Horsens: "Til leje"-skiltet fylder godt i vinduet på hjørnet af Nørregade og Skolegade, hvor firmaet Sleepbag indtil for ganske nylig holdt til. Nu er butikken tom, og Sleepbag er flyttet ud, selvom lejekontrakten egentlig løber helt frem til august.
- Vi havde brug for at flytte nu, forklarer Nina Frederiksen, indehaver af Sleepbag.
For selvom lokalerne nu står tomme på Nørregade 35, er der stadig fuld gang i firmaet. Og det har ikke været en lang tur for flyttebilen, for Sleepbag er flyttet mindre end 50 meter væk, nemlig ind i nabobygningen på adressen Skolegade 4.
- Vi har hele tiden haft kontor og lager her, forklarer Nina Frederiksen, indehaver af Sleepbag, mens hun viser rundt i deres nye, gamle lokaler.
- Ja, det er Lulu, hun er to år, og hun har tidligere været vant til, at hun måtte være over det hele, så det er lidt svært at forklare hende, at der pludselig er områder, hvor hun ikke må være. Oppe i den anden butik vidste hun godt, at der var områder, hvor hun ikke måtte være, siger Nina Frederiksen om den store labradoodle, der logrer med hele kroppen for at hilse på.
Årsagen til flytningen er blandt andet, at Sleepbag har højsæson efter sommerferien, og derfor passer en flytning i august dårligt med årets gang i firmaet.
Konceptet ændrer sig
I lokalerne på Skolegade 4 er det store lager nu flyttet ud på et eksternt lager, så der er blevet plads til showroom. Og her er der stadig mulighed for, at kunderne kan booke en tid og få vejledning - nøjagtigt lige som i de gamle lokaler på Nørregade 35.
- Det er ikke en fysisk butik, men når gadeskiltet er ude, er man velkommen til at kigge ind. Men hvis man vil være sikker på, at vi har tid, skal man booke en tid på forhånd, siger hun og forklarer, at hverken den tidligere butik eller det nuværende showroom er en fysisk butik i den almene forstand, men at det netop er et showroom, hvor firmaet viser varerne frem.
Lokalerne i Nørregade blev i begyndelsen også brugt til events for forældre, men det satte corona hurtigt en stopper for.
Idéen til Sleepbag blev skabt, da Nina Frederiksen var på barsel med sin søn Marcus for 13 år siden, og for 10 år siden, få dage før datteren Silja blev født, var forretningsideen en realitet.
Og der er stadig fuld gang i firmaet, så flytningen af dets showroom sker ikke som følge af dårlige tider.
I stedet er det en naturlig udvikling for Sleepbag, der gennem det seneste par år har trukket meget større dele af sin handel hjem i eget navn.
- Tidligere var vi orienteret mod B2B (når virksomheden afsætter varer til andre forretninger, red.) med over 50 forhandlere, hvor man kunne købe vores produkter. Dengang solgte vi kun 10 procent selv. I dag foregår 85 procent af salget gennem vores egen webside, og vi har kun samarbejde med tre forhandlere tilbage, siger hun.
Det skyldes blandt andet, at Nina Frederiksen har undersøgt, hvordan firmaet selv får mest ud af forretningen.
- Vi kan bedre selv formidle, hvad vores produkter kan. Tankegangen bag Sleepbag er, at produkterne kan mere end én ting. Soveposen er også en kørepose, en babylift og et legetæppe, som man blandt andet kan sætte et UV-sejl på, når de små er med ude i solen. Og så kan de også laves om til en babynest. Hos forhandlerne blev de ofte bare solgt som en sovepose, forklarer hun.
Nina Frederiksen, indehaver, SleepbagVi kan bedre selv formidle, hvad vores produkter kan. Tankegangen bag Sleepbag er, at produkterne kan mere end én ting.
Øje på udlandet
Selvom soveposen er kernen hos Sleepbag, kommer firmaet ikke sovende til succes. Hele tiden kommer der nye produkter på markedet - seneste skud på stammen er sengetøj, der kan vokse med barnet, en ammepude, der kan laves om til en stol, og en sengerand, der kan laves om til både madras og ramme til boldbassin.
- Det er et kendetegn for vores brand, at vores produkter kan mere end én ting. Det giver god mening for os. Samtidig er vi en lille forretning, som må være omstillingsparat, og vi ved godt, at mange familier måske kigger en ekstra gang i pengepungen nu - måske er der en højere varmeregning, der skal betales. Men det er også vores erfaring, at kunderne gerne vil investere i kvalitet frem for kvantitet, siger Nina Frederiksen.
Og efter 10 år på det danske marked, er Sleepbag nu også begyndt at kigge mod udlandet.
- Vi kigger lige nu efter investorer, der vil være med til at kigge ud i Europa. I første omgang har vi øje på Tyskland og Sverige, fortæller Nina Frederiksen, der forventer, at det kan blive en realitet inden for tre år.
At der er langt fra både Tyskland og Sverige til Horsens for at se på produkterne i et showroom, har hun også allerede med i overvejelserne.
- Vi kommer ikke til at have showroom andre steder, men vi arbejder på at lave eksempelvis en bamse i vores forskellige materialer, så kunden kan mærke kvaliteten og opleve egenskaberne i materialerne. Så kommer det til at koste et lille beløb at få bamsen tilsendt, og hvis man så køber et produkt, vil prisen for bamsen blive trukket fra, forklarer Nina Frederiksen.
Og selvom firmaets varenumre nu er vokset fra bare at være en sovepose til også at omfatte alt fra bleklude til vægbilleder, vil Nina Frederiksen ikke lave hurtige genveje for at få flere penge i kassen.
- Vi laver ikke bare en ammepude for at tjene hurtige penge. Mange firmaer laver ammepuder, men indholdet er ofte det samme, hvor designet eller printet kan være lidt anderledes. Vi laver en ammepude, der har vores signatur-knaplukning, så den også kan knappes sammen til en slags stol til baby. Og så kan den vaskes ved 60 grader - mange andre kan kun vaskes ved 40 grader. Men det vigtigste for os er multifunktionaliteten, fastslår hun.