Annonce
Midtfyns Posten

Kathrines vindernovelle: For frie tøjler

Kathrine Skov Nielsen fra Midtfyns Gymnasium har vundet DM i novelleskrivning for novellen "For frie tøjler". Privatfoto
Kathrine Skov Nielsen fra Midtfyns Gymnasium har vundet DM i novelleskrivning med novellen "For frie tøjler". Læs hendes vindernovelle her.

Jeg rider ikke, og jeg hader lugten af læder. Alligevel ønsker jeg mig en grime med et bid, der kan nive mig i kæben, når jeg går den forkerte vej og korte fastspændte stramme tøjler, der danner mine retningslinjer.

Jeg kan ikke lide hunde, og jeg hader lugten af våd pels. Alligevel ønsker jeg mig en hårdnakket ejer med et kradsbørstig halsbånd, der kan hive mig i halsen, når jeg går for langt, og en sart behåret hale, der kan blive trådt på, så jeg kan lære af mine fejl.

For jeg kender ikke grænser, og jeg har aldrig haft retningslinjer. Det er først for nylig, de har stiftet bekendtskab med mit ordforråd.

Annonce

Jeg forventer lugten af røg, nuance af gul og lyden af gnister, der forekommer, når jeg siger Oliver imod. For snart vil jeg have retningslinjer og grænser. Bagefter vil jeg få en hårdnakket ejer, der vil hive mig i halsen, hvorefter jeg vil lære af min fejl.

Lyden af voldsomme dryp rammer bliktaget. Ud ad vinduet kan jeg skimte de kridtdækkede fliser, der langsomt syner hen af de malplacerede store mørke pletter, der bryder det åndssvage kridtmaleri, som de nye tilflyttere blev tvunget til at male i håbet om, at kunsten ville æde deres fortid op. Det er sjovt, hvordan vores fantasier kan vækkes til live gennem farver. Alligevel er det de færreste, der har farven brun i deres penalhus. Er det, fordi vi er flove over alt det lort, der eksisterer i vores hoveder, eller er det, fordi vi er bange for at indse, at vi er skyld i det selv?

Brun var farven på Olivers jakke. En brun læderjakke. Jeg så ham for første gang i Kongens Have nær en af de klamme skraldespande, der kunne kradse i næseborene på flere meters afstand på en varm sommerdag. Jeg havde min hvide skjorte og sorte lædershorts på. ”Kæft en grim jakke” råbte jeg efter ham. En mørkhåret slank mand iført sorte jeans.

Det var her, jeg stiftede bekendtskab med, hvad der senere blev mit værste mareridt og vejen til himlen. Han vendte sig med en hast, så jeg rømmede mig og skyndte mig den anden vej, men en modhage af en varm håndflade greb hårdt om min skulder og svingede mig rundt. Han var stærk, robust og forklædt som djævel. Jeg kunne lide det.

Sådan begyndte Oliver og mit forhold med ugentligt besøg hos det lokale kasino, og efterfølgende hvad der blev til lidt mere end hyggedruk på værtshuset ”Den Brune Trekant”…indtil en skibbruden mands ønske gik i opfyldelse.

Jeg sidder stadig og kigger ud ad vinduet. Maleriet i gården er skyllet væk, så de skæve fliser kommer frem fra deres skjul. Det er 11 dage og 8 timer siden, jeg stoppede med at være ludoman. Eller det er i hvert fald, hvad Ninna fra social- og trivselsgruppen fortæller mig. En ordentlig strigle; rød page og en irriterende stemme, der får mine håndflader til at sitre i længsel efter at give hende et kønnere ansigt. Jeg kigger på uret og opdager, at jeg om 18 minutter skal høre på Ninna, der fortæller, hvorfor vi igen sidder i hver vores stol, med hvert vores penalhus, med hver vores nuance af brun liggende i.

Det hele eskalerede, da jeg sad en ud af mange aftener på kasinoet. Jeg trak i håndtaget, og før jeg vidste af det, hvinede maskinen de lyde, jeg hver af de tidligere aftner havde håbet at høre.

Fra novellen

Det hele eskalerede, da jeg sad en ud af mange aftener på kasinoet. Jeg trak i håndtaget, og før jeg vidste af det, hvinede maskinen de lyde, jeg hver af de tidligere aftner havde håbet at høre. 40.000 kr. i kontanter. Oliver forsikrede mig om, at de fleste var fælleseje, og de skulle gives til en fyr, han vist skyldte nogle penge. Så jeg tog dem med hjem, velvidende, at jeg, på vej op ad opgangen, var den mest velhavende i denne bygning. Jeg gemte dem under viskestykkerne nederst i skuffen. Der lå de en uges tid, før jeg modvilligt fik mig overbevist om, at det jo var mine penge, og Oliver måtte skride ad helvede til. Før jeg vidste af det, var de brugt på hvid selvtillid og gambling.

Min tidligere lejlighed på 1. sal på Istedgade var et lokum med skallede vægge, og 80 procent af ”mine ejendele” var arvet af den tidligere beboer. Mit blik var rettet direkte mod den hvide skjorte, jeg sidste gang bar den dag, jeg mødte Oliver i Kongens Have. Ude foran trappeopgangen hørtes tunge og lange trin hastig mod min dør. Det kunne ikke være ham. Det måtte ikke være ham. Mit hjerte dunkede så hårdt, at jeg kunne mærke min puls ud i mine fingerspidser. Personen skyndte sig, trampede, løb. Personen løb forbi og videre op på 2. sal. Jeg pustede langsomt ud, efter jeg ubevidst havde holdt vejret. Shit, en svitsende lyd ramte mine ører, og en lugt af brændt svagt plastik indvandrede mine næsebord. Jeg kiggede ned på den hvide skjorte, hvor en brun trekant fra det brandvarme strygejern havde svitset sig ned.

Nede fra opgangen kunne jeg igen høre en person gå op ad trapperne. Denne gang langsomme korte skridt. De var skarpe, nok en kvinde. Håbede, det var en kvinde.

Jeg tog skjorten, krøllede den sammen skønt den var en af mine bedste skjorter. Mine svedige hænder havde sat sit spor på den og en trekantet brun plet fyldte ryggen. Jeg klippede den i stykker og hængte den på komfuret som et vissent viskestykke. I køkkenet havde jeg sat slatne dybfrosne pomfritter fra Lidl i kog.

Jeg gik tilbage til strygejernet. Det skide strygejern. Jeg tog fat om det. Skulle lige til at trække stikket ud, da jeg igen hørte skridt ude fra opgangen. Denne gang var det flade sko. Tunge, men rolige skridt, nok bare Povl fra stueetagen. Skridtene nåede til stueetagen. Og fortsatte, strygejernet begyndte igen at glide ud af hænderne. Det var nok bare Jens fra 3. etage. Skridtene stoppede, og døren blev revet op. Dér stod han. Han styrtede mod den nederste skuffe i køkkenet, hvor viskestykkerne lå. Han vidste Nationalbankens knaster var væk. Panikslagende forsøgte jeg at forsikre ham om, så overbevisende jeg kunne, at de var stjålet. ”Det må havde været viceværten, han skulle ordne nogle rør forleden, mens jeg var i kiosken og købe smøger. Han må havde set dem”. Oliver var rasende. Han vidste jeg løj. Han tog tunge, hurtige skridt mod mig. Jeg gik i panik.

Jeg kiggede ned på ham, bevidstløs, hvor en brun trekant fra det brandvarme strygejern havde svitset sig ned i ryggen på ham. Jeg pakkede ham sammen, skønt han var min eneste elsker. Mine svedige hænder havde sat sine spor på ham, og en trekantet brun plet fyldte ryggen. Jeg slæbte ham ned ad trappen og hængte ham på containeren som et vissent viskestykke.

Jeg huskede ikke meget derefter. Hele situationen var nok for voldsom i sig selv for min hjerne at kapere. Det første jeg mærkede, var nogle stærke muskuløse hænder - stærke, men ikke kontrollerende, som Olivers greb. Det greb jeg har mærket alt for tit i sengen, mens jeg modvilligt har prøvet at få dem væk. Da jeg blev slæbt udenfor, var der blink over alt. Det var lugten af røg, nuancen af gul og lyden af gnister, der hallucinerede mig tilbage til juletid, hvor folk var som tryllebundet til lysene, der var en trussel for brandvæsnet, og hvor folk sad i stuer og åbnede overvurderede gaver.

Det var en hårdnakket ejer, der hev mig i haslen og ind på bagsædet af den reneste politibil, jeg har kørt i. Det hev i halsen, da han slap, og tiden i bilen brugte jeg på at ømme mig over mærkerne, jeg en efter en fandt på min hals. Det var ikke Olivers mærker… det var gode mærker, der snart betød, at jeg ville lære af min fejl. På vej hertil overhørte jeg to strømere tale om, at fritterne fra Lidl ikke kun var skyld i danske familiers overvægt, men også en brand på 1. sal i Istedgade.

Min celle er tom på nær den malplacerede seng op mod vinduet, et lille skrivebord, hvorpå tidligere indsatte har skrevet deres afskedshilsner, skrevet med så dårlig håndskrift, at man knap kan læse det. Rummet er ikke mere end 5 kvadratmeter, men der er alt, hvad jeg har brug for. For nu har jeg fået mig en grime med et bid, der kan nive mig i kæben, når jeg går den forkerte vej og korte fastspændte stramme tøjler, der danner mine retningslinjer.

Jeg kan ikke lide hunde, og jeg hader lugten af våd pels. Nu har jeg fået mig en hårdnakket ejer med et kradsbørstig halsbånd, der kan hive mig i halsen, når jeg går for langt og en sart behåret hale, der kan blive trådt på, så jeg kan lære af mine fejl.

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Pral af din by: Ryslinge skaber klimatilpasninger til fremtiden

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Henrik reddede lukningstruet forening og blev valgt som ny formand: - Jeg kendte ikke et øje i foreningen

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Indstillet til årets underviser: Benny trækker på sin erfaring fra den virkelige verden

Midtfyns Posten

Professor taler om land og by før og nu

Midtfyns Posten

Nye ansigter i betstyrelsen: Midtfyns Festivalen forstærkes med tre folk fra Ringe

Midtfyns Posten

Ugens film i Ringe Bio: Gucci-glamour og Venuseffekt

Midtfyns Posten

Foredrag med Esther Rützou aflyst

Midtfyns Posten

En kulturrejse langs den jyske vestkyst på Ferritslev Friskole

Midtfyns Posten

Newyorker-kunst i Galleri Korinth

Midtfyns Posten

Bevæg dig og kom i godt humør - Eurytmi på Ringe Station

Midtfyns Posten

Tingagers Venner må aflyse generalforsamling

Midtfyns Posten

Hør om ungelivets skyggesider: Alle har ret til præstationsfrie rum - især unge

Midtfyns Posten

En eftermiddag med fortælling og billeder fra Rusland

Midtfyns Posten

Jutlandia Saxofonkvartet i Ringe Kirke

Midtfyns Posten

Stor dagligvarebutik på vej: Men de tætteste naboer er bekymrede

Midtfyns Posten

Tro, håb og kærlighed i sklerosens tegn

Midtfyns Posten

Generalforsamling hos Humlehavens Venner

Midtfyns Posten

Slukøret restauratør forlænger lukning efter pressemøde: - Vi får endnu større underskud ved at åbne

Midtfyns Posten

Før og nu: Mejeriet blev til andelsboliger

Midtfyns Posten

Klumme om hverdagslykke, gåture og vinterbadning: Sundhed på flere planer

Midtfyns Posten

Vild rejse fra skurvogn til imperium: Dyrenes Verden åbner ny stor butik i Ringe

Midtfyns Posten

Pral af din by: Kommunens måske mest engagerede borgere

Midtfyns Posten

Kunderne finder vej til den fysiske butik via nettet: Webshoppen er Pernilles bedste udstillingsvindue

Annonce