TOFTLUND: Godt to uger efter at det liberale erhverv fik grønt lys fra regeringen til atter at slå dørene op til butikkerne, er det en storsmilende indehaver af Butik Amalie i Toftlund, der tager imod i butikken.
- Det er bare så dejligt at være tilbage igen. Jeg har holdt den kørende med at sælge varer på Facebook og Instagram, men det er jo ikke det samme, som at stå her og se og snakke med kunden, siger Tina Kristensen, der til sommer har haft butikken i 19 år.
Dørsalget har ikke været den eneste alternative løsning hun måtte ty til, for at overleve krisen. Allerede efter første nedlukning stoppede hun med at have faste ansatte.
- Det fortsætter jeg med foreløbig. Det gør det alt andet lige lidt nemmere, når man kun er sig selv at bekymre sig om, siger Tina Kristensen, der midt i glæden har lidt bøvl med en ærgerlig misforståelse.
- Nogle kunder tror desværre, at jeg har lukket her under centrets ombygning, fordi butikken er lidt gemt bag store maskiner og en masse sand. Men jeg er her og har åbent, og det fortsætter jeg med i det halve år, som det nok fortsat tager at blive helt færdigt med centret, fastslår hun.
Nogle kunder tror desværre, at jeg har lukket her under centrets ombygning, fordi mine vinduer er tildækkede. Men det har jeg ikke, og det kommer jeg heller ikke til i det halve år, som det nok tager at blive helt færdigt med centret.
At butikken nærmest har bugnet med nye forårsvarer fra dag ét i genåbningen, har været en satsning fra hendes side.
- Jeg tog chancen og bestilte rigeligt hjem med varer. Jeg fik jo solgt en hel del vintervarer under nedlukningen, så det gjorde det lidt nemmere for mig at tage beslutningen.
Toftlund-butikkerne havde inden genåbningen lavet en kampagne, der opfordrede kunderne til at bytte eventuelle julegaver til andre varer eller vælge gavekort, frem for at bytte til kontanter. Også det er foregået gnidningsløst.
- Jeg kender kunderne og dem de køber til så godt, at jeg ved, hvad de går efter. Så vi har aldrig haft det store bytteræs her efter jul, slutter hun.