Annonce
Tørring Folkeblad

Fra Velo Solex-knallert til dragstere med 10.000 HK

Sådan ser det ud når Stig Neergaard fyrer op for de 10.000 HK i sin dragster i forbindelse med konkurrencer og opvisninger. Dette foto er taget i 2017 på den tyske Formel 1-bane Hockenheim. Foto: Stig Neergaard Racing
58-årige Stig Neergaard fra Tørring tilhører den europæiske elite indenfor dragsterracing, hvor de otte meter lange fartmonstre når op på tophastigheder på lidt over 500 km/t. Det hele startede dog mere beskedent i fødebyen i Skanderborg i starten af 1970’erne, da hans første motoriserede køretøj var en knallert af mærket Velo Solex.
Annonce

Tørring: Når man bliver kåret som Årets Motorsportsprofil i Danmark foran navne som Nicki Pedersen og Kevin Magnussen, så kan man et og andet, når det handler om motorer og fart. Det skete for Stig Neergaard fra Tørring i 2017. Prisen fik han i kølvandet på, at han var blevet samlet nummer to i FIA’s (det internationale motorsportsforbund - red.) europæiske Top Fuel Dragracing-serie i 2016.

Det absolut højeste europæiske niveau for dragster-kørere. Han var desuden den første europæer, der brød den magiske fire sekunders grænse. De toptunede dragster-racere skal tilbagelægge en strækning på 301 meter (1000 fod) så hurtigt som muligt, og i 2013 lykkedes det Stig at gøre det på blot 3,95 sekunder. En tid han siden har forbedret til 3,90 sekunder. Det betyder, at dragsteren når op over 500 km/t, idet den passerer målstregen.

- Det er blevet til mange pokaler og priser gennem årene, men den jeg er mest glad for, er nok den bronzestatuette, jeg fik for at blive kåret til Årets Motorsportsprofil i 2017 foran nogle ret så prominente motorsportsnavne, siger Stig Neergaard, der har deltaget i FIA’s EM-serie uafbrudt siden 1995.

Det vil sige indtil i år, hvor serien er blevet lagt fuldstændig ned på grund af den omsiggribende coronavirus. Serien består af en række løb i fem forskellige europæiske lande, men altså næppe i år. Stig Neergaard og hans team satser dog på at gøre comeback til næste år, hvor han endnu engang går efter den øverste podieplads. Noget han har været meget tæt på flere gange.

Stig Neergaard Racing

15 dragstere har han indtil videre været den stolte ejer af. Han bygger selv de fleste af dem fra bunden af.

Når han har kørt i en dragster i en et til tre år, så sælger han den videre, hvorefter han straks går i gang med at bygge en ny, hvilket tager et par tusinde arbejdstimer.

Stig Neergaard er oprindeligt uddannet landbrugsmaskinmekaniker hos A. Blom i Skanderborg.

Han ejer og driver desuden firmaet Tribune-udlejning.dk. Her udlejer han tribuner, som han selv har bygget, til diverse publikums-events.

Annonce

Har også kørt løb i USA

I USA er konkurrencen endnu mere skarp end i EM-serien, og alligevel har Stig og hans team trodset både de økonomiske og sportslige tyngdelove ved at krydse Atlanten flere gange med både crew, dragstere og udstyr. Her er det lykkedes for teamet at opnå flotte placeringer foran en lang række amerikanske teams med budgetter, der er mange gange større. Teamet har også kørt løb i Sydafrika.

Men det hele startede i begyndelsen af 1970’erne med knallerter i fødebyen Skanderborg.

- Jeg var kun 10 år, da jeg fik min første knallert - en Velo Solex. Jeg kunne selvfølgelig ikke vente på, at jeg blev gammel nok til at køre på knallert. Siden fulgte en tre-gearet Puch, indtil jeg som 13-årig købte Skanderborgs hurtigste knallert - en Kreidler - for mine konfirmationspenge. Den kunne rende en 120-130 km/t, og så var jeg for alvor solgt til det der med fart, siger Stig Neergaard, der af samme årsag havde flere intermezzoer med den lokale ordensmagt, selv om han gjorde sig store anstrengelser for at undgå det.

Da han blev 17, købte han sin første motorcykel, og så kom der endnu mere fart på.

- Det der med at køre under 200 km/t, det skete ikke så tit. På et tidspunkt mistede jeg da også mit kørekort. Det var faktisk årsagen til, at min bedre halvdel, Gitte, fik taget kørekort, for jeg skulle jo have en, der kunne køre mig rundt i frakendelsesperioden, siger den fartglade jyde.

Annonce

Trækker syv G

De unge år blev også brugt på at bygge gokarts, rode med motorcykler og bygge gamle skrotbiler om, så de kunne bruges til ræs. Det stoppede i 1986, da han solgte sin motorcykel og i stedet købte en tunet Corvette-gadebil, som han efterfølgende brugte til at køre organiseret ræs i på blandt andet flyvepladsen ved Thisted. Allerede året efter købte han sin første dragster, og så var hans skæbne som motorsportsudøver beseglet.

