Annonce
Midtfyns Posten

Gluds Café bringer Ringes unge og gamle sammen

Emil Pedersen (I midten) nyder et spil pool med vennerne på Gluds Café. Foto: Anders Kofod-Jensen
Midt i Ringe bygger Gluds Café bro mellem generationerne i byens befolkning. Det gør de ved hjælp af brætspil, livesport og hygge.
Annonce

Ringe: Decembermørket har lagt sig over Ringe by, og de fleste har trukket sig indenfor. Et af de steder, hvor man kan undslippe kulden, er Gluds Café på Jernbanegade. Hvis ikke det er de flerfarvede julelys i vinduet eller trangen til en øl at varme sig på, som får en til at træde ind ad døren, så er det måske aftenens event. Der vises to Champions League-kampe, og Gluds Café er klar til at tage imod gæster.

I baglokalet er 17-årige Emil Pedersen fra Midtfyns Gymnasium sammen med nogle kammerater i gang med at spille pool, hvor humøret er højt. Man kan høre Champions League-hymnen i baggrunden. Kampen skal til at begynde.

Emil Pedersen og hans venner har efterhånden været nede på Gluds Café og se fodbold nogle gange. Ifølge Emil Pedersen har de unge nu et sted, hvor de kan se bold uden at skulle helt til Odense eller Svendborg.

- Det giver ligesom lidt liv i byen til unge her i Ringe, så man slipper for at skulle tage længere væk for at se fodbold og spille pool. Det er lidt federe, at vi har noget tættere på, så der ikke er så langt, siger Emil Pedersen.

Gluds Café lyser Jernbanegade 18 i Ringe op. Foto: Anders Kofod-Jensen
Annonce

Godt for bylivet

I baren står Josefine Jensen og er ved at skænke fadøl op til to gæster, som lige har set deres fodboldhold gå videre i Champions League.

Hun er tjener på Gluds Café og har været der, siden cafeen åbnede den 15. november. Ligesom Emil Pedersen mener hun også, at caféen har gjort noget for bylivet i Ringe.

- Jeg synes, det har været godt. Der har været god opbakning især fra de lokale, både blandt unge og den ældre generation. Det er fedt, at vi kan samle så mange forskellige aldersgrupper samme sted, siger hun.

Talemåden, tøjet, teknologien og humoren er måske anderledes mellem generationerne, hvilket kan føre til gnidninger og fordomme mellem de unge og de ældre. Derfor er Josefine Jensen også glad for, at man kan mødes på Gluds Café.

- Jeg tror, at flere fra den ældre generation ser nogle af de unge som nogle, der render rundt og laver ballade. Jeg tror, at det ville hjælpe, hvis man mødtes med de unge hernede og fik nedbrudt nogle fordomme, siger Josefine Jensen.

Annonce

Byforum Ringe kan ikke få armene ned

Det er ikke kun gæsterne og personalet på Gluds Café, som er begejstret for konceptet, men også Byforum Ringes formand Max Ravn. Før Champions League-kampene begyndte, havde Byforum Ringe holdt møde i cafeens baglokale. Han er glad for, at cafeen har åbnet sine døre ud til Ringes gader og fortæller, at han også oplever folk i forskellige aldre besøger stedet

- Der er mange forskellige typer, som kommer herind. Unge som gamle, kan jeg se, siger han.

Max Ravn hører med sine 76 år til i den ældre halvdel af Ringes befolkning, men han frekventerer også gerne de hyggelige rammer i Gluds Café.

- Jeg var her den første dag og er her jævnligt. Det er et godt sted at gå hen og få en lille kop kakao og en lille snak med de mennesker, der er herinde, siger han.

Byforum Ringe håber på flere succeshistorier som Gluds Café i fremtiden for Ringe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce