Annonce
Tørring Folkeblad

Supersæson for campingplads: Fordoblede antallet af overnattende gæster i 2020

Tørring Camping kan se tilbage på en super sæson på trods af, at det startede ud med både oversvømmelse, vejarbejde og corona. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Mens antallet af overnattende gæster på landets campingpladser gennemsnitligt er faldet med omkring 2,5 procent, har Tørring Camping formået at gå den stik modsatte vej med en stigning på 104 pct.
Annonce

Tørring: Det er svært at få armene ned for Betina Nygaard Johansen fra Tørring Camping, og skulle armene falde mod jorden, er det kun fordi de er godt og grundigt trætte efter en sæson, hvor der i den grad er løbet stærkt.

Antallet af overnattende gæster på den lille lokale campingplads er nemlig mere end fordoblet i forhold til sidste sæson.

Hvor Tørring Camping i 2019 havde 2749 overnattende gæster blev resultatet i 2020 5628 gæster.

Det glæder selvsagt den lokale campingmutter, der ellers fik en temmelig dårlig begyndelse på sæsonen, hvor først hele pladsen stod under vand, og coronaen sidenhen gjorde sit indtog.

- Taget i betragtning af, at vi praktisk talt havde lukket ned indtil bededagsferien, så er det faktisk lidt utroligt, hvad vi har nået. Men vi har også løbet stærkt, lyder det med et smil fra Betina Nygaard Johansen.

Hun har flere forklaringer på den store fremgang. Deriblandt, at det kun er den anden reelle sæson på pladsen.

- Det tager tid at få folk gjort opmærksomme på, at vi er her, men det er min fornemmelse, at budskabet er ved at komme ud, og vi har flere og flere gengangere. Vi har haft flere gæster, der har været her tre-fire gange i løbet af sæsonen, fortæller Betina Nygaard Johansen, der også har haft fastliggere hele sæsonen.

Annonce

Populær outdoor

På landsplan er antallet af overnattende gæster på campingpladserne faldet med 2,6 pct. viser tal fra VisitDenmark. Men tallene gemmer på store forskelle mellem campingpladserne, da antallet af campister fra Danmark samtidig er steget med knap 10 pct.

- Nogle har haft den bedste sæson nogensinde, og andre har haft det stik modsatte. Pladserne tæt på eller i de store byer har været udfordrede og pladser, der normalt har haft mange udenlandske gæster, har også haft det svært, fortæller Maria Nielsen fra DK-camp, der organiserer 220 campingpladser i Danmark.

Tørring Camping

Tørring Camping er ejet af Hedensted Kommune. Fra 2010 til 2018 blev pladsen drevet af frivillige i Gudenåcenterets Støtteforening. Her var ca. 1000 årlige overnatninger på pladsen, der dengang var kategoriseret som teltplads.

1. maj 2018 overtog Betina Nygaard Johansen ansvaret for pladsen, der i dag formelt er drevet af foreningen Tørring Camping. Hedensted Kommune investerede samme år 1, 2 mio. kroner i at bygge ny receptionsbygning m.m.

Overnattende gæster

  • 2018: 1200
  • 2019: 2749
  • 2020: 5628

Hun mener, at succesen i Tørring blandt andet kan tilskrives den store udvikling af pladsen med nye bygninger, arrangementer, café mm., men også at pladsen med sin placering op af Gudenåen ligger godt i forhold til outdoor-turisme, der generelt er i stor fremgang.

Annonce

Nye tiltag

Betina Nygaard Johansen har da også godt kunne mærke, at der har været total udsolgt af sejltilladelser på Gudenåen.

- Vi har haft en god kanosæson, men det er ikke der, vi har de største indtægter. Kanosejlerne udgør kun omkring 10 pct. af vores overnatninger, konstaterer Betina Nygaard Johansen.

Hun er allerede i fuld gang med at planlægge næste sæson, hvor målet er at nå op på 6900 overnattende gæster, og dermed have pladsen fyldt helt op hele sæsonen.

Det skal tre nye hytter, et eksta glamping-telt, en legeplads og et regnvejrsbed, der forhåbentlig vil hjælpe med at holde jorden mere tør alt sammen hjælpe på. Samtidig vil Betina Nygård Johansen i højere grad samarbejde med aktivferie.dk om at udbyde cykel- og vandreferier.

- Jeg tror ikke på, at coronaen er væk til næste sæson, så vi er nødt til at tilpasse os det, og der tror jeg, pakker med cykel- og vandreferier vil være godt at have, lyder det fra Betina Nygaard Johansen, der i øvrigt allerede har fået de 15 første reserveringer til åbningsweekenden 26.-28. marts 2021.


Det tager tid at få folk gjort opmærksomme på, at vi er her, men det er min fornemmelse at budskabet er ved at komme ud.

Betina Nygaard Johansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tørring Folkeblad

Springvandet slukkes

Tørring Folkeblad

Adventsmøde i Hammer

Tørring Folkeblad

Ugens Politirapport uge 46

Annonce