Annonce
Trekantens Folkeblad

I Flindts Fodspor: Lyden af sne

Illustration: Julius
Annonce

Børkop: Når jeg sidder på mit kontor, kan jeg kigge ud over et industrikvarter. Det er, for at sige det kort, ikke den mest sexede udsigt.

Så gør det jo det heller ikke bedre, at man så kigger ud på et gråt vejr. Det er ligesom om, at tonen grå hører december til nu til dags.

Alting var bedre i gamle dage. Sådan siger man jo ofte, men lige her synes jeg nu at kunne mindes, at det var det.

Jeg husker, når jeg dengang i 1970'erne kunne ligge i min seng på det mellemste værelse i lejligheden i boligkvarteret. Så lå jeg og lyttede.

Jeg lyttede efter om fejemaskinen var igang. Der var tilknyttet en pedel eller tre til de fire store blokke, der udgjorde Skolegade i Vejle, og når det sneede så rykkede de blå mænd ud og fejede sneen væk, så folk kunne kommer afsted i skole og på arbejde.

Så lyden af fejemaskinen var, i december, lig med at det var sne, der blev fejet væk, og hørte jeg den lyd, smeltede mit barnehjerte. Det var som om, livet gik op i en højere enhed. Der var sneboldkampe i sigte.

Det var som om, at sådan skulle det bare være. I ny og næ.

Og det med ny og næ skulle tages meget bogstaveligt. Som jeg blev ældre lærte jeg, at vejret kørte i skift. Hvis der var lunt, gråt og kedeligt, vil det nok være koldt og måske med sne ugen efter. Og så byttede det igen.

Så simpelt var det selvfølgelig ikke, men det var i den retning, og selvom vi sjældent havde hvid jul, var der ret stor chance for, at vi havde en hvid opstart til julen. En bobslæde i julegave gave dengang god mening.

Jeg ved godt, at den der med, at vejret var bedre i gamle dage, er verdens største kliché, men efterhånden står det ret tydeligt hen, at det var det nu, og desværre tyder det på, at du og jeg har vores del af skylden.

Klimaet forandrer sig, og det vil det givet altid gøre, men hvorfor dog hjælpe de forandringer på vej? Det kommer der ikke noget godt ud af.

Men ligesom alle andre, så ved jeg ikke helt, hvad vi skal gøre, for at styre tingene i en bedre retning. Det virker som om, at toget buldrer derudad, og hvem kan lige med en hånd stoppe et godstog med 300 fyldte vogne med kemikalier, plastik og Co2.

Jeg kan ikke, men jeg kan da drømme. Om at høre den lille fejemaskine igen. Vågne om morgenen og lytte til, hov mon ikke det har sneet. At jeg så vil bande, når fortovet skal skrabes ren for sne, er en anden snak. Det er prisen for at blive voksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce