Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Halvdelen af virksomhederne i Hedensted Kommune er blevet påvirket negativt af corona

Detailbranchen er ramt, men også andre brancher mærker konsekvenserne af coronapandemien, fortæller erhvervs- og detailchef i Hedensted Erhverv, Carsten Steffensen. Det er eksempelvis iværksættere og underleverandører. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Erhvervs- og detailchef i Hedensted Erhverv giver en status på, hvordan det står til med erhvervslivet i kommunen efter et år med corona. Der er stor forskel på brancherne.

Hedensted: 32 procent af virksomhederne i Hedensted Kommune har oplevet, at coronapandemien har haft en lille negativ betydning for deres virksomhed, mens 17 procent har svaret, at pandemien har haft en stor negativ betydning for deres virksomhed.

Samlet set har 49 procent af kommunens virksomheder dermed oplevet at blive påvirket negativt af den ændrede hverdag, som covid-19 har ført med sig. Det viser en undersøgelse, hvor godt 650 lokale virksomheder indgår, der er foretaget af Hedensted Erhverv i Hedensted Kommune.

Desuden svarer 37 procent af virksomhederne, at coronapandemien ikke har haft nogen betydning for deres virksomhed. Mens 10 procent vurderer, at betydningen har været positiv, og fire procent svarer "ved ikke".

- Jeg noterer mig alle tallene og finder dem vigtige, også de sidste, siger erhvervs- og detailchef fra Hedensted Erhverv, Carsten Steffensen.

Annonce

Forskellige konsekvenser

Spørger man Carsten Steffensen, hvordan det generelt står til med virksomhederne i kommunen efter et år med corona, lægger han ud med at ridse op, hvilke brancher der er hårdest ramt af pandemien og på hvilken måde.

- Detailbranchen er selvfølgelig ramt, men også andre brancher mærker konsekvenserne. De større virksomheder har lukket for gæster. Er man underleverandør, kan det også være svært at komme igennem, samtidig med at flere virksomheder har holdt igen med produktionen, da landet lukkede ned sidste år, for ikke at brænde inde med varer på lagrene. Det kan mærkes nu. Store messer afholdes der heller ingen af. Meget salg er foregået online, og det har været svært for iværksættere at netværke, siger Carsten Steffensen.

Han understreger dog, at der også er brancher, der har klaret sig godt i det forgange år.


Det har været svært for iværksættere at netværke online, og der har ikke været nogen kaffepauser til smalltalk.

Carsten Steffensen, erhvervs- og detailchef, Hedensted Erhverv


Annonce

Brancher med vækst

- Transport- og logistikbranchen buldrer bare derudaf, siger Carsten Steffensen og taler dermed om en branche, der netop fylder meget i Hedensted Kommune.

Byggebranchen er også en af de brancher, der har oplevet vækst. En vækstperiode, der dog allerede var i gang, inden coronaen gjorde sit indtog, men som har fået medvind af, at mange har brugt mere tid hjemme, fortæller erhvervs- og detailchefen.

- Der er ikke blevet brugt så mange penge på ferier i form af udenlandsrejser, så nogen har måske været mere tilbøjelige til at kigge på, om tiden var inde til at bygge ud, få lavet den udestue, de altid har talt, om eller lignende, siger Carsten Steffensen.

Annonce

Svært at netværke online

En gruppe, der har været påvirket af coronarestriktionerne på flere måder, og som Carsten Steffensen også gerne vil fremhæve, er iværksætterne og enkeltmandsvirksomhederne.

- Det har været svært for iværksættere at netværke online, og der har ikke været nogen kaffepauser til smalltalk. Det gør det svært at opdyrke et marked på den måde. Men nogle har også kunnet dyrke, at andre virksomheder eller personer, de gerne ville netværke med, har haft bedre tid til at snakke, fordi der har været mindre rejseaktivitet, transporttid og færre fritidsaktiviteter. Folk har i langt højere grad fundet hinanden på LinkedIn, og det er blevet mere acceptabelt at tage et Teams-møde. Men det har samtidig været en stejl læringskurve, og det er jo samtidig et grovmasket sikkerhedsnet, man har som selvstændig, siger Carsten Steffensen.

Det er dog ikke hans oplevelse, at der er mange, der har startet en ny virksomhed op i Hedensted Kommune under pandemien.

- Det har vi endnu til gode at se mere af, siger Carsten Steffensen.

Annonce

Hjælpepakker og konkurser

Vil man kigge på parametre som hjælpepakker og konkurstal, der også kan give et indblik i de lokale virksomheders ståsted efter et år med corona, må man også væbne sig med tålmodighed, fortæller erhvervs- og detailchefen.

Det samlede overblik over hjælpepakkernes betydning samt tal på, hvor mange virksomheder der må dreje nøglen om, kan man endnu ikke tegne et fyldestgørende billede af, vurderer Carsten Steffensen.

- Det, jeg hører fra virksomhederne, er, at ansøgningsprocessen til hjælpepakkerne er fine nok, men det kan tage noget tid at få pengene. Det er især minkavlerne, der beretter om lange ventetider, siger Carsten Steffensen og går videre til konkurserne.

- Man har jo udskudt betalingsfristerne for A-skat og moms, og jeg frygter, at vi vil se flere konkurser, når de regninger skal betales. Derfor er det for tidligt at sige noget om nu, siger Carsten Steffensen.

Annonce

Forventningen om fremtiden

Til sidst er det store spørgsmål, hvordan coronapandemien vil påvirke de lokale virksomheder fremover, og det har Hedensted Erhverv også spurgt virksomhederne om i den tidligere nævnte undersøgelse.

41 procent af virksomhederne svarer, at de forventer, at coronapandemien vil få en negativ betydning for dem de kommende tre til fem år. Mens 43 procent vurderer, at pandemien ingen betydning vil få, og syv procent svarer, at de forventer en positiv betydning. De resterende ni procent svarer "ved ikke".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Petanqueklub frustreret efter gentagne tilfælde af hærværk: Det er os selv, der skal bruge flere tusinde kroner

Annonce