Horsens: En konkurrence med fokus på folkesundhed går mandag 22. februar i gang i fem byer, blandt andet i Horsens.
Det sker under titlen ”Sundhedsdysten - By mod by”, og konkurrencen løber over fire uger.
Bag står samarbejdspartnerne Sundhed Horsens, MotionsCompagniet, Fysioterapi og Træning A/S, Skanderborg Fysioterapi, Ry Fysioterapi og Sundhedshus og Fit&Sund.
Mette Paludan, der arbejder med event hos Fit&Sund, fortæller om konkurrencen:
- Baggrunden for vores projekt "Sundhedsdysten - By mod by" er i al sin enkelthed, at vi ønsker at sætte fokus på aktivitetsniveauet her i corona-tiden. Vi gør det for folkesundheden, og vi ønsker at motivere, inspirere og guide folk til en mere aktiv hverdag.
Foruden Horsens er der mulighed for borgere i Vejle, Hedensted, Skanderborg og Ry at deltage i den kommende sundhedskonkurrence.
Alt aktivitet tæller med
Vinderbyen får 20.000 kroner til en lokal organisation, og vinderen bliver den by med de mest aktive deltagere målt på det gennemsnitlige antal aktive minutter.
- Al aktivitet tæller, uanset om det er gåtur med hunden, sneboldkamp med børnene eller højintensitets-træning. Folk tilmelder sig individuelt, og hver uge skal deltagerne indrapportere, hvor aktive de har været i ugens løb, fortæller Mette Paludan.
Hver by får en Facebookgruppe, hvor det er de lokale samarbejdspartnere, der står for at aktivere de lokale deltagere.
Hver uge vil der blandt andet blive holdt et onlinemøde. Her vil man kunne lade sig inspirere, motivere og stille spørgsmål til fagpersoner såsom fysioterapeuter, diætister og personlige trænere.
- Det gør vi både for at formidle noget viden, men også for at skabe en mulighed for noget socialt, hvor man kan være med i en snak med andre mennesker, fortæller Mette Paludan.
Der kan læses mere om konkurrencen på hjemmesiden www.sundhedsdysten.dk.