Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ronni står op midt om natten for at booke padel-tid: Alle i Juelsminde taler om ny ketsjersport

Ronni Laursen er entusiatisk padel-spiller. Han står op midt om natten for at booke banerne i Juelsminde, når tiderne frigives. Han træner børn i spillet og bruger i det hele taget det meste af sin fritid på sporten. Foto: Morten Pape
Der er så meget efterspørgsel på de to padelbaner i Juelsminde, at tiderne bliver revet væk lige så hurtigt, som de lægges op. 27-årige Ronni Laursen spiller op mod 20 timer om ugen og har lige meldt sig til DM.

Juelsminde: - Det er næsten lige, som når man skal købe billet til de store koncerter. Kommer du ind på siden to minutter for sent, er alle de gode tider væk.

- Der er run på, konstaterer 27-årige Ronni Laursen.

Avisen har sat ham stævne på padelbanen i Juelsminde, der er etableret i forbindelse med Juelsminde Naturlegepark. Og selvom klokken er 10 en helt almindelig arbejdstorsdag, er der godt gang i spillet på den ene af parkens to baner.


Alle man møder i byen taler om padel.

Ronni Laursen


Ronni Laursen er blandt de mange Juelsminde-borgere, der er blevet bidt af padel-spillet, der nemmest beskrives som en kombination af tennis og squash.

Hver nat kl. 01 bliver der åbent for booking af banerne 14 dage frem i tiden, og skal man være sikker på at få en tid i weekenden eller på hverdage mellem 15 og 21, er det med, som Ronni Laursen, at sidde klar ved computeren præcis til tiden.

Han stiller gerne vækkeuret til lidt i et to til tre gange om ugen, så han kan dyrke den sport, som han fik øjnene op for for tre år siden.

- Jeg prøvede det første gang på en ferie i Spanien, og da jeg kom hjem, begyndte jeg at spille i Kolding, hvor jeg studerede på det tidspunkt, fortæller Ronni Laursen, der spiller op mod 20 timer om ugen ved siden af sit arbejde som event- og marketingskoordinator hos Jual Group.

Annonce

Spiller tidlig og sent

Som indfødt Juelsminde-dreng er han meget begejstret for, at byen har fået sine egne baner, så han slipper for at køre til Kolding.

- Det er en kæmpe gevinst for byen og fedt, at vi er first movers på det. Jeg har et stort netværk gennem padel, og hvis man har en tid, tager det ikke mange minutter at finde tre andre, der gerne vil spille. Alle man møder i byen taler om padel, fortæller Ronni Laursen, der ikke engang har problemer med at finde nogle at spille med en tidlig hverdagsmorgen kl. 6 inden arbejde.

Hvad er padel?

  • Boldspillet padel kan bedst beskrives som en kombination mellem squash og tennis.
  • I tennis spilles med en opstrenget ketsjer, mens padel spilles med et bat, der typisk er af glasfiber, carbon og kulfiber.
  • Bolden i padel minder om en tennisbold - blot med et lidt lavere tryk, så farten er nedsat.
  • Der spilles på en bane, der er 20 x 10 meter med et net i midten. Der er vægge rundt om banen, der må bruges som bander i et vist omfang.
  • Padel spilles med underhåndsserv.

Han tror spillet er blevet så populært, fordi det er nemt at gå til.

- Alle kan være med til at spille uanset forudsætninger. Banen er mindre end tennis, og det er nemmere at slå til bolden og kontrollere den, lyder det fra Ronni Laursen, der har fået hele sin familie med til at spille.

Han er også begyndt at træne nogle ni-årige drenge i Juelsminde og står klar som instruktør, når den indendørs padel arena åbner i Hedensted. Til juni har han tilmed tilmeldt sig DM i padel, der bliver holdt i Odense.

- Jeg er en kæmpe fodbold- og håndbolddreng, men her under coronaen, hvor der har været begrænsede muligheder for at dyrke sport er padel blevet nummer et for mig, konstaterer Ronni Laursen.

Grafik til Padels udbredelse i Danmark.
Man kan købe et padelbat for omkring 500 kr. men der findes også væsentlig dyrere udstyr til sporten. Ronni Laursen har måtte lægge sit budget om, så han har råd til at købe det bedste udstyr. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Flere indtægter giver råd til bedre velfærd: Noget af det vigtigste er at få folk til at flytte hertil

Annonce