Annonce
Tørring Folkeblad

Kajakuge med en lille omvej og varmt vejr

Søren Walter fra Tørring sejler Danmark rundt i havkajak. I uge 26 kom han ud på en lille omvej på grund af en skydeøvelse og måtte sejle efter denne bøje. Privatfoto: Søren Walter
Søren Walter er kommet godt videre på sin kajaktur Danmark rundt. Ugen bød på meget varmt vejr, men også et lille weekendophold.
Annonce

Tørring: - Det har været skønt vejr, men også ret varmt, fortæller Søren Walter over telefonen fra et sted mellem Vedbæk og Skodsborg nord for København.

Tørring-borgeren er i disse uger for anden gang på vej Danmark rundt i havkajak. Da Folkebladet sidst talte med ham, var han syd for Frederikshavn, og turen fortsatte planmæssigt til Djursland. Derfra gik turen til den lille ø Hjelm sydøst for Ebeltoft.

Annonce

Lille omvej

- Planen var at sejle videre til Sjællands Odde, men på grund af en skydeøvelse i området, måtte jeg vente med at sejle fra Hjelm til kl. 12.30 den dag, fortæller Søren Walter.

Han sejlede efter et rev med en fyrbøje lige uden for skydeområdet og kunne derfra sejle videre, da øvelse var overstået.

- Det gav en lille omvej på måske 500 meter, så det betød ikke så meget. Men da jeg skulle sejle videre, var kysten fuld af store sten, så jeg kom ikke i land før ved tre-firetiden om morgenen ved Rørvig, forklarer Søren Walter, der dog nød den storslåede natur.

Annonce

Varmt vejr

Derfra gik turen videre til Hundested og Helsingør, hvor fredag og lørdag var hviledage sammen med Søren Walters kæreste, inden turen nu planmæssigt går videre ned forbi København til Falster.


Det går super godt.

Søren Walter


Turen langs Nordsjællands kyst var meget flot. Privatfoto: Søren Walter

Ugen har budt på høje temperaturer, der både er en ulempe og en fordel.

- Man kan godt blive stegt, når det er så varmt, og man ligger ude på vandet. Jeg har da også fået en fin kulør i ansigt, fortæller Søren Walter.

Han sørger for rigeligt vand, solcreme med faktor 50 og for at dække så meget af sin krop og sit hoved som muligt.

- Til gengæld betyder det varme vejr meget lidt vind, og det ser ud til at fortsætte, selvom vejret nu er blevet køligere, fortæller Søren Walter, der især glæder sig til at opleve Stevns Klint.

Sørens kajaktur

59-årige Søren Walter fra Tørring er efter 33 års ansættelse i Billund Lufthavn blevet afskediget som konsekvens af coronakrisen.

Afskedigelsen har givet Søren Walter mulighed for at udleve sin drøm om en sommertur Danmark rundt i kajak.

Turen er ca. 1300 kilometer lang og går langs vestkysten fra Skagen til Djursland og herfra til Sjællands Odde, øst om Sjælland, neden om Møn, Lolland og Falster via Langeland og Ærø og Als til Kollund i bunden af Flensborg Fjord.

Kajakken vejer 28 kg, bagagen ved afgang vejede 44 kg, mens Søren Walters kampvægt var 95 kg. Alt i alt ca. 167 kg, der med ren muskelkraft skal "slæbes" rundt om landet.

Søren Walter regner med turen vil tage en måned til halvanden at ro. Tørring Folkeblad vil undervejs hver uge gøre status på turen.

Det er også muligt at følge Søren Walters færd på facebooksiden Søren Walter Danmark rundt i havkajak 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce