Annonce
Ugeavisen Grindsted

Sundhedsapp er også til borgere med stress, KOL og slanke taljer

Her er et eksempel på, hvordan app'en virker. Her er det nogle mål for kost. Arkivfoto
Endnu har for få borgere fået øjnene op for sundhedsapp'en "Liva". Diætister vil udbrede kendskabet til, at også folk med andre livsstilsudfordringer end overvægt kan henvende sig.

Billund Kommune: "Overvægt" er tit det første, mange tænker, når de hører om et sundhedstilbud, der kan skrue på livsstilen. Det er sikkert noget med at få støtte til at komme væk fra vingummibamserne og sofaen og kunne passe den flotte nederdel fra kusine Karens kobberbryllup.

Og det er da også primært borgere med lidt for meget på sidebenene, der henvender sig for at blive en del af kommunens gratis sundhedstilbud, centreret om app'en Liva. Men andre med andre livsstilsudfordringer er også meget velkomne, understreger diætisterne, der sammen med en vane-coach står for den personlige vejledning i app'en.

- En sund livsstil er jo mange ting. Man behøver ikke være overvægtig for at være med. Er man for eksempel stressramt eller er kommet ud på den anden side efter at have haft stress, er det også oplagt at komme med i Liva. Eller hvis man døjer med KOL, prædiabetes eller måske bare trænger til at gøre noget ved sin sundhed, fordi man ikke er tilfreds med sin livsstil, siger Kirstine Rosenkvist, der er en af diætisterne i projektet.

Annonce

Brugervenligt

Billund Kommune har som en ud af mange kommuner købt licens til app'en Liva, som en borger gratis kan blive koblet på. App'en er dyr, og der sidder desuden rigtig levende mennesker bag og giver individuel vejledning, så kommunen håber naturligvis, at flest muligt får glæde af forløbet.

Og indtil videre er der i perioder for få, der benytter tilbuddet.


Det eneste krav for at være med er faktisk, at du har noget ved din sundhed og livsstil, som du ønsker at ændre. Om det så er at du vil op på 5000 skridt om dagen eller at du vil spise et mellemmåltid hver dag. Eller alt muligt andet. Du sætter selv dit mål.

Mette Lund Jørgensen


- Vi har været udfordret af, at der ikke har været nok tilmeldte. Det synes vi er ærgerligt. Heldigvis virkede det rigtig godt, da vi efter nytår forsøgte os med et opslag på Facebook om tilbuddet. Her kom der lige 25 tilmeldinger. Så måske handler det også om, at mange stadig ikke ved, hvad tilbuddet går ud på, og at man som borger i Billund Kommune er med helt gratis, siger Kirstine Rosenkvist.

Der kan også være tale om, at nogle borgere ikke er helt velbevandrede i at bruge apps og føler en distance til den form for sundhedsvejledning. Men den bekymring håber de to diætister også at komme til livs, for dels er app'en meget brugervenlig - også for dem, der aldrig før har klikket på en app - og dels er der stadig en personlig kontakt ved siden af indtastningerne.

Annonce

Vejledning en gang om ugen

Typisk foregår et forløb sådan, at man henvender sig og bliver kaldt ind til en opstartssamtale. Samtalen er ofte et fysisk møde, for diætisterne vil gerne lige møde deltagerne "rigtigt", men kan også sagtens foregå over video. I samtalen fortæller borgeren om sine udfordringer og ønsker, og sammen bliver der lagt en plan.

Herefter skal man dagligt bruge app'en til at skrive ned dagligt, hvordan det er gået med at nå målene, og hvilke udfordringer der eventuelt har været. Vejlederen går så ind og kigger på borgerens profil ind i mellem og skriver en personlig tilbagemelding på det, hun læser. Først er der 14 uger med vejledning hver uge, som kan være enten skriftligt, en telefonsamtale eller video - eller en god blanding, alt efter borgerens ønske. Efter 14 uger vurderes det så, hvor ofte vejledningerne skal ligge efterfølgende.

- Vi oplever, at det er den personlige vejledning, der er med til at gøre Liva virkelig effektivt. Det er ikke "bare en app", men der sidder et levende menneske og kommer med alt fra opmuntring til opskrifter i den anden ende. Vi håber bare, at flere vil kaste sig ud i det, siger Kirstine Rosenkvist.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Lions fik lange arme

Annonce