Annonce
Ugeavisen Haderslev

Tidligere lokalredaktør aktuel med ny bog om det store postkup i Haderslev

Fra venstre journalist Flemming Just og Ove Kirketerp, indehaver af forlaget Tekst & Design, ved det gamle posthus på Gravene. Det var her, at "Morgenposten og Natbarberen" den 17. september 1976 havde held til at slippe væk med en postsæk indeholdende 1,1 millioner kroner i kontanter og rejsechecks. Foto: Dorthe Rasmussen
Journalist og tidligere JV-redaktør Flemming Just fortæller historien om "Morgenposten og Natbarberen", to unge Haderslev-mænd, der på bedste Olsen Banden manér kuppede sig til 1,1 millioner kroner på Haderslev Posthus i 1976.

HADERSLEV: Henry Wittenborg havde et godt fast job som morgenpost og Ole Schønwald havde succes med sin egen salon i Bispegade.

Hvad gik der galt for de to venner fra Haderslev?

Hvorfor begik de million-kup mod Henrys arbejdsplads, Haderslev Posthus, og stak af til den spanske solkyst med alle pengene?

- Det korte svar er, at de var på spanden. De ville bare væk fra det hele, konkluderer journalist og forfatter Flemming Just fra Haderslev, som er aktuel med bogen "Morgenposten og Natbarberen", som netop er udkommet på Forlaget Tekst & Design.

Baseret på beretninger fra den ene af de to kupmagere, familier, venner, kolleger, politiet samt rets- og domsudskrifter fortæller Flemming Just hele historien om det opsigtsvækkende kup, som de to venner begik mod Haderslev Posthus den 17. september 1976.

Om hvordan Henry på bedste Olsen Banden manér  bankede på døren til posthuset i kollegernes kaffepause og ombyttede en  postsæk fyldt med kontanter og rejsecheck til en værdi af 1,1 millioner kroner ud med en anden postsæk, som han og Ole havde fyldt hjemmefra med en stak billige knaldromaner og en grill.

Inden kuppet blev opdaget, var de to kupmagere over alle bjerge og på vej til sydens sol.

- Det sjove er, at det først er for nogle år siden, jeg hørte om kuppet. Der har aldrig været en samlede fortælling med forskellige kilder, konstaterer Flemming Just.

Han har været i kontakt med den ene af kupmagerne, Ole Schønwald på Lolland, mens Henry for mange år siden vendte Danmark og Haderslev ryggen og i dag bor på Grønland.

Annonce

80 dage som millionærer

Som unge var de uadskillelige - kendte i Haderslevs byliv som nogle levemænd, der ikke holdt sig tilbage, hverken når det gjaldt sprut eller kvinder.



De var jo rockstjerner, da de kom hjem. Alle i byen snakkede om dem

Flemming Just



Tit snakkede de om, hvor let det ville være at begå kup mod posthuset, og en aften, hvor de havde drukket sig plakatfulde i whisky,  gjorde de alvor af planen.

De to kupmagere nåede at leve 80 dage som millionærer på den spanske solkyst, før de blev fanget.

På billederne fra anholdelsen i Spanien smiler de og virker lettede.

-  De var jo  rockstjerner, da de kom hjem. Alle i byen snakkede om dem. Det var noget, mange grinede af dengang, konstaterer Flemming Just.

For de to kupmagere havde virkelig dummet sig.

Kontoudtog fra deres luksusliv  var blevet sendt hjem til Ole Schønwalds gamle firmaadresse i Bispegade.

- De var jo håbløs amatøragtige. Selv om ingen blev såret, truet eller slået ihjel i forbindelse med kuppet, så var der alligevel store omkostninger, blandt andet for deres familier, konstaterer Flemming Just.

"Morgenposten og Natbarberen" kan købes i den lokale boghandel.

Henrik Wittenborg og i baggrunden Ole Schønwald virkede lettede, da de blev anholdt. De havde dummet sig ved at smide rundt med pengene, så der var nu andre end politiet, der var ude efter dem. Pressefoto
Kriminalassistent Knud Erik Wildfang Jensen viser her postsækken, der blev brugt til kuppet. Han rejste også til Spanien for at bringe de to kupmagere hjem til Haderslev Arrest. Pressefoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce