Annonce
ugens anbefaling

- Jeg er vokset op i et hjem med violin

- Lad mig straks komme med en tilståelse. Jeg er vokset op i et hjem med violin – ikke klaver, lyder det indledningsvist i denne "Ugens Anbefaling" leveret af museumschef Claus Hagedorn-Olsen. Arkivfoto: Jakob Hedegaard-Høgh

Lad mig straks komme med en tilståelse, jeg er vokset op i et hjem med violin – ikke klaver.

Min far spillede violin, og min ældre bror frekventerede klarinetten. Jeg var umusikalsk, sagde mine forældre - måske havde de ret, men det har betydet, at jeg livet igennem har henslængt mig foran højtalerne og i mine yngre dage til et hav af koncerter i stedet for selv at skabe eller udøve – og det er sikker meget godt.

Det musikalske univers, jeg voksede op med, var i den grad domineret af klassik musik – alt andet var ikke musik. Min bror havde West Side Story som plade – det var i min tidlige barndom den eneste ikke-klassiske plade, der var i hjemmet.

Jeg voksede op i Svendborg, hvor teateret og borgerforeningen var rammen om mange seriøse arrangementer, der den dag i dag ville kunne have fået mig op af stolen og ud.

Verdensnavne optrådte i borgerforeningen, og jeg blev slæbt med - synes jeg dengang - men det var ikke så slemt, for Maria fra min klasse blev også slæbt med – og jeg var naturligvis hemmeligt forelsket. Wiener Sängerknaben fra Wien kan jeg huske, og den dén gang meget berømte violinist Yehudi Menuhin står i erindringen som storslåede oplevelser.

Senere genoplevede jeg i Wien Wiener Sängerknaben, men glansen var gået af - de musikalske øregange havde ændret sig siden barndommens klassiske univers.

Den rejse begyndte et helt andet sted - jeg fik af et familiemedlem sådan en mappe med en hel masse singler. Højdepunktet var den berømte fodboldspiller Harald Nielsen, der havde udgivet en single – Bolden ruller - i 1961. Man behøver næppe høre den, for at forestille sig, hvordan det lød.

Mine forældre må have set, hvor det bar hen, for i 1968 fik jeg mine to første, helt egne singler.

Den ene var Savage Rose - Evenings Child, med Ride My Mountain som b-side eller omvendt og den anden var Beatles Hey Jude med Revolution som b-side. De blev spillet så meget, at pick-up’en nærmest høvlede sig gennem vinylen.

En ny verden åbnede sig, der siden blandt andet har passeret Wagner Ringen (jeg ynder ellers ikke opera) og de første Holmboe-festivaler, hvor der blevet givet fuld gas i forhold til den moderne klassiske musik. Begge dele var grænseoverskridende, positive oplevelser.

Nysgerrigheden har jeg fastholdt som en vigtig del af min lytten til musik - så min ”ugens anbefaling”: Vær nysgerrig.

Det er så meget lettere i dag med diverse musikstreaming-tjenester, hvor der ligger en guldgruppe af musik indenfor alle genrer - lige nu er favoritterne blandt andet Alaska Reid, der dukkede op helt tilfældigt, og den danske gruppe Nelson Can, der desværre ikke eksisterer mere. God fornøjelse.


Verdensnavne optrådte i borgerforeningen, og jeg blev slæbt med - synes jeg dengang - men det var ikke så slemt, for Maria fra min klasse blev også slæbt med.

Claus Hagedorn-Olsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce