Annonce
Tørring Folkeblad

Drømte om en webbutik - nu har Diana forelsket sig i Bitte Sko

Bitte Skos butikslokale på Bredgade i Tørring har fået en større overhaling, siden 49-årige Diana Hansen overtog forretningen i slutningen af oktober måned. Selvom de første nye sko er kommet hjem, er der endnu ikke sat en dato for genåbningen af butikken. Foto: Michael Svenningsen
Diana Hansen fra Jerlev er den nye ejer af Bitte Sko i Tørring. Selvom åbningsdatoen endnu ikke er klar, ligger det fast, at forretningen fremover kommer til at hedde Bitte - Sko med Mere.
Annonce

Tørring: Gulv og loft er nye, døre er blændet af, vægge er flyttet, og de første hylder er hængt op.

Der er sket temmelig meget, siden skoforretningen Bitte Sko i Tørring for et par måneder siden fik nye ejere. Bag forandringerne står 49-årige Diana Hansen fra Jerlev syd for Vejle. Hun er sammen med sin mand Dan Hansen den nye ejer af både bygning og butik og håber snart at kunne offentliggøre en åbningsdato.

- Men vi ved ikke, hvor lang tid det tager at lave de sidste ombygninger, få varer hjem og så videre, så vi sætter først en dato, når vi ved, at vi er klar, lyder det fra Diana Hansen, mens hun viser rundt i sin nye butik.

Her er der blandt andet ved at blive gjort klar til en outlet-forretning bagerst i butikken, et pakkeområde til webshoppen og nye kontor og lagerfaciliteter.

Bitte Sko

Lasse Nørremark, 74 år og fhv. indehaver af Bitte Sko, har siden 1978 solgt sko i Tørring.

Forretningen er opkaldt efter hans hustru Birthe Klink Nørremark og er specialiseret i sundt fodtøj.

I juli måned 2019 kom forretningen under rekonstruktion (betalingstandsning) og i slutningen af august måned blev der indledt et to måneder langt ophørsudsalg.

I følge Lasse Nørremark skyldes betalingsstandsningen et faldende netsalg og et for stort varelager.

Diana Hansen overtog forretningen i slutningen af oktober.

Annonce

Imponeret af Tørring

Diana Hansen har de seneste år arbejdet med salg på internettet for en anden virksomhed, og det var drømmen om at have sin egen webshop, der fik hende til at tage kontakt til Bitte Sko, da den - inklusiv webshop - i sommer blev sat til salg på grund af betalingsstandsning.

- I første omgang var det faktisk kun webshoppen, jeg var interesseret i, men jo mere jeg kom herud, jo mere tændt blev jeg på også at videreføre den fysiske butik. Jeg er blevet meget overasket over, hvor stor en by Tørring er, hvor mange butikker, der er herude. Det virker som ting kan lade sig gøre her, og det vil jeg gerne være en del af, fortæller Diana Hansen.

Planen er blandt andet at videreføre det tidligere Bitte Skos ekspertise og succes med at sælge specialsko. Derfor er Diana Hansen også glad for, at de to tidligere medarbejdere i Bitte Sko, Sermina Jupa og Karina Dahl Jørgensen, begge har søgt om at få arbejde i den nye butik.

- Jeg elsker sko, så det er nærmest ligesom et eventyr at få mulighed for at have sin egen skobutik. Men jeg har ingen erfaring med specialsko eller at drive en skoforretning, så derfor betyder det meget, at Sermina og Karina har lyst til at arbejde hos os. Vi tror på, at det er lige så vigtigt at vide, hvad man ikke ved noget om, som at have en masse erfaring og viden, lyder det fra Diana Hansen.

Annonce

Samme navn - næsten

Hun har valgt at bibeholde navnet Bitte Sko - dog med det twist at navnet fremover bliver "Bitte - Sko med mere". På den måde bliver der også mulighed for at putte andre varer i butikken end kun sko.

- Hvad det lige skal være for nogle varer, ved vi ikke endnu, så planen er i første omgang at åbne som ren skobutik, og så må vi se, hvad der sker. Udover specialskoene vil vi selvfølgelig også have modesko. Der er 400 elever på gymnasiet. Dem er vi også nødt til at have noget til, lyder det fra Diana Hansen, der som mor til fem børn i alderen 14 til 23 år har et vist kendskab til, hvad netop den aldersgruppe interesserer sig for.

Diana Hansen har besøgt de øvrige butikker i Tørring og er imponeret over den høje standard i byen både i forhold til butiksindretning, udvalg og service. Hun håber at kunne leve op til standarden, når hun i løbet af 2020 genåbner Bitte Sko. Foto: Michael Svenningsen
Diana Hansen, Jerlev er den nye ejer af Bitte Sko. Foto: Michael Svenningsen
Diana Hansen, Jerlev er den nye ejer af Bitte Sko. Foto: Michael Svenningsen
Diana Hansen, Jerlev er den nye ejer af Bitte Sko. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Politirapporten uge 48

Tørring Folkeblad

Tørring-butikker øger åbningstiden: Blomsterhandel bliver døgnåben og sportsbutik tilbyder morgen- og aftenshopping

Annonce