Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Lokale restauratører uenige om spiserestriktioner: Forståelige vilkår eller skammeligt og meningsløst?

Der går formentlig endnu en rum tid, inden havnen på Juelsminde tager sig ud som før coronaen. Arkivfoto: Morten Pape
Mens smørrebrødsrestauranten Møllers med opløftet pande accepterer økonomisk påske-lussing, er Pernille Juul fra bistroen Juelsminde Fisk rystet over et fremtidigt krav til coronapas for udespisende.

Juelsminde: I havne- og turistbyen Juelsminde kigger særligt spisestederne typisk frem mod påsken som den positive skillelinje, hvor vinterens dødvande erstattes af masser af liv.

På en normal påske er det her, det store rykind af turister og et mildere vejr skaber travlhed i køkkenet. Hvor en stor del af de seneste måneders underskud bliver hentet hjem igen.

Men det er efterhånden længe siden, normalen er fortrængt, og med den seneste genåbningsaftale må de acceptere, at de med undtagelse af take-away er nødt til at holde lukket hen over de travle helligdage.

Først 21. april kan de forvente at måtte have siddende gæster - såfremt de er udendørs og kan fremvise et gyldigt coronapas.

- Vi åbnede for et års tid siden midt i corona, så vi har ikke kendt andet end restriktioner. Det er nogle dyre dage at misse, men det har vi prøvet før med blandt andet juledagene, og vi er bare nødt til at forholde os til, at vilkårene nu en gang er sådan. I mellemtiden må vi glæde os til, at der forhåbentlig snart kan summe af liv igen, siger Jette Møller fra smørrebrødsrestauranten Møllers.

Brancheforeningen Horesta har allerede været ude med kristiske røster over indførslen af et coronapas, da det efter deres mening får stor betydning for de mange spontane restaurantbesøg.

Helt så nervøs er Jette Møller dog ikke.

- Rigtig mange bliver testet hver uge i forvejen, og det kommer jo ikke som en overraskelse for gæsterne, så jeg tror, det er begrænset, siger hun.

Annonce

Chokerende og skammeligt

Knap så positiv blev nyheden om genåbningsaftalen modtaget hos Pernille Juul, der blandt andet ejer Havnens Café- og Isbar på havnen.

Ikke så meget, fordi hun som forventet ikke må holde åbent for spisende gæster i påsken. Men i højere grad over, at hun for længst har opgivet af finde nogen dybere mening i alle de restriktioner, der bliver påduttet de erhvervsdrivende.

Herunder er hun helt uforstående over for, at det er nødvendigt med et coronapas for at betjene udendørs spisende, der er præget af luft, afstand og hyppig afspritning - mens hun er overbevist om, at danskerne selv kan vurdere, hvordan man uden ekstra krav kan gebærde sig forsvarligt.

- Jeg er chokeret over det krav. Hvordan skal vi styre det med GDPR og ekstra ansatte til at tjekke efter - for ikke at nævne al den unødige ekstra kontakt og smitterisiko det indebærer. Det er rystende og skammeligt, men viser bare, at dem, der beslutter sådan noget, har siddet hele deres liv på en kontor frem for i den virkelige verden, siger Pernille Juul.

Hun understreger, at hun havde forliget sig med tanken om, at hun i påsken ville miste en pæn omsætning, som ikke kommer hjem igen.


Den her påske, hvor ingen er ude at rejse, ville det have givet en stor omsætning. Det er nu, folk vil ud og mærke foråret - og det tab vinder vi altså ikke tilbage til efteråret.

Pernille Juul


Den nye genåbningsplan får dog også den konsekvens, at hendes åbning af det nye spisested på havnen, Njord Bistro, nu må udskydes på ubestemt tid, mens hun nok en gang må sætte sig ind i kompensationsreglerne.

- Heldigvis er der stadig muligheden for take-away, men mildt sagt undrer jeg mig over, hvad forskellen er på, at kunderne sætter sig og spiser en is på en offentlig bænk eller ved et af mine borde, siger Pernille Juul, som fortsat har et håb om, at overholdelse af et coronapas ikke kommer til at påhvile den enkelte restauration.

Spisestederne må åbne for indendørsservering 6. maj. Ligeledes med krav om gyldigt coronapas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Petanqueklub frustreret efter gentagne tilfælde af hærværk: Det er os selv, der skal bruge flere tusinde kroner

Annonce