Annonce
Jelling

Café Sejd skifter kaptajn

Ånden og atmosfæren bliver den samme, forsikrer Bjarne Taudal (til højre), der overtager hovedansvaret for Café Sejd. Medejer Ole Grangaard vil fortsat være engageret i caféen. Foto: Anders Kynde
Ole Grangaard fyldte for nylig 70 år, og på fredag fylder hans hjertebarn, Café Sejd, fem år. I den forbindelse overdrages virksomhedsansvaret til hans kompagnon, Bjarne Taudal.
Annonce

Jelling: Café Sejd er ikke en helt almindelig café.

Jo, du kan bestille mad og drikkevarer, ligesom du kan i alle andre caféer. Men atmosfæren i Café Sejd er speciel, og du kan sjældent gå derfra, uden at have hørt en god historie om den mytologske gastronomi, den guddommelige kaffe eller Jellings fascinerende fortid.

Mændene bag er Ole Grangaard og Bjarne Taudal, der i caféen har alsidige jobfunktioner som kokke, baristaer, tjenere og historiefortællere. Førstnævnte stiftede caféen en måned efter, han i en alder af 65 år gik på pension i 2015.

- Jeg ville gerne vride mere saft ud af Jellingstenene, men jeg havde ingen erfaring med at drive en café. Det er historiefortællingerne og vores oplevelser med gæsterne, der har drevet os, siger Ole Grangaard.

Han og Bjarne Taudal kan fortælle utallige historier om gode oplevelser med gæsterne. De handler om alt fra lokale stamkunder til folk fra opland og udland, som kigger forbi, når de alligevel er i området.

- Der er et tjekkisk ægtepar, som har en datter i Billund. Efter de var i caféen første gang for nogle år siden, kommer de trofast og får kaffe og æblekage i Café Sejd, hver gang de besøger datteren i Danmark, fortæller Bjarne Taudal.

Jeg ville gerne vride mere saft ud af Jellingstenene, men jeg havde ingen erfaring med at drive en café. Det er historiefortællingerne og vores oplevelser med gæsterne, der har drevet os.

Ole Grangaard, medejer af Café Sejd

Annonce

Ny kaptajn - samme ånd

Makkerparret lærte hinanden at kende gennem Jelling Turist- og Handelsstandsforening, og siden 1. maj 2016 har Bjarne Taudal været en fast del af Café Sejd.

For nylig kunne Ole Grangaard fejre 70 års fødselsdag, og han er så småt begyndt at drosle lidt ned i tid i caféen. Derfor bliver det 56-årige Bjarne Taudal, der fremover får hovedansvaret for virksomheden.

- Siden begyndelsen har vi vidst, at det ville ske en dag. Det er noget, vi har arbejdet på gennem det sidste halve års tid, så det bliver en glidende overgang. Ole vil stadig fortsætte i et eller andet omfang, så vi kommer ikke til at slippe for hans historier, siger Bjarne Taudal med et smil.

Men bortset fra virksomhedsoverdragelsen vil der ikke ske mærkbare ændringer i vikingecaféen.

- Stedet kører videre i samme ånd med samme atmosfære og med samme fokus på historiefortællingen, lyder det fra Bjarne Taudal.

Annonce

Mere kunst

For Ole Grangaards vedkommende vil den nye tilværelse dog ikke betyde, at vi ser ham jævnligt på golfbanen.

- Nej, jeg forestiller mig at bruge tid på kunstforeningen Jelling Heritage. Specielt vil jeg gerne arbejde på at få skabt et kunstspor gennem byen, siger han.

Fredag 13. marts 2020 er det præcist fem år siden, at Café Sejd åbnede ved Gorms Torv i Jelling. I den forbindelse inviterer caféen fra klokken 15 til 17.30 til fejring af cafeens fem års fødselsdag, virksomhedsoverdragelsen samt Ole Grangaards 70 år fødselsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling Ugeavis

Byens Bio viser musikfilm

Annonce