Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Ugens politirapport uge 49

Ugens politirapport fra Hedensted og Juelsminde områderne. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce

Hedensted Politistation, Valenciavej 4. Politiassistenter: Kent Birk 51518722, René Kreilgaard 5184 2540 - Søren Vind (Hornsyld) 61392218. Juelsminde Politistation: Steen Ibsen 7569 4095. (Evt. Horsens Politi, tlf. 114)

Juelsminde: I løbet af november måned har der været indbrud i en lystbåd, der lå til vinteropbevaring på Routhøjs Allé i Juelsminde.

Båden, en hvid Bavaria 33 Cruiser, havde fået opbrudt en nedgangslåge til kahytten. Der er ikke umiddelbart stjålet noget, men hele kahytten var gennemrodet, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Juelsminde

En hvid campingvogn af mærket Hobby 7 har i perioden fra 19. oktober til 3. december været udsat for indbrud.

Campingvognen, der stod på Juelsminde Strand Camping på Rousthøjs Allé, er blevet brudt op, og der er stjålet laserlygter og fiskestænger, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Juelsminde

Der har natten til fredag været indbrud i et sommerhus på Kystvej i Juelsminde. Alarmen gik kl. et, da terrassedøren blev opbrudt, men tyven har alligevel haft tid til at komme afsted med nogle designermøbler. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Hedensted

Tæt kørsel i begge retninger resulterede torsdag morgen i to næsten identiske uheld på motorvejen ved Hedensted.

Det første skete kl. 7.22 i sydgående retning, hvor en 18-årig mand fra Vonge kørte op i en 26-årig kvinde fra Aarhus. Det andet skete i nordgående retning kl. 7.54, da en 66-årig mand fra Vejle kørte op i en 69-årig mand fra Nr. Aaby.

Der skete ingen personskade ved de to uheld, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Barrit

En 48-årig kvinde fra Barrit måtte en tur på sygehuset i Horsens til tjek, efter at hun fredag aften var involveret i et færdselsuheld i krydset Kirkebro/Vejlevej ved Barrit. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Uheldet skete, da en bil ført af en 23-årig mand fra Horsens kørte op i kvindens bil, mens den holdt stille, umiddelbart før kvinden skulle dreje til venstre.

Annonce

Hedensted

Fredag mellem klokken 14 og 20.15 var der indbrud i en villa på Hovdiget i Hedensted. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Tyven brød et vindue op med et koben og slap afsted med et ukendt antal smykker og kontanter.

Annonce

Juelsminde

En 20-årig mand fra Daugård er nu sigtet for vold, efter at han fredag aften ved 20-tiden overfaldt en 21-årig mand ligeledes fra Daugård. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Overfaldet foregik ved en fest i Juelsminde Hallerne. Den 20-årige er sigtet for at have sparket den 21-årige og slået ham i hovedet med et rundboldbat.

Annonce

Hedensted

Der skulle en politijagt til, før en bil med tre unge mænd blev standset på Spettrupvej ved Hedensted lørdag aften.

En patrulje fra Sydøstjyllands Politi ville standse bilen klokken 23.51, men føreren forsøgte at slippe væk. Det gik imidlertid ikke så godt. Bilen kørte ud i rabatten og endte i grøften.

Tre personer blev anholdt, og føreren af bilen, en 28-årig mand fra Horsens havde 0,34 gram kokain på sig, og i bilen fandt man yderligere 0,98 gram kokain. Føreren bliver også sigtet for at være påvirket af narkotika.

Efterfølgende blev politihunde sendt ud på flugtruten. Her fandt de fem mindre poser med hash, skunk og kokain, som var smidt ud af bilen. De var formentlig beregnet til videresalg.

Juelsminde

Tre beboere på Kystvej i Juelsminde har i løbet af weekenden haft ubudne gæster.

Ifølge Sydøstjyllands Politi var der fredag nat kl. 01 indbrud i en villa. En terrassedør blev brudt op, og der gik en alarm, men tyven nåde at stjæle designmøbler, inden politiet nåede frem.

I en lejlighed på Kystvej har der været indbrud mellem torsdag kl. 9 og søndag kl. 18.30. En terrassedør blev brudt op, og der blev stjålet designmøbler.

I en anden lejlighed er tyven kommet ind via et køkkenvindue og har stjålet en computer og smykker. Det indbrud er sket mellem fredag kl. 10 og søndag kl. 20.

Hedensted

I løbet af weekenden, fra fredag til søndag, har der været to indbrud i villaer i Hedensted.

På Præstegårdsvej skaffede tyven sig adgang via en terrassedør, mens tyven kom ind i en villa på Rørtoften via en terrassedør. Begge steder er der er ikke overblik over, hvad der er stjålet, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Hedensted

En 33-årig mand fra Odder kom galt af sted, da han fredag kl. 19.22 kom kørende i nordlig retning på E45 ved Hedensted.

Han skulle overhale en lastbil, men stødte på en ukendt genstand og måtte derfor trække ind i den inderste vognbane, hvor han påkørte en forankørende lastbil. Lastbilen var ført af en 43-årig mand fra Otterup. Tre personer i personbilen kom efterfølgende til tjek på skadestuen, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce