag som mange andre; han vil være bag disken i kaffebaren - og den mest synlige forskel vil være, at der nok er et bette glas portvin til kaffen den dag.

- Det er altid sjovt at gå på arbejde. Her er mange interessante mennesker, mange stamkunder og mange, som holder møder her, siger Hans, der åbnede Skøtts Kaffebar i sommeren 2018.

På kaffebaren hænger der altid plakater for kommende kulturbegivenheder i Haderslev. Kultur er vigtigt for Hans. Han er flittig deltager i kulturarrangementer i byen, er med i Kultursamvirke og lægger også gerne kaffebar til, når kulturen mangler rum.

- Når man har muligheden, så skal man også gøre det, siger han.

I kaffebaren er der også postkort, som man kan sende til en, man har kær. Der er naturligvis også nogle med kaffebarens logo på. Foto: Stine Hygum

I kaffebarens regi har det blandt andet betydet, at han i december sidste år lavede en kalendermaskine sammen med Marie Dufresne fra Kunsthal 6100 i december måned, som stod til fri afbenyttelse på Gravene.

I sommer tog han initiativ til at invitere motorcykelentusiaster til byen til træf en gang i ugen. Det var også Hans, der tog initiativ til, at der skulle samles penge ind til blomster, da "Lille Bent" døde i september.

Han har også været aktiv i forhold til at få vand i springvandet på Gravene og havde mere end en finger med i spillet, da der i juli 2019 blev flyttet træer, som havde været en del af byafprøvningen, fra grunden omme bag Kosmorama og ind på Gravene, hvor de har stået til dette efterår.

Selv drikker Hans Skøtt en fem-seks kopper kaffe i løbet af dagen. Tirsdag den 17. november fylder han 50 år. Foto: Stine Hygum
Annonce

Kaffemand og brandmand

- Det er en virksomhedsstrategi - at spænde over flere ting, siger Hans.

Selvom kaffebaren fylder de fleste af Hans' vågne timer, så er det ikke kun kaffebaren, der udfylder hans arbejdsliv.

Hans Skøtt

Indehaver af Skøtts Kaffebar på Gravene.

Far til tvillingerne Mille og Katrine på 21 år.

Kæreste med Jette von Dippe, indehaver af MG.

Har arbejdet som pædagog i 20 år. Uddannet rørlægger. Har været udsendt FN soldat i Kroatien.

Elsker at gå i biografen og deltage kulturelle arrangementer.

Er med i Kultursamvirke, der er bindeleddet mellem politikerne og arrangørerne af offentlige kulturarrangementer.

Hygger sig med at holde hus og have.

Du kan følge med i livet i kaffebaren og byen på kaffebarens Instagramprofil - søg på "skoettskaffebar"

Hans er også deltidbrandmand hos Falck.

Det startede lidt tilfældigt for otte år siden.

- Der kørte en kampagne, hvor Falck skulle bruge nogen, der kunne træde til i dagtimerne. Og jeg arbejdede i nærheden. Det er fedt. Vi har et skidegodt kammeratskab. Det er nogle super fyrer, som jeg er brandmand med. Det bliver ved med at være spændende, siger han med henvisning til at arbejde med de mange forskellige typer af grej og materiel og at de mange varierende opgaver.

Hans Skøtt siger, at han aldrig har været så glad for at gå på arbejde, som efter at han åbnede Skøtts Kaffebar i 2018. Foto: Stine Hygum

Når der er øvelser med de andre brandmænd, så sker det, at kaffebaren lukker en enkelt dag, men så kan man altid se det på Instagram, hvor "skoettskaffebar" både inviterer med indenfor i kaffebaren, men også i byens liv.

- Når jeg arbejder så meget, så er det fordi, at jeg godt kan lide at være hernede. Jeg synes, at det er sjovt - også selvom jeg aldrig har arbejdet så meget for så lidt, siger Hans.

Annonce

Byliv

Med en kaffebar på Gravene, så er det svært ikke at være ret opdateret på livet i byen.

Byens liv og udvikling interesserer Hans:

- Jeg har altid elsket at gå tur i byen og holde øje med den - og byggerier. Hvem bygger op og hvem river ned. Nu har jeg mit helt eget spot her, hvor jeg kan holde øje, siger han.

Mange turister finder også vej til kaffebaren - og her kan de ikke bare få en kop kaffe med - de kan også få et fif til byen. For Hans kender de fleste gader og stræder - og deler gerne ud af sin viden.

- Det er fedt, når jeg lige præcis ved, hvilken gyde de taler om, siger Hans.

Han er også sponsor for Taxapodcast - som laves af de lokale kvinder Helene Hellesøe Appel og Agnethe Melchiorsen. En podcast, som han hører på sine gåture gennem byen.

I Skøtts Kaffebar er der altid tid til en snak om, hvad der sker i Haderslev. Foto: Stine Hygum

Cykelpiloterne, som er et projekt, hvor ældre fra plejehjem kommer ud og får frisk luft i en rickshaw:

- Så kommer de forbi og får en gratis kop kaffe. Det er hyggeligt - og en god idé, siger han.

Der er ikke langt fra tanke til handling i kaffebaren.

- Det fede ved at være selvstændig er, at alle de ideer og tanker, som man får. Man kan bare gøre det, siger kaffemanden og snupper endnu en kop kaffe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Skrydstrup: Ildsjæle klarer julepynten

Annonce