HADERSLEV: En fantastisk opbakning.
Det mener billedkunstneren Gudrun Hasle og leder af Kunsthal 6100, Marie Dufresne, om den velkomst, kunstneren har fået i Haderslev.
I disse vil folk kunne se Gudrun Hasle i gang med pensler og stående på stilladser - i gang med at skrive på 11 facader i det centrale Haderslev.
"Byen føler" er titlen på projektet. 11 facader er udvalgt, og ejerne af bygningerne har alle sagt ja til, at Gudrun Hasle kan lade penslen glider hen over murene med ord. "Tag min hånd", lød den første sætning på gavlen ved indkørslen til parkeringspladsen foran rådhuset. Gudrun Hasle har forsøgt sig med lignende projekter i København, hvor der blev sagt nej langt oftere.
Malermester hjælper
Det er også borgere i Haderslev, der har sendt forslag til fortællinger om bestemte steder i byen, der kunne indgå i "Byen føler". Det kunne være et minde, man har om stedet, eller blot være noget, man har lagt mærke til.
Og der er kommet mange forslag:
- Folk har virkeligt taget ideen til sig, mener Marie Dufresne.
En helt speciel opbakning er kommet fra en malermester i byen, Frank Andersen. Han er som Gudrun Hasle ordblind og kunne derfor se sig i projektet, hvor Gudrun Hasle arbejder med ord frem for motiver. Derfor har han bistået Marie og Gudrun med transport og stilladser, ligesom han har malet hvidt på de facader, hvor det var påkrævet.
Gudrun Hasle har travlt i sommervarmen. Fredag den 26. juni klokken 16.30 er der fernisering på "Byen føler" på Gravene. Tidspunktet er valgt, fordi det passer med den "fredagsbar", der er i Skøtts Kaffebar. Marie Dufresne regner med, at ferniseringen vil rykke hen imod kiosken på Gravene. Den indgår nemlig også i projektet.
Det er meningen, at værkerne skal blive på væggene i en treårig periode. Gudrun Hasle, der bor på Grønland, arbejder meget med tekster både som broderi og på skilte og - som i Haderslev -som værker skrevet direkte på væggene.
Marie Dufresne håber, at der på et tidspunkt kan arrangeres en byvandring rundt til de 11 ord-berigede facader.