Annonce
Ugeavisen Tønder

Læsehesten: Bøger med masser af natur

Biblioteket bugner med gode bøger om naturen. Privatfoto
Denne ugens anbefaling fra Tønder Bibliotekerne peger mod de mange naturbøger, man kan fordybe sig i.
Annonce

Jeg vil gerne anbefale nogle af de mange spændende bøger om menneskets forhold til naturen, formidlet enten som erindringer eller forskning. Sidste efterår udkom ”Åleevangeliet” af Patrik Svensson. Bogen fik megen omtale/flotte anmeldelser, og den er bestemt også velskrevet og underholdende – selvom jeg aldrig har fisket ål sammen med min far. Bogen er en blanding af viden og forskningsresultatet om verdens mest gådefulde fisk og en smuk erindringsfortælling om far/søn-forhold. Man kan sagtens læse bogen med udbytte uden at have en stor forhåndsviden om ål, og man bliver grebet af biologernes iver for at forstå ålens livscyklus i kampen for at redde den fra at uddø.

Annonce

Samme stil

En anden smuk bog i samme stil er Frederik Sjöberg’s ”Fluefælden” fra 2013. Den svenske entomolog (insektforsker) får her en stor del poetisk livsfilosofi blandet med studiet af svirrefluer. På en lille svensk ø studerer og indsamler han fluerne hver sommer, bl.a. ved hjælp af en Malaisefælde, hvis opfinder Rene Malaise’s spændende liv omkring 1920’erne vi også hører en del om. Man kommer til at se naturen mere intens, når man har læst ”Fluefælden”.

Den engelske professor Dave Goulson har skrevet ”Humlen ved det hele – mit eventyrlige liv med bier”, der er en meget underholdende bog om et langt liv med humlebier. Sine første erfaringer gør forfatteren som 7-årig, da han vil hjælpe med at tørre nogle forkomne og våde humlebier ved at lægge bierne på en kogeplade, dække dem med køkkenrulle og skrue op for svag varme. Ventetiden bruger han på at fodre ørkenrotter, og husker først på bierne, da han lugter røgen fra ilden i køkkenrullen, og bierne selvfølgelig var helt færdige. Der lærte han noget om en øvre temperaturgrænse for humlebier, og senere, hvorfor der er så få humlebier i Spanien!

”Gak til myren og bliv vis” – eller snup en ”Tænkepause” og bliv vis på myren. Forskere fra Aarhus Universitet formidler viden til hverdagen i serien ”Tænkepauser”, der er små bøger på ca. 50 sider om et konkret emne. Hans Joachim Offenberg leverer her en underholdende fremstilling af myrernes liv og levned. Forfatteren beskriver myrernes komplekse samfundsopbygning og sociale liv ved at sammenligne med mennesket, og han konkluderer at ” - begynder vi at forstå myrernes biologi bedre, kan vi mere end bare inspireres: Vi kan udnytte deres store potentiale.”

I ”Kunsten at fange muldvarpe og finde sig selv i naturen” beskriver den walisiske forfatter Marc Hamer et langt levet liv som havemand og muldvarpefænger. Da forfatteren er 16 år dør hans mor, og faderen fortæller han, at han var ”unødvendig for familiens tarv” og hellere måtte flytte hjemmefra. Det blev starten på 1½ år, hvor han levede som hjemløs i naturen, hvorefter han kom ind i samfundet igen via sin mormor. Jobbet som muldvarpefænger var en mulighed for at tjene penge om vinteren og komme ud i naturen, hvor han travede langs levende hegn og stengærde med sine fælder i mere end 40 år. En dejlig bog om at leve i pagt med naturen og sig selv.

Drømmen om at flytte på landet og få et bedre liv bliver realiseret for den svenske forfatter Axel Linden, der med sin familie flytter til et mindre, kollektivt landbrug. Som akademiker ved han intet om dyrehold, men gårdens får bliver hans ansvar, som beskrives i ”Fåredagbogen”. I en enkelt, letlæst dagbogsform følger vi årets gang med fremstilling af holdbare hegn, fodring, de små lam, hvor svært det er at klippe et får pænt og frem til slagtning. De mange små beskrivelser af dagligdagen bliver krydret med forfatterens filosofiske overvejelser.

God læselyst og husk derefter at gå ud og se og opleve naturen med friske øjne og sanser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce