Annonce
Indland

Ny biskop er indsat - men de store festligheder venter

Peter Birch er ny biskop i Helsingør Stift. Han er søndag blevet indsat ved en stille bispevielse i Helsingør Domkirke. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Ved en kort ceremoni er Peter Birch ordineret som biskop i Helsingør. Menigheden måtte følge med på Facebook.

Annonce

Provst Peter Birch er søndag blevet indsat som ny biskop over Helsingør Stift i Helsingør Domkirke.

Bispevielsen fandt sted i Helsingør Domkirke, men de store klassiske festligheder udeblev.

For på grund af restriktionerne som følge af coronavirus var der - foruden pressen - kun plads til 68 personer i kirken, der normalt kan rumme 600. Til gengæld så flere hundrede med på et livestream over Facebook.

Peter Birch afløser Lise-Lotte Rebel, der går på pension.

Med titlen som biskop overtager han en af de mest magtfulde stillinger i den danske folkekirke. Biskopperne, som der er i alt 11 af i Danmark og Grønland, er den øverste gejstlige myndighed i stifterne.

Biskoppen er den samlende figur i stiftet, når det kommer til spørgsmål om det kirkelige liv.

Den stille bispevielse blev forestået af biskop Peter Skov-Jakobsen, der i kirken holdt en kort tale, hvor han også kom ind på coronapandemien, som har lært os om blandt andet angst, men også fællesskab.

- Vi skal være mennesker igen. Vi skal overkomme angsten og ud af isolationen. Der bliver nok at se til. Nok at bede om, lød det blandt andet fra Peter Skov-Jakobsen.

Det er planlagt, at der 20. juni skal være en festgudstjeneste for Peter Birch, der altså søndag blev ordineret ved den kortvarige stille bispevielse.

Peter Birch blev i oktober sidste år valgt til ny biskop i landets mest folkerige stift, Helsingør Stift.

Han havde hele 146 stillere bag sig, da deadlinen for at stille op forelå tidligere på året. Det er tæt på det maksimale antal, en kandidat må indlevere til valgbestyrelsen.

Han fik 682 af de afgivne stemmer, hvilket svarer til 53 procent.

Peter Birch er uddannet teolog fra Københavns Universitet i 1989 og har siden vekslet mellem ansættelser i og uden for folkekirken.

I 1990'erne var han ansat som kirkeredaktør på Kristeligt Dagblad, og han har også været forlagschef i Det Danske Bibelselskab.

Ifølge specialmediet kirke.dk fylder arbejdsmiljø og godt kollegaskab meget for Peter Birch, der mener, at folkekirken i stigende grad må tænke i arbejdsfællesskaber.

Peter Birch er gift med sognepræst ved Domkirken i København Eva-Maria Schwarz. De har sammen fire voksne børn.

Han sidder også med i den taskforce, som under coronakrisen har diskuteret og videreformidlet retningslinjerne for kirken fra sundhedsmyndighederne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Indland

Wieghorst scorede fire mål med bandage

Læs mere annoncørbetalt indhold

Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Hobbitten med de fire fædre

Indland

Hitmageren har det bedst med sin Hilda

Annonce