- Hvis man godt kan lide fart, og det kan jeg tilfældigvis, så bliver det ikke vildere end det her. Sådan en dragster-tur trækker rask væk syv G. En Formel-bil trækker kun en to-tre G, mens en F16-jager trækker en fire-fem G. Hvis man skal sammenligne det med noget, er det den G-påvirkning som astronauter udsættes for, idet deres raket letter fra jorden, siger Stig Neergaard.

Det siger sig selv, at det ikke er en helt ufarlig ting at bevæge sig med op mod 500 km/t i en dragster, og der sker da også dødsfald i sporten. Ifølge Stig Neergaard bliver der sendt en dragster-kører op til Sankt Peters perleport cirka hvert femte år.

- Jeg har da også selv prøvet at køre galt et par gange, men er sluppet med en brækket finger. Når man ruller rundt med 500 km/t, er det ligesom at sidde i en centrifuge, hvor man ikke kan gøre andet end at vente på, at bilen stopper med at bevæge sig. Og det skal helst ske, uden at den møder forhindringer på sin vej, for det er her, du kan få de alvorlige, livstruende skader. Hjernen kan simpelthen blive trykket sammen, ligesom de indre organer også kan tage skade ved et pludseligt crash-stop, siger Stig Neergaard.

Hans søn Kenni, som også er en del af teamet bag Stig Neergaard Racing, kørte i øvrigt galt i teamets 70’er retro-dragster ved Mosten Race Day på Djursland sidste år, og det udløste faktisk en hjerneblødning, som kostede et halvt års sygemelding. Han er dog fit for fight igen.

Benzin i blodet

Under overskriften "Benzin i blodet" vil man her i avisen fra tid til anden støde på artikler, der handler om borgere fra Hedensted Kommune, der har benzin i blodet. Altså lokale borgere, der på forskellig vis er bidt af motorsport eller lignende motoriserede aktiviteter - hvad enten det er på to eller fire hjul.

Tips om lokale borgere, der kunne passe ind i denne artikelserie, modtages meget gerne på enten hendo@jfmedier.dk eller tlf. 72 11 42 66.

Annonce

Tre dragster-racere

Stig Neergaard Racing holder til i et nedlagt landbrug med tilhørende maskinhal og værksteder på Viborg Hovedvej cirka fire km fra Tørring. Her har han boet i 28 år efterhånden, og det er også herfra, at han driver sit firma Tribune-udlejning.dk.

Det er også her man blandt andet finder teamets tre dragster-racere foruden den lastvognshænger, som teamet bruger, når de skal ud til løb. Her er der både værksted og reservedelslager, og det er også her teamet sover i en dertil indrettet køjeafdeling i forbindelse med løbsdagene. Forplejningen er noget Stigs kone Gitte Neergaard står for.

58-årige Stig Neergaard fra Tørring er blandt de absolut bedste dragster-kørere i Europa. Foto: Søren E. Alwan
Annonce

Mosten er en mulighed

Men om teamet overhovedet kommer ud og køre i år er jo lidt usikkert. Mosten Race Day på Djursland i starten af september kunne være en mulighed.

- Hvis de gennemfører, så deltager vi helt sikkert, men kun som opvisning. Der er faktisk ikke nogen steder i Danmark, hvor man kan køre dragster-race længere. Tidligere var der Flyvestation Vandel, men det fik naboklager sat en stopper for, siger Danmarks eneste tilbageværende dragracing-kører på højt niveau.

Her ses Stig Neergaard sammen med sin bedre halvdel Gitte, der står for forplejningen når teamet bag Stig Neergaard Racing er ude til løb og events. Foto: Søren E. Alwan
Stig Neergaard har prøvet at forulykke i en dragster, mens den kørte 500 km i timen. Det minder meget om at sidde i en centrifuge. Foto: Søren E. Alwan
Teamet laver selv stort set alle reservedele selv til de tre dragstere, man råder over. Her er det plejlestænger og stempler. Foto: Søren E. Alwan
Et højteknologisk maskinværksted hos Stig Neergaard er med til at holde teamets udgifter nede, fordi man selv kan lave stort set alle reservedele til bilerne. Her er det plejlstænger og stempler. Foto: Søren E. Alwan
Sådan ser et topstykke til en dragster ud, og med 40 på lager løber Stig Neergaard Racing ikke tør for topstykker sådan lige med det samme. Foto: Søren E. Alwan
Stig Neergaards dragstere burde egentlig være samlede og klar til løb, men coronakrisen har indtil videre ført til aflysning af alle de løb og events, som teamet normalt plejer at deltage i. Foto: Søren E. Alwan
Der er masser af pokaler og priser i Stig Neergards værksted. Den han er mest glad for er prisen for Årets Motorsportsprofil 2017. Foto: Søren E. Alwan
Besøg hos Stig Neergaard i Tørring, der kører dragster-racing. Det sker i forbindelse med artikelserien "Benzin i blodet". Foto: Søren E. Alwan
Besøg hos Stig Neergaard i Tørring, der kører dragster-racing. Det sker i forbindelse med artikelserien "Benzin i blodet". Foto: Søren E. Alwan
Besøg hos Stig Neergaard i Tørring, der kører dragster-racing. Det sker i forbindelse med artikelserien "Benzin i blodet". Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Ugens politirapport uge 26

Annonce