Annonce
Midtfyns Posten

Klumme: Ekspropriation

Søren Clemmensen, kommunalbestyrelsesmedlem, Ringe. Arkivfoto

Redaktøren har spurgt, om jeg som politiker har haft oplevelser, der er værd at skrive om, og så adlyder jeg naturligvis.

I 1986 var jeg netop valgt ind i Ringe Byråd for første gang, og jeg havde fået sæde i Planlægningsudvalget som næstformand. Niels Ross Sørensen var formand. Niels og jeg havde aftalt et møde med landmanden Skjerning, som ejede en del jord, hvor der nu er industriområde, og på kommunens vegne skulle vi købe noget af den jord. Vi sad hos Skjerning og drøftede prisen, og ikke uventet ønskede Skjerning lidt mere, end vi var villige til at betale. I al venskabelighed enedes vi om at igangsætte en ekspropriationssag, så en taksationskommission kunne fastsætte prisen.

Det endte med en pris, som lå nogenlunde midt imellem kommunens forslag og Skjernings ønske. Begge parter var tilfredse, og kommunen kunne overtage jorden.

Annonce

Ret kort tid efter skulle Lactosan udvide fabrikken, hvor jeg var adm. direktør. Vi ejede allerede det areal, som skulle bebygges, men desværre ville vi komme til at overskride bebyggelsesprocenten, så inden byggeriet kunne sættes i gang, måtte vi erhverve noget mere jord. Det areal, som lå i forlængelse af vores område, ejedes af Lammehave, hvis ejer netop var afgået ved døden, og det var således arvingerne vi skulle handle med. Der var tale om både hel- og halvsøskende, så det blev måske en svær opgave.

Tilfældigvis fik jeg at vide, at en af arvingerne var ejendomsmægler på Sjælland, så ham kontaktede jeg og fortalte naturligvis, hvad kommunen havde betalt for jord i området, og at prisen var fastsat ved ekspropriation. Jeg tilbød samme pris med et mindre tillæg, fordi sagen hastede. Ejendomsmægleren lovede at tage sagen op med familien og vende tilbage.

Ganske få dage efter fik jeg på fabrikken besøg af en hr. Panduro, der var en af arvingerne. Han spurgte næsten med det samme, hvor meget jeg har betalt ejendomsmægleren for at gå videre med den foreslåede pris. Da jeg ikke beskæftiger mig med penge under bordet eller andre usmageligheder, bad jeg ham forlade mit kontor.


Han foreslog en helt uhørt høj pris og understregede, at Lactosan tabte penge for hver dag, byggeriet blev forsinket. Den slags afpresning bryder jeg mig ikke om

Søren Clemmensen


Få dage senere fik jeg igen besøg. Denne gang af advokat Niels Oluf Kyed, som fortalte, at han repræsenterede arvingerne. Han foreslog en helt uhørt høj pris og understregede, at Lactosan tabte penge for hver dag, byggeriet blev forsinket. Den slags afpresning bryder jeg mig ikke om.

Derfor gik jeg til borgmester Erik Hansen, som jeg fortalte om sagen og spurgte, om han kunne forestille sig, at kommunen købte jorden ved ekspropriation, og at Lactosan efterfølgende købte jorden af kommunen, som blev holdt skadeløs, også for eventuelt medgåede omkostninger. Dette tilbud ville jeg gerne give skriftligt.

For at spare værdifuld tid foreslog jeg, at kommunen kunne give dispensation på bebyggelsesprocenten, så byggeriet kunne gå i gang straks. Borgmesteren, den hæderkronede landmand fra Heden, tænkte sig om et kort øjeblik, og svarede så, at det var han helt med på, og at han ikke behøvede noget skriftligt. En aftale er en aftale. Og sådan blev det.

Lactosan fik bygget, og jorden blev overtaget til en pris, der var lavere end den pris, Skjerning havde fået, og meget lavere end den pris, jeg havde tilbudt arvingerne. Markedet var nemlig faldet i mellemtiden. Arvingerne tabte stort og skulle tilmed betale for advokatassistance. De ville have vundet ved at opføre sig fornuftigt.

Det lyder lidt som en Morten Korch historie, men det er den skinbarlige sandhed.

Om klummen

77-årige Søren Clemmensen er kommunalbestyrelsesmedlem for Det Konservative Folkeparti i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Søren Clemmensen er uddannet civiløkonom i 1970 og har været administrerende direktør for Lactosan A/S fra 1979-2004. Han er nu pensionist.

Han har været gift med Ulla siden 1965 og har to børn og to børnebørn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Marked ved Egeskov Mølle

Annonce