Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Replik i Fakkegrav-debat: De fremførte beskyldninger mod DN kan på det kraftigste afvises

Martin Fritzner. Arkivfoto

Læserbrev: 13. april fremkom Mogens Dam med nogle harske beskyldninger mod Danmarks Naturfredningsforening (DN), afdeling Hedensted. Beskyldninger, der går på, at DN igennem otte år har forhindret reetablering af brandtomten på Fakkegravvej 31 - det tidligere Fakkegrav Badehotel (læserbrevet "Jeg og rigtig mange borgere i Stouby og omegn ser frem til, at Fakkegrav-området igen bliver et dejligt og attraktivt sted", red.)

De fremførte beskyldninger mod DN kan på det kraftigste afvises.

Fakkegrav Badehotel gik hændeligt til grunde ved brand i 2013. Badehotellet havde i øvrigt ikke været i drift fire år forud for branden.

Annonce

Selvom badehotellet er placeret indenfor strandbeskyttelseslinjen, ville det have været muligt - ifølge Naturbeskyttelsesloven - at genopføre badehotellet med samme placering, størrelse og karakter samt anvendelse med samme formål som tidligere. Dette ønskede ejeren ikke.

I 2015 ansøgte ejeren Hedensted Kommune om tilladelse til at bygge ni klyngeboliger som erstatning for det eksisterende delvis nedbrændte Fakkegrav Badehotel. Disse bygninger skulle placeres på plateauet umiddelbart over den høje og stejle kystskrænt.

Hedensted Kommune sendte anmodningen til afgørelse i Kystdirektoratet. I 2016 gav Kystdirektoratet dispensation i forhold til strandbeskyttelseslinjen til opførelse af de ni boliger. Denne dispensation fandt vi i DN ikke var i overensstemmelse med gældende regler, derfor ankede vi sagen til Natur- og Miljøankenævnet.

Efter en lang behandlingstid omgjorde klagenævnet i 2018 Kystdirektoratets dispensation til et afslag.

Hermed var sagen langtfra slut, idet ejeren samme år ansøgte Kystdirektoratet om opførsel af otte helårsboliger på grunden. Denne anmodning blev i december 2018 afslået af Kystdirektoratet, men ejeren ankede afgørelsen til Klagenævnet og fik her igen afslag.

For at gøre en lang historie kort har ejeren med den seneste afgørelse fået lov at etablere 12 ferieboliger, der skal placeres indenfor det tidligere badehotels sokkelaftryk.

Når Mogens Dam påstår, at DN Hedensted i otte år har gjort alt for at forhindre, at der blev bygget på brandtomten, kan det på det kraftigste afvises og må betegnes som en urimelig påstand.

Det formodes, at Hedensted Kommune, ejeren og dennes rådgivere udmærket kender naturbeskyttelsesloven og dermed det gældende regelsæt for bl.a. byggeri indenfor strandbeskyttelseslinjen. Tilsyneladende har man forsøgt at omgå reglerne.


Lov er lov, og lov skal holdes; derfor DN's engagement i denne sag.

Martin Fritzner


Lov er lov, og lov skal holdes; derfor DN's engagement i denne sag.

Undertegnede er i år fratrådt som formand for DN Hedensted og vil derfor ikke kommentere sagen yderligere, ej heller tage ansvar for andres kommentarer til sagen på såvel Facebook som Horsens Folkeblad.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

70-årige Inger har klædt de kendte og rige på i flere årtier: Folk kører gerne langt for designerens råd

Annonce