Horsens/Høng: 18-årige SaidBaba Mokhtar fra Horsens, som er slagterelev på Danish Crown i Horsens, er Danmarks bedste slagterelev.
Efter tre dages intensiv konkurrence ved erhvervsuddannelsernes DM i Skills, løb han lørdag med guldet.
Det har ikke altid ligget i kortene for 18-årige SaidBaba at vælge slagteruddannelsen. Faktisk gik han på gymnasiet i halvandet år, men han havde brug for at komme ud og bruge sine hænder noget mere.
- Jeg kan godt lide at bruge mine hænder og skære kød. Jeg har altid vidst, at jeg gerne vil gøre noget for andre. Som slagter skærer jeg det kød, som folk skal spise, udtaler han i pressemeddelelse fra sin skole, ZBC i Roskilde.
Her foregår uddannelsen kombineret med læretiden på Danish Crown.
Udskæringer så godt ud
I løbet af DM i Skills har slagtereleverne dystet i forskellige discipliner, og de skulle lave forskellige udskæringer. Undervejs fik SaidBaba Mokhtar fornemmelsen af, at han gjorde det godt, siger han:
- Dommerne fortalte mig, at mine udskæringer så godt ud. Og jeg kunne også godt se, på de point vi fik efter hver disciplin, at jeg lå godt.
Den gode fornemmelse blev afløst af glæde og lettelse, da den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ved afslutningsceremonien lørdag eftermiddag råbte navnet på vinderen op.
SaidBaba Mokhtar, elev på Danish Crown i HorsensJeg har lært rigtig meget af at arbejde under pres, så det kan jeg tage med til svendeprøven.
- Nu skal jeg fejre det med min familie, på mandag med mine klassekammerater, og ugen efter skal jeg fejre med lærepladsen. De har været en god støtte og sørget for, at jeg ikke manglede noget, sagde SaidBaba Mokhtar efterfølgende.
Makkere fra Learnmak er bedste brolæggere
Og gælder det brolægning, kan Horsens også bryste sig med DM-vindere.
Konkurrencen i dét fag udkæmpes af makkerpar, og her var det horsensianske Theis Nick Laursen, lærling hos Sven Erik Lind A/S, der løb med sejren sammen med sin skolekammerat fra Learnmark Horsens, Rasmus Nørregaard Andersen, Herning, lærling hos J.A. Brolægning i Herning.
De havde 21 timer til at lægge et påfuglemønster i chaussesten og et plateau med kørebanesten.
Det var en svær opgave, hvor påfuglemønstret var helt nyt for dem, men deres helt særlige makkerskab og ekstraordinære samarbejde om den fælles opgave bragte dem helt til tops, skriver Learnmark Horsens i en pressemeddelelse.
Spænd hjelmen og lyt til læreren
Det er ovenikøbet anden gang, at de to vinder mesterskabet - ganske vist var DM i Skills sidste år aflyst på grund af corona, men DM for brolæggere blev da afviklet i forbindelse med udstillingen Have og Landskab i Slagelse. Her vandt Theis Laursen og Rasmus Nørregaard Andersen også.
Theis Nick Laursen har tre gode råd til dem, der også drømmer om at blive Danmarks bedste inden for deres fag:
- Spænd hjelmen, lyt til din lærer og tag teorien til dig.