Annonce
Ugeavisen Grindsted

Nej, Troels – solceller er desværre ikke så god en forretning!

Jan Poulsen er ikke enig med Troels Ravn (S) i, at solceller er en god forretning for private. Foto: Martin Ravn
Annonce

Læserbrev: Folketingsmedlem Troels Ravn (S) kommer med svar på mit debatindlæg omhandlende statens regelændringer vedr. solceller.

I Troels’ læserbrev anfører han blandt andet, at der stadig er en økonomisk fordel på ca. kr. 7.000,-. Dette er ikke desværre ikke korrekt. Havde det været såvel, ja, så ville der ikke være tusindvis af utilfredse solcelleejere i det ganske land. Det kan godt tænkes, at Folketinget og regeringen har nogle ”taldrenge”, der har lavet en sådan beregning, og at der rent teoretisk vil være denne fordel. I praksis er det dog andre tal der kommer frem.

I vores konkrete case på Søndervold 256 har vi i 2019 betalt kr. 3.428,43,- for el. Havde vi ikke haft solceller på taget, skulle vi for samme forbrug have betalt kr. 8.444,85,-. Det giver en økonomisk fordel på kr. 5.016,42, hvilket er ca. 30 procent dårligere end det, ”taldrengene” er kommet frem til.

De første år med solceller var heldigvis lidt bedre, men hvis man tager den nuværende årlige besparelse og forholder den til investeringen på kr. 76.000,-, så vil det give en tilbagebetalingstid på 15 år. Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvad et 15 år gammelt solcelleanlæg vil yde. Men med den levetid elektronik har i dag, er jeg ganske overbevist om, at der vil komme udgifter til reparationer og udskiftninger af både solcellepaneler og inverter. Jeg har kendskab til, at flere solcelleejere allerede efter få år har måttet udskifte inverter, hvilket er en udgift på mange tusinde kroner. Så for private er solceller ikke så god en forretning, som vi solcelleejere bliver stillet i udsigt...

I min dagligdag med salg og vurdering af villaer møder jeg mange solcelleejere. Når jeg så i en positiv indgangsvinkel over for boligejerne bemærker, at de har solceller på taget, er det typiske svar, at det er godt nok ikke noget ”at skrive hjem om” - og ”de gav os 20 år”. Tilliden til de folkevalgte kan ligge på et meget lille sted, når det gælder solceller og vedvarende energi. Og det er netop også et af kritikpunkterne i min første klumme. I perioden 2011-2012 tilskyndede de folkevalgte til, at private fik solceller og anden vedvarende energi. Da mange var kommet på ordningen, besluttede et folketingsflertal i 2013 at ændre på afregningen. Det er det, som jeg mener, der er tyveri ved højlys dag!

I skrivende stund har min klumme fra 19. maj i Ugeavisen Grindsted fået mere end 3.200 delinger på Facebook med endnu flere kommentarer hertil. Jeg har kun stødt på en enkelt, der ikke gav mig ret (og det viste sig, at han arbejder hos... ikke overraskende: Energinet, som er det statslige selskab, der styrer energiforsyningen).

Troels: Jeg ville ønske, at du havde ret, når du siger, at solceller for private er en god forretning – men mine og tusindvis af andre solcelleejeres erfaringer viser, at det er det desværre langt fra. Og hvis man får mulighed for at købe andele i de store solcelleparker, der er planlagte rundt om i det ganske land, ja så bliver det uden mig som investor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce