Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Jeg savnede lige en speciel ting fra skoletiden

Annonce

Børkop: Kan I huske, da I gik i skole? Selvfølgelig kan I det. Skolen fylder så meget i ens hukommelse.

Jeg husker selv nogle mærkelige detaljer, som de grå plastikkroge til jakkerne, som var ude på gangen. Og som aldrig blev brugt.

Og jeg husker de hårde træstole, der var så elendige at sidde på, men gode at vippe på, at jeg ikke kunne lade være at vippe. Og at min klasselærer fik nok, så han kastede en våd tavleklud efter mig.

Jeg husker også pigerne. Randi med det ravnesorte hår. Eller den anden Randi, der lignede sin tvillingesøster Heidi på en prik. Jeg forelskede mig i dem alle, dog, smart nok, ikke samtidig.

Jeg husker også de kladdehæfter alt blev skrevet i, før man renskrev det i hånden. Og da min skrift var forfærdelig, trak det, uanset hvad, bare altid ned i helhedsindtrykket. Kragetæer er jo nu engang bar kragetæer.

I den forgangene uge besøgte jeg hele fire skoler i området. Jeg var både forbi Smidstrup-Skærup, Gårslev, Fælleshåb og Englyst, og det slog mig alle steder, at det bare ikke længere er det samme, som da jeg gik i skole. På godt og ondt.

Lokalerne er blevet bedre, og undervisningen er mere fri, og man laver flere ting i grupper. Røven skal ikke klistres til de hårde træsæder. Tavlen er stadig vigtig, men slet ikke det eneste, der nu til dags bruges til undervisning. Renskrivning findes vist slet ikke mere.

Og heldigvis for det hele. Men det har en pris. Støjen er anderledes. Lærerne har sikkert vænnet sig til det, men for os, der kommer udefra, er det underligt, at eleverne bare fiser omkring på kryds og tværs, og det er ikke alle elever, der har lært den simple lille finte: hold nu bare lidt kæft en gang imellem. Du bliver ikke mere hørt at råbe højest.

Nå, jeg er også blevet en halvgammel mand, og jeg skal ikke kloge mig på skolegang. Men jeg vil sige, at minus støjen, så nyder jeg at besøge skolerne. De er så levende, så fulde af liv.

Men jeg savner ikke selv folkeskolen, for nok var det en fed tid, men også en hård tid, hvor man både skulle lære det faglige og om den mærkelige ting kaldet livet. Det lykkedes vist ikke helt noget af det, men så bliver man heldigvis ældre, og tingene former sig alligevel. Og jo, en ting savner jeg nu her, hvor jeg sidder og mindes.

At vippe på stolen. Det kan man ikke på min blå kontorstol med hjul. Hmmm.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce